Det er altid lidt vemodigt, men også sjovt, at tænke tilbage på det år der er gået. Hvad var godt, hvad var knap så godt, hvad ville man gerne have gjort bedre, er der noget man fortryder eller noget man er æv over, at man ikke fik gjort? Der er mange faktorer der spiller ind, og desværre kan vi ikke ændre fortiden, men heldigvis lærer en masse af den.
På en måde syntes jeg, at mit år ikke har været så begivenhedsrigt og er gået alt for hurtigt. På den anden side, når jeg tænker godt efter – så er det jo slet ikke sandt. Der har været så mange forskellige ting, som har påvirket mit liv på både en god, men også til tider knap så god måde. Sådan er det jo altid.
Vinteren bød på en praktik, som skulle afsluttes med to skønne medstuderende – vi var ude ved Nicole Punzi som er en holistisk kostvejleder, og derudover en rigtig sød kvinde. Som afslutning skulle vi skrive en opgave over vores praktik, så selve vores eksamen var til at håndtere. Alt i alt så gik det rigtig godt.
Dernæst skulle jeg så starte op på et valgfrit element, jeg havde valgt Journalistisk Metode, desværre var min underviser gået hen og var blevet alvorligt syg. Det betød, at vi måtte vælge et nyt element eller skrive en opgave i et selvtilrettelagt forløb indenfor journalistisk metode. Det betød, at jeg kunne holde 6½ uges “ferie” mere, som faktisk primært foregik ved mine forældre, mens jeg skrev. Det var skide hyggeligt! Min far arbejder hjemmefra, så vi sad tit og arbejdede samtidigt, og så mødtes vi lige til frokost eller kaffe. Det, at jeg skrev hjemmefra, var medvirkende til, at jeg bedre kunne hjælpe min yngste bror og nu skønne svigerinde, med at planlægge deres bryllup, som stod i marts måned. Jeg havde foreslået dem en skøn lokation, da det første sted brændte dem af – det foregik ved smukke Hald sø ved Viborg. Dernæst havde de spurgt om jeg ikke ville stå for blomsterne i kirken, og ikke mindst for brudebuketten. Det var en opgave jeg nød til fulde og som jeg virkelig hyggede mig med. Det var en stor ære og jeg ved de blev lykkelig for det.
Foråret bød på et småtræls semester, hvor min studiegruppe gik i opløsning – hvad der skete, ja det ved jeg ikke helt og jeg har endda forsøgt at dykke ned i det og finde ud af det. Dog virker det ikke som om at parterne har haft lyst til at få det løst. Nå ja, sådan er det vel. Semesteret bød på en lidt vanskelig opgave, hvor vi skulle være minimum 4-5 personer i en gruppe og så ud og kontakte en bestemt målgruppe. Desværre lykkedes det ikke for min gruppe, at blive mere end 2 personer. Hvilket medvirkede, at der faktisk gik lang tid, før at vi egentlig kunne gå endelig i gang med opgaven, da vi først skulle have grønt lys fra vores undervisere, om at måtte være kun to. Da vi så endelig fik grønt lys, så fik vi travlt, vi havde kun 14 dage til at få det hele igennem, i forhold til de andre grupper der havde haft godt og vel 6 uger til det. Vi fokuserede på hjerneskadede, hvilket var et meget barsk, men også ganske interessant emne. Det gik de varme sommerdage i juni med, at lave. Vi var nogle af de sidste til at få sommerferie, men vi gik så også på sommerferie med en fed fornemmelse, for vi havde sgu nailet det rigtig godt og til gode karakterer, på trods af, at det havde været en kamp, at nå det hele.
Sommeren var lang, meget lang. Normalt synes man, at sommerferien går aaaaalt for hurtigt. Det gjorde den virkelig ikke for mit vedkommende i år og det var sgu dejligt! Desværre bød den ikke på så meget musik, og det var nok derfor, at den var så lang. I starten var vi flere unger hjemme, og vi hyggede os gevaldigt sammen. Nogle gik i gang med, at rense taget, andre med at male tagudhæng, en helt tredje ryddede op i maskinhuset. Der var gang i huset. Da min far så gik ferie, ja så kom der virkelig gang i projekterne, for siden nytår havde jeg og mine forældre snakket om, hvor fedt det kunne været, hvis vi fik vandskuret huset til sommer. Hvilket vi også fik gjort, i stor stil! Vi kæmpede i regnvejr og især hedebølge! Vi måtte holde siestaer på minimum 6 timer, fordi det var for varmt at arbejde i, men også fordi vandskuringsmørtlen tørrede for hurtigt. Vi var gode til at arbejde i skyggesiderne, men alligevel så var det jo hårdt i 30 graders varme. Vi kom i mål efter flere ugers hårdt arbejde, og derefter måtte vi bare vente på, at det var tørt nok til at kunne blive malet.
Efteråret har været en våd omgang, men alligevel lykkedes det os, at få brugt to weekender på at male huset – det første lag. Desværre nåede vi ikke den sidste gavl. Malingen er nemlig sådan noget drilsk noget, som ikke tåler for høj varme, men det må heller ikke falde til under 10 grader inden for x antal timer, deruover måtte det ikke regne de efterfølgende hærdedøgn. Såååe vi giver nok den sidste gavl og anden omgang til foråret. Om ikke andet så er huset meget smukkere nu og mere imødekommende. Midt i alt dette var der også et bryllup i min vennekreds, som jeg deltog i. Min skønne veninde fra VUC tiden blev viet med en ganske sød gut, og jeg fik lov til at overvære det med en god ven.
