Line Mikjaer

 

Som overskriften siger, så har jeg i dag været på besøg hos jordemoderen i mit lægehus. Sød kvinde som jeg kun kan anbefale varmt. Jeg følte mig straks tryg ved hende. Og nu spørger I sikkert “Hvornår skal det være?!” “Hvem er faderen?” Så snydt! Jeg er ikke gravid, ikke endnu. Det testede hun nemlig også. Så bulen på maven er bare luft – og den er endda på vej væk, jeg har nemlig tabt mig igen.

Nej jeg har haft nogle smerter som jeg skulle have tjekket og have taget nogle tests, sådan er det jo når man når 20’erne og får tilbudt alle mulige skanninger og test. Hun mente jeg var en fornuftig ung kvinde som valgte kondom som prævention i stedet som de såkaldte giftpiller som hun kaldte dem. Hun var også træt af at overlevere mig nyheden om at jeg ikke var gravid, for hun vidste jeg gerne vil have børn engang – men håbede dog på en dag at kunne overlevere nyheden til mig alligevel.
Nå men det korte af det lange er, jeg er ikke gravid, jeg har ikke blærebetændelse, og de andre test får jeg svar på i næste uge – men hun var overbevist om at mine kramper og smerter kom af mine ægløsninger. Nu venter vi bare spændt på svarene på prøverne.

Jeg satte mig bagefter ned på Baresso på Christianshavn, hvor jeg fik mig en kop kaffe og lige vågnede ordentligt, inden jeg skal jeg i skole her klokken 12:20. Damn jeg elsker de dage her hvor jeg kan nå en masse inden skolen kalder. Jeg føler lige som at jeg når mere og har bedre tid. Det er fantastisk. Føler ligesom også at jeg oplever mere og ligger mere mærke til verdenen omkring mig. Det kan man bestemt ikke klage over.

Tydeligvis ligner jeg min stædige mor for meget. Da jeg ikke kan holde mine meninger for mig selv når jeg modtager en dårlig service.

Idag skulle jeg hente en pakke ved post Danmarks skranke i min lokale Kvickly. Det kan jeg leve med, for jeg var ikke hjemme da posten var forbi. Så jeg gik muntert af sted efter min pakke da jeg har ventet længe på den. Nu jeg alligevel var i Kvickly kunne jeg da lige tage nogle bananer med til min morgenmad. Der var intet problem. Problemet kom først da jeg kom hen til postskranken. Der var ingen kø, og da jeg kom fra den sidste kasse, kom jeg ikke lige forbi nummerautomaten. Så jeg gik bare hen til de to kvinder bag skranken som alligevel bare stod og snakkede. Der fik jeg den flabede kommentar at jeg skulle altså trække et nummer. Mit svar var blot at det var sgu for dumt at spilde papir på at jeg skulle trække et nummer når der ingen mennesker var. Det ville de ikke høre på, så brokkende tog jeg et nummer og gik hen til den samme dame igen, efter hun havde trykket mit nummer. Fint nok, så gav jeg hende min pakkeseddel og viser mit id. fik så af vide at næste gang skulle jeg huske mit kørekort eller pas, for så kunne de se det var mig. Jeg kommenterede så tilbage at hun ville måske have at jeg skulle til at tage et kørekort først før at jeg kunne få min pakke. Den ignorede hun blankt, derimod bad hun mig om at underskrive med mit fingeraftryk. Da strittede alt på mig og svarede tilbage at de fanme ikke have noget at bruge mit fingeraftryk til. Så ville hun have jeg bare skrev mit navn. Jeg endte med at sætte et kryds for jeg gad ikke høre på hendes kommentarer mere. Så nægtede hun sgu at udlevere min pakke, da hun mente jeg ikke havde underskrevet. Jeg tog bare pakken på disken og gav tørt igen – de kan se at jeg har skrevet under, da du lige har tjekket mig i hoved og røv. Med den kommentar forlod jeg  Kvickly igen, fast besluttet på at næste gang henter jeg min pakke når postskranken er lukket.

Alt dette postyr for at hente denne pakke, indholdende et par læbestifter, en taske, et tørklæde og nogle cremer.

