Der er alt for mange der vil huske 2020 for noget negativt. Jeg er ikke en af dem. For selvom verdenssituationen har berørt os alle, har det egentlig ikke betydet meget negativt for mit vedkommende. Det mest triste var, at der er nogle mennesker jeg ikke har set i snart et år. At jeg ikke nåede at sige held og lykke til mine studiekammerater, da jeg gik på barsel. Men det er det eneste. Jo der har selvfølgelig også været nogle personlige negative oplevelser – men dem vil jeg ikke fokusere på. Livet er for kort til, at visse mennesker skal påvirke det negativt.
Når det så er sagt, så har jeg nærmest set min familie mere i 2020 end de sidste mange år. Vi har været gode til at samles på trods af alt. Dog med visse undtagelser. En begivenhed skal dog nævnes. Jeg blev 29 i slutningen af november – her troppede ALLE mine brødre op hos mine forældre og fik julefrokost og fejrede min fødselsdag. Det har jeg ikke oplevet i mange år. Der startede julen, der startede endnu mere hygge og kærligheden blomstrede.
Derved sagt har 2020 budt på mange forskellige ting. Størstedelen gode. En nem graviditet, at blive mor, et bryllup der skulle overværes, nye bekendtskaber, min datters dåb, min fars 60-års fødselsdag bare for at nævne nogle få ting. Jeg ved allerede nu, at 2021 bliver helt speciel.
Der kommer til at ske en masse. Jeg holder 11 ud af 12 måneder fri – da jeg er på barsel. Så den tid skal bare nydes. Første fokuspunkt bliver mig selv og lille Gaia. Der bliver sat nye projekter i gang – nogle er allerede startet og jeg glæder mig til at komme videre med dem, kommer nye oplevelser. Jeg vil komme til at fejre det første år som mor, og i årets afslutning gå ind i 30erne, som en lykkelig kvinde.
Jeg tror 2021 bliver et skønt år – det kan nærmest ikke andet. Jeg vil i hvert fald se på det hele med et positivt syn, også selvom jeg altid synes det er lidt trist at slutte december måned. Men hey, der er masser af plads til hygge, kærlighed og sammenvær alligevel.
Der er lys forude – du skal bare tro på det. Glædelig jul og godt nytår
Det spørgsmål har jeg mødt så mange gange, og mit svar hver gang er – hvorfor ikke?
Jeg har været vidne til mange ægteskaber og parforhold som har skrantet og folk har troet, at det hjalp at sætte et barn i verden. Man er ikke altid enige om opdragelsen, og i værste tilfælde kan det føre til større skænderier, og ende ud i skilsmisse og så er man jo lige vidt. Så står man der og har et barn, som man er nødt til at dele, og derved alligevel kun har halv indflydelse på det hele.
Derudover har jeg efterhånden været igennem et par forhold eller lignende, hvor jeg bare ikke har fået styrket min tiltro vitterligt til mænd. Der er undtagelser, jo vist, men efter flere gange, hvor jeg har oplevet, at blive svigtet og kastet til side for andet, valgte jeg at gå mine egne veje. Jeg har altid sagt til mig selv, at hvis jeg ikke havde en fast fyr, som havde potentiale som far inden jeg var 28, så ville jeg selv få et barn.
Hvorfor 28? Det er jeg også blevet spurgt om så mange gange. Ja hvorfor ikke? Min mor var 28,5 da hun fik mig. Jeg var 28,5 da jeg fik min datter. Jeg tror det er noget psykisk. Jeg ville ikke gå længere end det. Helst ville jeg gerne have været en yngre mor, men jeg er lykkelig for som tilværelsen er lige nu.
