Tag: Pigemor

Solomor hvorfor?

Line MikjaerLeave a comment

Det spørgsmål har jeg mødt så mange gange, og mit svar hver gang er – hvorfor ikke?

Jeg har været vidne til mange ægteskaber og parforhold som har skrantet og folk har troet, at det hjalp at sætte et barn i verden. Man er ikke altid enige om opdragelsen, og i værste tilfælde kan det føre til større skænderier, og ende ud i skilsmisse og så er man jo lige vidt. Så står man der og har et barn, som man er nødt til at dele, og derved alligevel kun har halv indflydelse på det hele.

Derudover har jeg efterhånden været igennem et par forhold eller lignende, hvor jeg bare ikke har fået styrket min tiltro vitterligt til mænd. Der er undtagelser, jo vist, men efter flere gange, hvor jeg har oplevet, at blive svigtet og kastet til side for andet, valgte jeg at gå mine egne veje. Jeg har altid sagt til mig selv, at hvis jeg ikke havde en fast fyr, som havde potentiale som far inden jeg var 28, så ville jeg selv få et barn.

Hvorfor 28? Det er jeg også blevet spurgt om så mange gange. Ja hvorfor ikke? Min mor var 28,5 da hun fik mig. Jeg var 28,5 da jeg fik min datter. Jeg tror det er noget psykisk. Jeg ville ikke gå længere end det. Helst ville jeg gerne have været en yngre mor, men jeg er lykkelig for som tilværelsen er lige nu.

Jeg valgte at blive solomor, fordi jeg for en gang skyld kunne få og give den kærlighed, som jeg har hungret efter i mange år! Fordi dette her kan ingen tage fra mig. Hun er kun min, jeg skal ikke kæmpe om myndigheden over hende, jeg skal ikke kæmpe om børneopdragelsen eller gå i seng og føle at jeg overser nogen. Al min kærlighed og tid går på, at min datter er lykkelig og tilfreds. I mine vågne timer går størstedelen af mine tanker på hende. Jeg føler mig psykisk stærkere efter, at jeg er blevet mor. De fleste ved, at jeg har kæmpet lidt efter mit breakdown i 2017 – som også var årsagen til, at jeg ikke startede før. Da jeg så min datter første gang til en skanning, der var jeg ikke i tvivl – det her væsen ville blive min klippe og jeg hendes.

Hver eneste dag i min graviditet følte jeg mig stærkere, trods træthed, murren og småkvalme. Da jeg hørte hendes hjertelyd, da vokset min styrke endnu mere. Det var faktisk først der, at det rigtig gik op for mig, at jeg bar et lille liv og hun ville være min, resten af mit liv. Jeg snakkede til hende hver dag, nussede om hende og passede på mig selv, for at beskytte hende.

Da hun endelig kom, efter 36,5 timers fødsel, så følte jeg ikke den der ny forelskelse som nogen gør, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hende her – hende ville jeg gå igennem ild, vand og alverdens katastrofer for. Jeg knugede hende til mig og så intet andet. Alle smerter var væk, der var kun hendes små sorte øjne og vejrtrækning der talte.

I sidste weekend rundede hun 3 måneder, og hver dag der går, bliver jeg mere og mere vild med rollen som mor. Det kan være hårdt ja, men det er ikke det jeg fokusere på. Jeg fokusere på den glæde og kærlighed, som vi giver hinanden. Hun har fart på og jeg sørger for at nyde hvert sekund, for lige om lidt, så er hun ikke min lille baby mere. Så har hun spredt sine vinger ud og vil udforske verden. I onsdags, for præcis 1 år siden, kl. 10.00 trådte jeg ind på klinikken med min bedste veninde. Dagen før havde jeg fået den første tydelige test på ægløsning. Jeg testede igen om aftenen og den blev kun stærkere og stærkere. Jeg skrev straks til Camilla, og hun tøvede ikke et sekund, med at tage med mig. Jeg blev skannet på klinikken og timingen kunne ikke være mere rigtig. Ca. kl. 11.00 kunne jeg gå derfra, ny insemineret og med en underlig følelse i kroppen. Jeg var overbevist om, at det sikkert ikke var lykkedes, at jeg skulle der ind igen måneden efter. Jeg gik hjem og var fyldt med energi og gav mig til at bage, inden jeg skulle i biffen med min kusine om aftenen, som faktisk også sluttede af med en god øl på en af Københavns pubber.

Den. 21. oktober – efter en uge fyldt med mavekramper, som overbeviste mig om, at det sgu ikke var lykkedes – havde jeg testdag. Jeg tog den om morgenen, og tænkte ikke mere over det. Det var først da jeg efter et minut så en meget tydelig streg, at jeg studsede lidt. Det kunne ikke passe. Jeg lod tiden løbe ud og tog straks et billede og sendte til min veninde, som var med til insemineringen og hendes første kommentar glemmer jeg aldrig – du skal være MOR!

Og det blev jeg. Til den dejligste lille pige:
Gaia Mariann Mikjær Christensen.