 

I går da jeg stod op, ringede min bror Malthe til mig, han ville høre om jeg ikke kunne tænke mig at komme med ind og se hvad Beboerhuset ved siden af hans kollegium var for noget. Straks var jeg frisk på ideen og vi aftaltes at mødes når de åbnede. Så klokken 13 var jeg oppe forbi min bror med nogle madvarer og bagefter gik vi så ned til Beboerhuset. Det var to meget imødekommende personer der stod bag baren og man følte sig straks velkommen i den hyggelige cafe. Der var bestemt ikke mange mennesker, men det var også lige efter de var åbnet. Vi bestilte en kop kakao og en kop kaffe – hvor prisen slet ikke var til at klage over overhovedet.

Vi fandt hurtigt begge ud af at dette bestemt var et sted der var værd at besøge igen. De har mange arrangementer og der var flere af dem, hvor både Malthe og jeg kunne se os selv deltage. Jeg fandt også ret hurtigt ud af det det er Beboerhuset som står hvor Sankt Hans nede på Christianshavns vold – hvor jeg i et par år har deltaget. En anden glædelig nyhed er at jeg nu har fundet mit stamsted at få en iskold Hancock på fad. 30 kr for en fadøl fra hjemstavnen – så brokker jeg mig bestemt ikke.

I beboerhuset var der en del lokaler man kunne leje og bruge for et ganske beskedent beløb. Jeg vil i hvert fald råde enhver til at kigge forbi en gang. Og ser du mig dernede, jamen så giver jeg uden tvivl en fadøl eller en kop kaffe.

Efter kaffepausen ved Beboerhuset, valgte vi at gå en tur. Malthe var nemlig ikke helt sikker på hvilken en af kirkerne der var Vor Frelsers Kirke. Så derefter gik turen der ned, og jeg må indrømme at jeg var overvældet over synet. Det var en meget smuk kirke som jeg uden tvivl ville kunne bruge flere timer inde i. Bare bruge tiden på at sidde og beundre, måske sidde og tegne. Da vi kom var organisten igang med at øve, vil jeg gætte mig på, der lød i hvert fald smukke toner over hele kirken. Også her kunne jeg ikke helt holde mobilen i lommen, så her blev der klikket løst på kameraet. En ting er i hvert fald sikkert, når sæsonen starter igen, så har Malthe og jeg snakket om at skulle en tur op i tårnet og gå.

Det var en rigtig hyggedag med Malthe. For efter kirkebesøget gik vi hjem til ham og ordnede nogle af hans flyttekasser, fik sat det sidste på væggene og flyttet nogle af kasserne på loftet. Derefter var der lige noget vasketøj vi skulle kigge på, inden at vi tog ind til byen og gik på MAX for at få nogle fritter – en lyst vi begge delte ret meget lige der. Efter en godt måltid gik turen tilbage til Christianshavn, da vi skule ordne vasketøjet færdig inden vi skulle videre i Biografen for at se Star Wars som han ikke havde set endnu. På turen hjem faldt vi dog over en vaffelbod, og selvfølgelig kunne Malthe ikke modstå fristelsen da han havde haft lyst til vafler længe, så han købte et bærger med churros med mørk chokolade og oreos. Så der var dømt mavepine senere på aftenen, da vi sluttede af med popcorn og sodavand til filmen.

Alt i alt vil jeg sige at jeg har haft en fantastisk lørdag i noget af det bedste selskab man kan få. Malthe loggede mig ud af min hule, hvor jeg nok ellers ville have sat og stenet ved min boks hele dagen. Så jeg er ham meget taknemlig for at få hevet mig ud og lave noget i stedet. Turen i går har resulteret i at jeg nu er i gang med at få set de andre Star Wars film helt igennem, da jeg må indrømme at jeg ikke helt kan huske de gamle og ikke har fået set det hele af de nye. Så jeg ved hvad min søndag kommer til at gå med: fodbold, køkkentjans, vasketøj og Star Wars.

 

Som studerende har jeg ikke altid ret mange penge at gøre med. Ikke at jeg beklager mig overhovedet. Jeg går både i fitness og tager sommetider offentlig transport i skole. Jeg er blot igang med at spare op, men med min uddannelse har jeg svært ved at finde overskud ved siden af til et fritidsarbejde. Derfor så går hver en krone der ikke bliver brugt på mad eller ture tur/retur til Jylland, lige i sparegrisen.