Jeg valgte at blive solomor, fordi jeg for en gang skyld kunne få og give den kærlighed, som jeg har hungret efter i mange år! Fordi dette her kan ingen tage fra mig. Hun er kun min, jeg skal ikke kæmpe om myndigheden over hende, jeg skal ikke kæmpe om børneopdragelsen eller gå i seng og føle at jeg overser nogen. Al min kærlighed og tid går på, at min datter er lykkelig og tilfreds. I mine vågne timer går størstedelen af mine tanker på hende. Jeg føler mig psykisk stærkere efter, at jeg er blevet mor. De fleste ved, at jeg har kæmpet lidt efter mit breakdown i 2017 – som også var årsagen til, at jeg ikke startede før. Da jeg så min datter første gang til en skanning, der var jeg ikke i tvivl – det her væsen ville blive min klippe og jeg hendes.
Hver eneste dag i min graviditet følte jeg mig stærkere, trods træthed, murren og småkvalme. Da jeg hørte hendes hjertelyd, da vokset min styrke endnu mere. Det var faktisk først der, at det rigtig gik op for mig, at jeg bar et lille liv og hun ville være min, resten af mit liv. Jeg snakkede til hende hver dag, nussede om hende og passede på mig selv, for at beskytte hende.
Da hun endelig kom, efter 36,5 timers fødsel, så følte jeg ikke den der ny forelskelse som nogen gør, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hende her – hende ville jeg gå igennem ild, vand og alverdens katastrofer for. Jeg knugede hende til mig og så intet andet. Alle smerter var væk, der var kun hendes små sorte øjne og vejrtrækning der talte.
I sidste weekend rundede hun 3 måneder, og hver dag der går, bliver jeg mere og mere vild med rollen som mor. Det kan være hårdt ja, men det er ikke det jeg fokusere på. Jeg fokusere på den glæde og kærlighed, som vi giver hinanden. Hun har fart på og jeg sørger for at nyde hvert sekund, for lige om lidt, så er hun ikke min lille baby mere. Så har hun spredt sine vinger ud og vil udforske verden. I onsdags, for præcis 1 år siden, kl. 10.00 trådte jeg ind på klinikken med min bedste veninde. Dagen før havde jeg fået den første tydelige test på ægløsning. Jeg testede igen om aftenen og den blev kun stærkere og stærkere. Jeg skrev straks til Camilla, og hun tøvede ikke et sekund, med at tage med mig. Jeg blev skannet på klinikken og timingen kunne ikke være mere rigtig. Ca. kl. 11.00 kunne jeg gå derfra, ny insemineret og med en underlig følelse i kroppen. Jeg var overbevist om, at det sikkert ikke var lykkedes, at jeg skulle der ind igen måneden efter. Jeg gik hjem og var fyldt med energi og gav mig til at bage, inden jeg skulle i biffen med min kusine om aftenen, som faktisk også sluttede af med en god øl på en af Københavns pubber.
Den. 21. oktober – efter en uge fyldt med mavekramper, som overbeviste mig om, at det sgu ikke var lykkedes – havde jeg testdag. Jeg tog den om morgenen, og tænkte ikke mere over det. Det var først da jeg efter et minut så en meget tydelig streg, at jeg studsede lidt. Det kunne ikke passe. Jeg lod tiden løbe ud og tog straks et billede og sendte til min veninde, som var med til insemineringen og hendes første kommentar glemmer jeg aldrig – du skal være MOR!
Og det blev jeg. Til den dejligste lille pige: Gaia Mariann Mikjær Christensen.
Der er gået alt for lang tid siden mit sidste blogindlæg som kom til nytår. Der kom jeg med nyheden om, at jeg skulle være mor. Mange ting er sket i løbet af de sidste 8 måneder og jeg gider ikke remse dem op her i dette indlæg – det kommer måske i nytårsindlægget for i år i stedet. Nej dette indlæg skal handle om noget helt andet, nemlig det faktum at jeg nu har været mor i en måned.