Mit efterår har også budt på endnu et praktik ophold, dog et kort et af slagsen. Det foregik med nogle medstuderende ude på Langelinieskolen på Østerbro. Det var en fed oplevelse, og jeg som altid har sagt, at jeg ikke skulle være lærer, begyndte faktisk, at fortryde, at jeg ikke havde valgt den vej i livet. Det var sjovt, at få prøvet af igen og ungerne elskede os sgu. Samt jeg især, fik prøvet nogle grænser af. Derefter ventede to opgaver som havde deadline i uge 42, og efterfølgende en eksamensopgave som mundede ud i en gruppeeksamen – som blev bestået overalt forventning!
Uge 42 foregik hjemme ved mine forældre, hvor mine brødre hjalp vores far med at skifte taget på maskinehuset, da det var ved at falde sammen, og jeg selv var madmor og ikke mindst hjalp min mor med at sortere ud på vores loft/stue, hvor der skulle laves plads til sovende gæster til jul. Der udover var jeg en tur i Lübeck med min kære mor i november. Hun havde inviteret mig ned og høre Dominik Plangger – det var en ganske skøn oplevelse. Vi har allerede aftalt at skulle af sted igen i det nye år.
Julen – åh du magiske jul. Min yndlings tid på året. Den startede desværre ud med at både mine forældre og jeg lagde os syge med influenza. Det var en hård nyser som varede længe. Dog skulle det ikke ødelægge den kære jul, så vi hyggede alligevel når vi fik muligheden for det. Desværre fandt jeg aldrig helt julestemningen denne gang, på trods af mange gæve forsøg fra både venner, familie og jeg selv. Det der ligger til grund for den manglende julestemning, var måske det faktum at der har været så mange bolde i luften og jeg slet ikke har kunne nå at gribe dem – hvilket har medført at mit stress niveau er ALT for højt. Ikke nok med det går ud over mig selv, men det går også ud over min omgangskreds – alt for meget desværre. Jeg går rundt som en høne uden hoved og snerre en smule, tuder over ingen ting og bliver ramt af alt. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har haft en skøn jul – for det har jeg virkelig. Jeg elskede at hele min familie for en gang skyld var samlet og at vi bare kunne hygge sammen uden ballade eller noget som helst. Desværre var det bare som om at julen knap nok var begyndt før at den sluttede igen og jeg endnu engang blev syg og nu render rundt som et lille nervevrag som kæmper for at holde mig oppe – da der er en eksamen om 3 uger som skal bestås. Derefter kan jeg tage den en smule med ro, på trods af et kommende 12 ugers praktik forløb fra februar af.
Det har været et år, hvor jeg virkelig har kunne mærke mig selv. Jeg har kunne mærke hvordan det at jeg arbejdede med mig selv i form af gruppeterapi i 17/18 virkelig har hjulpet mig. Det var medvirkende til, at jeg har lært lidt mere om mig selv og gjort mig endnu mere nysgerrig. Jeg begyndte at søge nye græsgange og hjælp. Fik sat ord på nogle følelser og det hele begynder pludselig at give mening for mig. Jeg er genert, men det er der en grund til. Jeg er stille, det er der også en logisk forklaring på. Jeg er forsigtigt, det hele bunder ud i et og det må man tage med. Heldigvis er jeg dog også ved at vende tilbage som hende den spontane freak som jeg elskede så meget at være. Måske når jeg helt derhen en dag, men hvis ikke – så ved jeg at jeg er landet et sted, hvor jeg alligevel har det rigtig godt.
Det har været et år hvor jeg inderligt har nydt min familie. Vi er ikke altid lige gode til at samles, men når vi så endelig gør, så er det næsten altid magisk. Det kan selvfølgelig være svært at finde tid når der både er arbejde, studier, kæreste og mere der skal passes. Jeg håber vi bliver bedre, vi har jo kun hinanden nu.
Et år hvor venner har stået i høj kurs, på trods af at jeg er virkelig dårlig til at holde kontakten. Jeg har få, men jeg ved de altid støtter min ryg! Jeg er ikke altid godnok til at sige det til dem, men jeg er så evig taknemlig for dem og jeg ville ikke være hvor jeg var uden de havde hjulpet. Især har jeg nydt, at havde styrket båndet mellem jeg selv og min bedste veninde igennem 15 år – vi har boet tæt på hinanden de sidste 5-6 år, men var så meget bedre til at se hinanden da jeg boede i Jylland. Nu er det ændret og jeg elsker det så meget! Vi ses nærmest hver uge og har haft perioder hvor vi har haft telefonsamtaler op til 8 gange om dagen. Det er guld med sådan en kvinde. Der er selvfølgelig også andre der er værd at nævne, men jeg ved også at de ved hvor meget de betyder for mig, selvom jeg har min egen kluntede måde at sige det på. De støtter mig igennem hver dag og kæmper mine kampe med mig og lige nu forsøger de at hjælpe mig med at holde min stress borte. Jeg er evigt taknemlig for mine kære veninder, venner og min elskede familie. Nå ja og ej at forglemme mine to elskede hunde.
Jeg kunne forsætte i evigheder, men må hellere stoppe nu. Folk skal nyde deres sidste dag i året med dem de holder af og ikke med min blog. Så der er ikke meget mere at sige end et godt nytår og vi ses der ude i det nye år, hvor Mikjær Christensen klanen kommer til at vokse sig lidt større med en lille pige til sommer. Det er nu nok den største ting jeg har opnået i 2019 – nemlig at kunne kalde mig kommende mor.