Derfor kan det være meget praktisk at læse tilbudsaviser. Det gør jeg hver torsdag aften. Det gjorde at jeg i denne weekend tog i Bilka med Gitte. For mad skulle jeg jo have og de har de fantastiske tilbud. Jeg afrimede mit køkkens ene fryser her fredag og lørdag, så selvfølgelig skulle jeg have noget at putte i min del af den. Det blev til kylling for 70 kr. To pakker kyllingemedister, en pakke kyllingebryst, samt en pakke kyllinge lårmix. Bare i kød var der til godt 16 dage da jeg havde pakket det om. Det blev også købt 10 pakker pålæg for 95 kr, hvor de fem af dem var til Gitte. 5 pakker smør til 39 kr, som også blev delt med Gitte. 6 poser frossent grønt og bær til 54 kr (en pose ærter, en pose gulerødder, en pose broccoli, en pose romanescoblanding, to poser hindbær). Det blev også pakket om så at der var til bare at tage op når jeg kommer hjem fra skole. Alle grønsagerne blev blandet sammen og hindbærene blev blandet i poser med spinat og vindruer – til smoothies til min morgenmad. Nu er der altid noget til bare lige at hive op af fryseren når jeg kommer sent hjem.

I aften står den på et kyllingelår, salat, flute og ren afslapningen og opladning til en lang uge. Jeg har allerede trænet og handlet, så jeg kan bare nyde livet fuldkommen med en kop god kaffe og god samvittighed.

Hvad gør man når man når rygsmerterne gør at man ikke kan nyde et godt glas vin til lektierne? Ja så laver man da bare lidt yoga og drikker noget fantastisk grøn te. Nej det er ikke helt det samme, men det virker nu meget afslappende. Desuden dur det nok ikke at jeg drikker mig fuld, inden jeg får læst det jeg skal om Bourgogne og Chablis først.
Især ikke når der er fantastisk fodbold om mindre end en time. Avss jeg kan allerede nu høre hvordan min sengetid nok ryger lidt.

Dage hvor jeg møder klokken 12 så står jeg op kl. 7, for at få mest ud af min dag. Dage hvor jeg møder kl. 10 eller kl. 8 så står jeg op kl. 6. Deraf rykker min sengtid sig også. For når jeg møder tidligt om morgenen, så går jeg i seng kl. 21, hvorimod møder jeg efter 10. så går jeg i seng kl. 22. Og jeg holder det faktisk, det er imponerende. Dog vil jeg så også sige at jeg hurtigt bliver træt for tiden. Jeg er klar til at gå i seng når jeg har spist aftensmad der kl. 17-18. Jeg plejer dog at sige at jeg først må gå i seng efter kl. 20 – for at jeg ikke vågner midt om natten og så pludselig ikke kan sove mere.

Måske det glas rødvin ville hjælpe lidt på det – uhh eller den øl der står på bordet og lokker lidt. Huha fristelserne er store. Nej jeg holder mig til teen og til at læse om vinen i stedet, ind til at fodbolden ruller over skærmen. Cheers mates!

Vi tænker og analysere al for meget. Vi er selvkritiske og kæmper for at gøre os selv bedre. Vi sætter os mål fordi vi vil være perfekte, og fremstå perfekte. Men hvad er perfekt egentlig? Det er forskelligt fra person til person. Jeg ved ingen gang hvad perfekt i min verden ville være, jo.. det ville måske være at jeg stoppede med at være så selvkritisk og analyser hvad andre måske tænker.

Jeg er ikke fit på nogen måde og det er mange år siden jeg har været det. Det har jeg været nogenlunde okay med. Selvfølgelig har jeg arbejdet på at blive det, men det har ikke altid været med held. Jeg har heller ikke rigtig haft sådan held i kærlighed. Det er fordi jeg har virkelig svært ved at forelske mig. Dog lykkedes det for mig her mellem jul og nu, faktisk at falde for en gut som jeg blev skide glad for. Han viste sig dog ikke at være den rette, eller jeg var åbenbart ikke den rette for ham. Det er fair, men måden han dumpede mig på var den kendte ‘sms’ og så sidder man tilbage med den der følelse – oh my, du er fucking 32! Vær dog en mand og sig det til mit ansigt i stedet.