Den 3. juli kl. 22.27 (en uge over termin) kom min datter til verdenen efter en lang og små intens fødsel. Den forløb sig heldigvis uden komplikationer før til allersidst. Jeg fik mig desværre en ret voldsom bristning og måtte derfor være sengeliggende i tiden efter fødslen. Det betød dog ikke, at jeg ikke kunne nyde mit nye lille vidunder. Hun fik mig til at glemme alle smerterne og bare fokusere på hende. Min bedste veninde igennem 16 år, som også er gudmor for min datter, var min fødselshjælper. Hun var med til inseminationen i oktober og fulgte mig i hele graviditeten. Så selvfølgelig spurgte jeg om hun ville være der for mig under fødslen. Til mit held sagde hun ja – for jeg havde sgu nok ikke klaret det lige så godt uden hende. Hun blev indlagt sammen med lillepigen og jeg i et par dage i Viborg. Selv her havde jeg sgu ikke klaret mig uden hende, for servicen på patienthotellet var virkelig ringe. Så takket været hendes gåpåmod og mine forældres besøg hver dag, så kom vi helskindet igennem de dage, inden vi kunne tage hjem til mine forældre. Her overtog de vagten og hjalp mig videre igennem de næste par uger med smerter og en lille nyfødt. Min far stod op om natten og tog bletjansen, fordi jeg ikke selv kunne grundet smerterne. Jeg er dog så heldig at jeg er velsignet med en pige, som har et virkelig godt sovehjerte. Så hun er typisk kun vågen 1-2 gange om natten. Så det var til at overkomme.
Den første dag hjemme, blev jeg overrasket om aftenen. Jeg vidste, at min ældste bror ville komme hjem fra København for at møde sin niece (han havde hver dag, nærmest siden min termin spurgt om det var nu hun kom), hvad jeg ikke havde set komme var, at han havde mine to lillebrødre med og at min anden storebror kom en time senere med toget. Jeg var sgu så imponeret og så rørt over den gestus! Det var det vildeste og jeg er dem evigt taknemlig! Min datter har de bedste mandlige forbilleder at se frem til.
Flere havde fortalt mig, at den første måned som nybagt mor er så hård. Det syntes jeg bestemt ikke den har været. Det har været den dejligste måned, hvor jeg virkelig har kunne nyde min datter og lærer hende bedre at kende. Jeg har ikke haft de såkaldte tudedage, jeg har ikke følt mig som en dårlig mor, jeg har ikke været træt. Jeg har bare tilpasset mig hende og nydt hvert sekund. Jeg er alenemor, men jeg har bestemt ikke været alene om at give min datter kærlighed. Lige meget hvem hun kom i armene på, så elskede de hende fra første øjekast. Selv hendes tanter som først mødte hende senere – der snoede hun dem om sin finger og de tog sig hjertens gerne af lillepigen hvis jeg lige skulle for mig selv.
Der er også flere der har kommenteret på, at det var altså sjovere at være mor til en ældre baby end til en nyfødt. Det er måske rigtig for dem. Men jeg synes hver eneste dag med min datter er sjov – for hver dag kan hun nye ting og reagere på nye måder. Jeg nyder hende til fulde. Nyder de smil hun sender mig hver dag, og de magelige piv. Jeg nyder at skifte hende og tage en lur med hende. Jeg nyder amningerne om natten og bare at beundre hende. Jeg nyder at se hende med mine forældre og resten af familien. Jeg nyder sågar når hun græder, fordi hun har behov for nærkontakt. Jeg nyder at være mor.
Da hun var 4 uger gammel (altså i lørdags) var vi til den første store begivenhed. Der var bryllup i familien. Vi skulle på en 2 timers køretur hver vej, hvor hun sov begge gange. Faktisk var hun eksemplarisk under hele begivenheden (jeg havde heller ikke regnet med andet – hun er megadejlig og så let at have med at gøre). Hun sov det meste af dagen, kun afbrudt af få amninger og ellers var hun på skift rundt og putte ved de forskellige tanter. Der var flere der kommenterede på, at de var imponeret over at jeg var kommet når jeg nu havde en lille nyfødt. Min kommentar var, at jeg skal ikke gå glip af et eneste øjeblik – for min bror skulle giftes.