Første måned af resten af mit liv

Line MikjaerLeave a comment

Der er gået alt for lang tid siden mit sidste blogindlæg som kom til nytår. Der kom jeg med nyheden om, at jeg skulle være mor. Mange ting er sket i løbet af de sidste 8 måneder og jeg gider ikke remse dem op her i dette indlæg – det kommer måske i nytårsindlægget for i år i stedet. Nej dette indlæg skal handle om noget helt andet, nemlig det faktum at jeg nu har været mor i en måned.

Den 3. juli kl. 22.27 (en uge over termin) kom min datter til verdenen efter en lang og små intens fødsel. Den forløb sig heldigvis uden komplikationer før til allersidst. Jeg fik mig desværre en ret voldsom bristning og måtte derfor være sengeliggende i tiden efter fødslen. Det betød dog ikke, at jeg ikke kunne nyde mit nye lille vidunder. Hun fik mig til at glemme alle smerterne og bare fokusere på hende. Min bedste veninde igennem 16 år, som også er gudmor for min datter, var min fødselshjælper. Hun var med til inseminationen i oktober og fulgte mig i hele graviditeten. Så selvfølgelig spurgte jeg om hun ville være der for mig under fødslen. Til mit held sagde hun ja – for jeg havde sgu nok ikke klaret det lige så godt uden hende. Hun blev indlagt sammen med lillepigen og jeg i et par dage i Viborg. Selv her havde jeg sgu ikke klaret mig uden hende, for servicen på patienthotellet var virkelig ringe. Så takket været hendes gåpåmod og mine forældres besøg hver dag, så kom vi helskindet igennem de dage, inden vi kunne tage hjem til mine forældre. Her overtog de vagten og hjalp mig videre igennem de næste par uger med smerter og en lille nyfødt. Min far stod op om natten og tog bletjansen, fordi jeg ikke selv kunne grundet smerterne. Jeg er dog så heldig at jeg er velsignet med en pige, som har et virkelig godt sovehjerte. Så hun er typisk kun vågen 1-2 gange om natten. Så det var til at overkomme.

Den første dag hjemme, blev jeg overrasket om aftenen. Jeg vidste, at min ældste bror ville komme hjem fra København for at møde sin niece (han havde hver dag, nærmest siden min termin spurgt om det var nu hun kom), hvad jeg ikke havde set komme var, at han havde mine to lillebrødre med og at min anden storebror kom en time senere med toget. Jeg var sgu så imponeret og så rørt over den gestus! Det var det vildeste og jeg er dem evigt taknemlig! Min datter har de bedste mandlige forbilleder at se frem til.

Flere havde fortalt mig, at den første måned som nybagt mor er så hård. Det syntes jeg bestemt ikke den har været. Det har været den dejligste måned, hvor jeg virkelig har kunne nyde min datter og lærer hende bedre at kende. Jeg har ikke haft de såkaldte tudedage, jeg har ikke følt mig som en dårlig mor, jeg har ikke været træt. Jeg har bare tilpasset mig hende og nydt hvert sekund. Jeg er alenemor, men jeg har bestemt ikke været alene om at give min datter kærlighed. Lige meget hvem hun kom i armene på, så elskede de hende fra første øjekast. Selv hendes tanter som først mødte hende senere – der snoede hun dem om sin finger og de tog sig hjertens gerne af lillepigen hvis jeg lige skulle for mig selv.

Der er også flere der har kommenteret på, at det var altså sjovere at være mor til en ældre baby end til en nyfødt. Det er måske rigtig for dem. Men jeg synes hver eneste dag med min datter er sjov – for hver dag kan hun nye ting og reagere på nye måder. Jeg nyder hende til fulde. Nyder de smil hun sender mig hver dag, og de magelige piv. Jeg nyder at skifte hende og tage en lur med hende. Jeg nyder amningerne om natten og bare at beundre hende. Jeg nyder at se hende med mine forældre og resten af familien. Jeg nyder sågar når hun græder, fordi hun har behov for nærkontakt. Jeg nyder at være mor.

Da hun var 4 uger gammel (altså i lørdags) var vi til den første store begivenhed. Der var bryllup i familien. Vi skulle på en 2 timers køretur hver vej, hvor hun sov begge gange. Faktisk var hun eksemplarisk under hele begivenheden (jeg havde heller ikke regnet med andet – hun er megadejlig og så let at have med at gøre). Hun sov det meste af dagen, kun afbrudt af få amninger og ellers var hun på skift rundt og putte ved de forskellige tanter. Der var flere der kommenterede på, at de var imponeret over at jeg var kommet når jeg nu havde en lille nyfødt. Min kommentar var, at jeg skal ikke gå glip af et eneste øjeblik – for min bror skulle giftes.

Det har været en fuldkommen magisk måned! Hvor jeg har fundet nye sider af mig selv og min familie. Jeg har fundet ud af, at det har været den rigtige beslutning jeg tog, fór længe siden. Det er være solo mor, det passer mig rigtig godt.

Så den første måned af hendes liv og den første måned af resten af mit liv, har været ubeskrivelig og er gået så hurtig. På en måde føler jeg at den har været længere og alligevel er tiden bare smuttet. Det var jo for pokker i går jeg selv tog hende op af vandet og lagde hende mod min brystkasse. Den smukkeste lille skabning. Min datter, min fremtid og mit liv.