Jeg blev forbløffet og begyndte straks at analysere, hvad fanden der kunne være sket. Var jeg for tyk, var jeg ikke sød nok, var jeg barnlig? Følelses kold eller havde han bare ingen smag? Det hjælper jo aldrig at sige sådan om sig selv. For det kommer der intet godt ud af, det gælder om at være positiv og istedet modbevise de dårlige tanker. Jeg ved at jeg ikke skal lade mig gå på af sådan en gut. Dog kan det jo netop så være svært at være stærk.

Selvfølgelig blev jeg ked af det, men jeg kan sagtens se at han ikke fortjener min tid eller mit selskab, som mine kære veninder siger. Når man opfører sig sådan, så fortjener man ikke min respekt – ligemeget hvor meget jeg holder af personen. Jeg nød ellers endelig at have følelsen af at der også var en jeg kunne falde for, som havde det som mig. Jeg smilede hele tiden og var glad selvom at omverdenen måske ikke var helt skøn. Og så blev det hurtigt taget fra mig – eller gjorde det? For helt ærligt? Sådan en “skiderik” skal da ikke have lov til at slå mig ud. Lige så snart jeg er rask, så forsætter jeg min træning fra hvor jeg slap og hygger mig med mine veninder – og hvem ved, måske er jeg heldig og snart møder en som jeg igen kan falde for, som ikke holder mig for nar.

Og i dette indlæg, vil jeg tillade mig at poste et billed af mig, som måske ikke er så kønt – men det er sådan jeg ser ud. Jeg er syg, jeg har feber, jeg har svært ved at trække vejret, jeg har hovedpine, havde svært ved at sove. Samt har ingen makeup på, fordi jeg ligger under en dyne. Faktisk går jeg mindre og mindre med makeup, fordi det finder jeg ikke nødvendigt. Lige nu er der jo slet ingen grund til det, for hvem ser mig, andet end mine naboer når jeg går ud i køkkenet. Take it or leave it – jeg kan i det mindste smile endnu.

Der er sket ting og sager. Jeg har taget et tidligt men meget svært skridt. Jeg sagde nytårsaften farvel til en meget stor del af mig. Dette var ikke et nytårsforsæt for jeg kan ikke ændre det og blive hængende i det mere. Jeg blev nød til at tage dette skridt af personlige årsager, som I nok kommer til at forstå på et tidspunkt. Jeg vil ikke fortælle årsagen nu og her, men med tiden.

I sommeren 2011 var jeg medhjælper på Nibe Festival, hvor jeg bland andet stod i ølvogn. Her optjente jeg mig adgang til festivalen med et medhjælper armbånd. Det var det der startede hele eventyret. Dette lille stof armbånd. For med tiden kom flere til – da Karup å marked begyndte at forstå deres armbånd af plastik var for nemme at rive i stykker. I 2012 gik de over til stofarmbånd også. Nytårsaften her 2015/16 kan I jo selv gætte hvor mange Karup armbånd jeg endte med. 2012, 2013, 2014 og 2015. Jeg havde så mange at jeg i sommers til koncerten blev taget billeder af, af dørmanden fordi han synes det var så sejt. Han mente så også at hvis armbåndene havde en anden farve i 2016 så var det nok min skyld.

De var en stor del af mig, folk kunne altid genkende mig på dem. Men nu.. nu er der blot en bleg markering på min tynde arm, hvor de sad. Nu er tre dage gået og jeg kan stadig ikke vænne mig til at de ikke klæber til min arm mere når jeg har været i bad. Ærlig jeg savner dem. Men jeg har også indset at tiden var inde. Jeg ville have ventet til Nibe armbåndet havde 5 års jubilæum – men det blev nu i stedet. Så en farvel blog skulle de have, mine 5 dejlige armbånd.

Der er sket ting og sager. Jeg har taget et tidligt men meget svært skridt. Jeg sagde nytårsaften farvel til en meget stor del af mig. Dette var ikke et nytårsforsæt for jeg kan ikke ændre det og blive hængende i det mere. Jeg blev nød til at tage dette skridt af personlige årsager, som I nok kommer til at forstå på et tidspunkt. Jeg vil ikke fortælle årsagen nu og her, men med tiden.