Det har været en fuldkommen magisk måned! Hvor jeg har fundet nye sider af mig selv og min familie. Jeg har fundet ud af, at det har været den rigtige beslutning jeg tog, fór længe siden. Det er være solo mor, det passer mig rigtig godt.
Så den første måned af hendes liv og den første måned af resten af mit liv, har været ubeskrivelig og er gået så hurtig. På en måde føler jeg at den har været længere og alligevel er tiden bare smuttet. Det var jo for pokker i går jeg selv tog hende op af vandet og lagde hende mod min brystkasse. Den smukkeste lille skabning. Min datter, min fremtid og mit liv.
Det er altid lidt vemodigt, men også sjovt, at tænke tilbage på det år der er gået. Hvad var godt, hvad var knap så godt, hvad ville man gerne have gjort bedre, er der noget man fortryder eller noget man er æv over, at man ikke fik gjort? Der er mange faktorer der spiller ind, og desværre kan vi ikke ændre fortiden, men heldigvis lærer en masse af den.
På en måde syntes jeg, at mit år ikke har været så begivenhedsrigt og er gået alt for hurtigt. På den anden side, når jeg tænker godt efter – så er det jo slet ikke sandt. Der har været så mange forskellige ting, som har påvirket mit liv på både en god, men også til tider knap så god måde. Sådan er det jo altid.
Vinteren bød på en praktik, som skulle afsluttes med to skønne medstuderende – vi var ude ved Nicole Punzi som er en holistisk kostvejleder, og derudover en rigtig sød kvinde. Som afslutning skulle vi skrive en opgave over vores praktik, så selve vores eksamen var til at håndtere. Alt i alt så gik det rigtig godt. Dernæst skulle jeg så starte op på et valgfrit element, jeg havde valgt Journalistisk Metode, desværre var min underviser gået hen og var blevet alvorligt syg. Det betød, at vi måtte vælge et nyt element eller skrive en opgave i et selvtilrettelagt forløb indenfor journalistisk metode. Det betød, at jeg kunne holde 6½ uges “ferie” mere, som faktisk primært foregik ved mine forældre, mens jeg skrev. Det var skide hyggeligt! Min far arbejder hjemmefra, så vi sad tit og arbejdede samtidigt, og så mødtes vi lige til frokost eller kaffe. Det, at jeg skrev hjemmefra, var medvirkende til, at jeg bedre kunne hjælpe min yngste bror og nu skønne svigerinde, med at planlægge deres bryllup, som stod i marts måned. Jeg havde foreslået dem en skøn lokation, da det første sted brændte dem af – det foregik ved smukke Hald sø ved Viborg. Dernæst havde de spurgt om jeg ikke ville stå for blomsterne i kirken, og ikke mindst for brudebuketten. Det var en opgave jeg nød til fulde og som jeg virkelig hyggede mig med. Det var en stor ære og jeg ved de blev lykkelig for det.
Foråret bød på et småtræls semester, hvor min studiegruppe gik i opløsning – hvad der skete, ja det ved jeg ikke helt og jeg har endda forsøgt at dykke ned i det og finde ud af det. Dog virker det ikke som om at parterne har haft lyst til at få det løst. Nå ja, sådan er det vel. Semesteret bød på en lidt vanskelig opgave, hvor vi skulle være minimum 4-5 personer i en gruppe og så ud og kontakte en bestemt målgruppe. Desværre lykkedes det ikke for min gruppe, at blive mere end 2 personer. Hvilket medvirkede, at der faktisk gik lang tid, før at vi egentlig kunne gå endelig i gang med opgaven, da vi først skulle have grønt lys fra vores undervisere, om at måtte være kun to. Da vi så endelig fik grønt lys, så fik vi travlt, vi havde kun 14 dage til at få det hele igennem, i forhold til de andre grupper der havde haft godt og vel 6 uger til det. Vi fokuserede på hjerneskadede, hvilket var et meget barsk, men også ganske interessant emne. Det gik de varme sommerdage i juni med, at lave. Vi var nogle af de sidste til at få sommerferie, men vi gik så også på sommerferie med en fed fornemmelse, for vi havde sgu nailet det rigtig godt og til gode karakterer, på trods af, at det havde været en kamp, at nå det hele.
