Chokolade mandler med rå kakao og lakrids

Er der noget der virkelig klæder hinanden godt, så er det chokolade og lakrids. Mandler og lakrids. Mandler og chokolade. Så hvorfor ikke kombinere de tre elementer og opnå en større nydelse? Vi elsker mandler herhjemme, generelt bare nødder. Så derfor er skabene fyldt med diverse nødder. Derudover havde vi noget smeltechokolade tilovers fra julen, så straks gik min hjerne igang med at eksperimentere med nogle ideer. Jeg var i forvejen i køkkenet for at bage et speltbrød til aftensaden, så kunne jeg ligeså godt lige lege lidt med mandlerne samtidig. Det blev et yderst vellykket resultat, for mine forældre formåede at tømme beholderen inden aftenen var omme.

Ingredienser:
200 g mandler
130 g mørk chokolade
4 spsk lakridsrodspulver
4 spsk rå kakaopulver

Fremgangsmåde:
Indstil ovnen på 180 grader (varmluft) og lad den blive helt varm. Kom mandlerne på en bageplade. Når ovnen er forvarmet, kommes bagepladen ind i 6-8 minutter – alt afhængig af hvor ristet en smag du vil have. Mens mandlerne er i ovnen, smeltes chokoladen over et vandbad. Når tiden er gået, så skal mandlerne køle i 5-10 minutter. Kom herefter alle mandlerne op i den smeltede chokolade. Vend dem godt rundt, så alle er dækket af chokolade. Fisk dem op enkelvis med en gaffel og læg dem spredt på et skærebræt beklædt med bagepapir. Når alle af oppe af chokoladen, kommes de på køl i 5-10 minutter. Bland rå kakao og lakridsrodspulver godt og vend de kolde chokolade overtrukket mandler i pulveret. Bland godt og kom herefter dem i en si og sigt det overskydende pulver af. De færdige mandler opbevares i en lufttæt beholder. Kan opbevares ved stuetemperatur.