I sommeren 2011 var jeg medhjælper på Nibe Festival, hvor jeg bland andet stod i ølvogn. Her optjente jeg mig adgang til festivalen med et medhjælper armbånd. Det var det der startede hele eventyret. Dette lille stof armbånd. For med tiden kom flere til – da Karup å marked begyndte at forstå deres armbånd af plastik var for nemme at rive i stykker. I 2012 gik de over til stofarmbånd også. Nytårsaften her 2015/16 kan I jo selv gætte hvor mange Karup armbånd jeg endte med. 2012, 2013, 2014 og 2015. Jeg havde så mange at jeg i sommers til koncerten blev taget billeder af, af dørmanden fordi han synes det var så sejt. Han mente så også at hvis armbåndene havde en anden farve i 2016 så var det nok min skyld.

De var en stor del af mig, folk kunne altid genkende mig på dem. Men nu.. nu er der blot en bleg markering på min tynde arm, hvor de sad. Nu er tre dage gået og jeg kan stadig ikke vænne mig til at de ikke klæber til min arm mere når jeg har været i bad. Ærlig jeg savner dem. Men jeg har også indset at tiden var inde. Jeg ville have ventet til Nibe armbåndet havde 5 års jubilæum – men det blev nu i stedet. Så en farvel blog skulle de have, mine 5 dejlige armbånd.

Endnu et år er gået, det var været muntert, det har været trist, det har været sjovt, det har været hårdt, det har været spændende, det har været skræmmende.

Alt i alt har det været et okay år. Jeg har oplevet nye ting, jeg har sagt farvel til ting som var ved at ødelægge mit liv. Jeg stoppede min uddannelse, fordi min lærer kørte psykisk på mig. Jeg startede på et fremmedsprog jeg altid gerne har ville lære. Jeg fik lavet et fitnessmedlemskab som jeg har brugt med glæde – næste år er målet at komme til at bruge det endnu mere. Jeg fik en af mine bedste venner til hovedstaden hvor hun nu bor med sin kæreste, så vi har nærmest set hinanden en gang hver anden uge, hvis det kan gøre det. Jeg lærte at cykle i København. Jeg fik min lillebror over til hovedstaden også. Han boede de første 3 måneder hos mig, og er nu flyttet for sig selv – denne oplevelse har blot styrket vores bånd endnu mere. Jeg sagde farvel til mine forældres elskede hanhund, jeg savner ham stadig den dag i dag. Jeg kom til London med min lillebror, en spontant tur som jeg ser frem til at prøve igen. Jeg havde mange ture til stranden. Jeg var ude og opleve den danske sommer på mange køreture med min mor. Jeg begyndte at male igen og være kreativ. Jeg fik briller igen, da det kunne holde nakkesmerterne og migrænen fra min nakkeskade væk. Jeg blev forelsket. Jeg blev stærkere. Jeg blev beriget med oplevelser. Jeg blev elsket. Jeg fandt mod. Jeg fandt min styrke.

Jeg kan ikke spå om hvordan 2016 vil blive, jeg vil ikke røbe for meget. Der er allerede lagt nogle planer for mit 2016 og jeg ved at stort set dem alle vil blive ført ud i livet. Jeg har en lille drøm i maven om at få lavet en youtubekanal med gode råd, kreativiteter og andet sjov, men vi må se om det bliver her i 2016. Jeg vil lave flere kreative ting og blogge om dem, måske endda få en hjemmeside og sælge dem på.
2016 er også året hvor jeg bliver 25 – det er ikke noget stort for mig. Men det er et kvart århundred og det er en sjov tanke. Jeg går ikke op i at give, folk der bliver 25, kanel, og jeg håber at folk i min omgangskreds husker dette. 25 er jo bare et tal, og hvad kan man bruge det til, andet end at sige, det har været 25 skønne år jeg ikke vil undvære.
2016 er året hvor jeg kan sætte mærke i kalenderen den første februar – fordi jeg for 4 år siden alligevel fik lov til at beholde min elskede mor. Jeg ved at jeg vil have hende og min familie mange år endnu, og det er det der får mig til at smile.

2016 bliver et år med nye oplevelser, venner, mærkedage, fester, ferier, og andet sjov. Det bliver et år hvor jeg vil gøre mit til at prøve at være glad hver eneste dag. Det vil være hårdt, for alle har de dage hvor alt kan gå galt, men mon ikke jeg kan med mit positive sind klare det?

Jeg vil i hvert fald ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.