Sommeren var lang, meget lang. Normalt synes man, at sommerferien går aaaaalt for hurtigt. Det gjorde den virkelig ikke for mit vedkommende i år og det var sgu dejligt! Desværre bød den ikke på så meget musik, og det var nok derfor, at den var så lang. I starten var vi flere unger hjemme, og vi hyggede os gevaldigt sammen. Nogle gik i gang med, at rense taget, andre med at male tagudhæng, en helt tredje ryddede op i maskinhuset. Der var gang i huset. Da min far så gik ferie, ja så kom der virkelig gang i projekterne, for siden nytår havde jeg og mine forældre snakket om, hvor fedt det kunne været, hvis vi fik vandskuret huset til sommer. Hvilket vi også fik gjort, i stor stil! Vi kæmpede i regnvejr og især hedebølge! Vi måtte holde siestaer på minimum 6 timer, fordi det var for varmt at arbejde i, men også fordi vandskuringsmørtlen tørrede for hurtigt. Vi var gode til at arbejde i skyggesiderne, men alligevel så var det jo hårdt i 30 graders varme. Vi kom i mål efter flere ugers hårdt arbejde, og derefter måtte vi bare vente på, at det var tørt nok til at kunne blive malet.
Efteråret har været en våd omgang, men alligevel lykkedes det os, at få brugt to weekender på at male huset – det første lag. Desværre nåede vi ikke den sidste gavl. Malingen er nemlig sådan noget drilsk noget, som ikke tåler for høj varme, men det må heller ikke falde til under 10 grader inden for x antal timer, deruover måtte det ikke regne de efterfølgende hærdedøgn. Såååe vi giver nok den sidste gavl og anden omgang til foråret. Om ikke andet så er huset meget smukkere nu og mere imødekommende. Midt i alt dette var der også et bryllup i min vennekreds, som jeg deltog i. Min skønne veninde fra VUC tiden blev viet med en ganske sød gut, og jeg fik lov til at overvære det med en god ven. Mit efterår har også budt på endnu et praktik ophold, dog et kort et af slagsen. Det foregik med nogle medstuderende ude på Langelinieskolen på Østerbro. Det var en fed oplevelse, og jeg som altid har sagt, at jeg ikke skulle være lærer, begyndte faktisk, at fortryde, at jeg ikke havde valgt den vej i livet. Det var sjovt, at få prøvet af igen og ungerne elskede os sgu. Samt jeg især, fik prøvet nogle grænser af. Derefter ventede to opgaver som havde deadline i uge 42, og efterfølgende en eksamensopgave som mundede ud i en gruppeeksamen – som blev bestået overalt forventning! Uge 42 foregik hjemme ved mine forældre, hvor mine brødre hjalp vores far med at skifte taget på maskinehuset, da det var ved at falde sammen, og jeg selv var madmor og ikke mindst hjalp min mor med at sortere ud på vores loft/stue, hvor der skulle laves plads til sovende gæster til jul. Der udover var jeg en tur i Lübeck med min kære mor i november. Hun havde inviteret mig ned og høre Dominik Plangger – det var en ganske skøn oplevelse. Vi har allerede aftalt at skulle af sted igen i det nye år.
Julen – åh du magiske jul. Min yndlings tid på året. Den startede desværre ud med at både mine forældre og jeg lagde os syge med influenza. Det var en hård nyser som varede længe. Dog skulle det ikke ødelægge den kære jul, så vi hyggede alligevel når vi fik muligheden for det. Desværre fandt jeg aldrig helt julestemningen denne gang, på trods af mange gæve forsøg fra både venner, familie og jeg selv. Det der ligger til grund for den manglende julestemning, var måske det faktum at der har været så mange bolde i luften og jeg slet ikke har kunne nå at gribe dem – hvilket har medført at mit stress niveau er ALT for højt. Ikke nok med det går ud over mig selv, men det går også ud over min omgangskreds – alt for meget desværre. Jeg går rundt som en høne uden hoved og snerre en smule, tuder over ingen ting og bliver ramt af alt. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har haft en skøn jul – for det har jeg virkelig. Jeg elskede at hele min familie for en gang skyld var samlet og at vi bare kunne hygge sammen uden ballade eller noget som helst. Desværre var det bare som om at julen knap nok var begyndt før at den sluttede igen og jeg endnu engang blev syg og nu render rundt som et lille nervevrag som kæmper for at holde mig oppe – da der er en eksamen om 3 uger som skal bestås. Derefter kan jeg tage den en smule med ro, på trods af et kommende 12 ugers praktik forløb fra februar af.
Det har været et år, hvor jeg virkelig har kunne mærke mig selv. Jeg har kunne mærke hvordan det at jeg arbejdede med mig selv i form af gruppeterapi i 17/18 virkelig har hjulpet mig. Det var medvirkende til, at jeg har lært lidt mere om mig selv og gjort mig endnu mere nysgerrig. Jeg begyndte at søge nye græsgange og hjælp. Fik sat ord på nogle følelser og det hele begynder pludselig at give mening for mig. Jeg er genert, men det er der en grund til. Jeg er stille, det er der også en logisk forklaring på. Jeg er forsigtigt, det hele bunder ud i et og det må man tage med. Heldigvis er jeg dog også ved at vende tilbage som hende den spontane freak som jeg elskede så meget at være. Måske når jeg helt derhen en dag, men hvis ikke – så ved jeg at jeg er landet et sted, hvor jeg alligevel har det rigtig godt. Det har været et år hvor jeg inderligt har nydt min familie. Vi er ikke altid lige gode til at samles, men når vi så endelig gør, så er det næsten altid magisk. Det kan selvfølgelig være svært at finde tid når der både er arbejde, studier, kæreste og mere der skal passes. Jeg håber vi bliver bedre, vi har jo kun hinanden nu.
Et år hvor venner har stået i høj kurs, på trods af at jeg er virkelig dårlig til at holde kontakten. Jeg har få, men jeg ved de altid støtter min ryg! Jeg er ikke altid godnok til at sige det til dem, men jeg er så evig taknemlig for dem og jeg ville ikke være hvor jeg var uden de havde hjulpet. Især har jeg nydt, at havde styrket båndet mellem jeg selv og min bedste veninde igennem 15 år – vi har boet tæt på hinanden de sidste 5-6 år, men var så meget bedre til at se hinanden da jeg boede i Jylland. Nu er det ændret og jeg elsker det så meget! Vi ses nærmest hver uge og har haft perioder hvor vi har haft telefonsamtaler op til 8 gange om dagen. Det er guld med sådan en kvinde. Der er selvfølgelig også andre der er værd at nævne, men jeg ved også at de ved hvor meget de betyder for mig, selvom jeg har min egen kluntede måde at sige det på. De støtter mig igennem hver dag og kæmper mine kampe med mig og lige nu forsøger de at hjælpe mig med at holde min stress borte. Jeg er evigt taknemlig for mine kære veninder, venner og min elskede familie. Nå ja og ej at forglemme mine to elskede hunde.
Jeg kunne forsætte i evigheder, men må hellere stoppe nu. Folk skal nyde deres sidste dag i året med dem de holder af og ikke med min blog. Så der er ikke meget mere at sige end et godt nytår og vi ses der ude i det nye år, hvor Mikjær Christensen klanen kommer til at vokse sig lidt større med en lille pige til sommer. Det er nu nok den største ting jeg har opnået i 2019 – nemlig at kunne kalde mig kommende mor.
