Line Mikjaer

Jeg er en krammer. Jeg elsker virkelig kram! Det er noget af det bedste jeg ved, og jeg nyder at udele dem. Den omsorg der er ved at give et kram, den tryghed det udstråler – det er fantastisk. Jeg har nogle piger jeg mødes med en gang i ugen, hvor der så bliver snakket en masse emner igennem. Der kommer en masse følelser ud, som lige skal tages stilling til og som der skal arbejdes lidt med. Når vi har snakket så følelsesladet, så har man typisk brug for et kram. Det er bare ikke mange der tør at give det. Jeg oplevede det i dag. Der var et emne der rørte en så dybt, at hun havde brug for en pause – så midt i pausen kom jeg forbi hende på toilettet, og jeg kiggede på hende med store varme øjne og spurgte blidt. ”Er du okay?” hun lyste straks op, fordi der var nogen der turde spørge. Uden noget så gav jeg hende et stort kram og forsatte. ”Det er godt at komme ud med det, så du ikke brænder inde med det.” hun blev så glad. Mest af alt for krammet. For det var lige det hun havde brug for.

Jeg har selv tit behov for et kram. Det er bare ikke så ofte at jeg kan få det. Det er nok derfor at jeg er en stor giver. Typisk kan jeg se på en person, hvis de har brug for et kram. Det er fantastisk. Det er sgu nok også derfor at nogle af mine veninder kalder mig for mor. Fordi jeg har så meget omsorg og kærlighed at give af. Jeg vil så gerne hjælpe.

Nogle gange er sådan en favn man bare kan forsvinde ind i det aller bedste. En favn hvor man kan stå og gemme sig lidt og bare mærke den andens tryghed. Nøj hvor jeg savner det. Kram fra venner og familie er fantastiske, men der er lidt langt mellem de helt store bamsekram. Ikke at det gør noget, for hvert et kram er en gave i min verden.

Det siges at en kvindes taske indeholder alt muligt ubrugeligt. At vi altid slæber rundt på de mest særeste ting. Det kan godt være, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan kun fortælle hvad jeg har i min egen taske… ehm tasker. For nogle år siden hadede jeg at gå med taske. Det eneste jeg havde på mig, var min herre pung som lige passede i baglommen. Nå ja og så min mobil. Jeg gik aldrig med taske. Nu forlader jeg meget sjældent mit hjem uden en taske. Det kan godt ske og jeg nyder stadig de taske frie dage. Enten så har jeg en taske med fordi jeg skal over og træne, så skal der være sko, hængelås, mp3 afspiller og vand i. I skolen siger det jo sig selv, der skal skolebøger, penalhus, madpakke, vand og bærbar med.

Der er nogle ting som man fast kan finde i min taske, lige meget hvad jeg skal. Jeg har nemlig lidt under træthed og dårlig koncentration i en længere periode – især mens jeg er under uddannelse. Derfor har jeg altid en hav af spiselige elementer på mig. Typisk er det tyggegummi, frugt, mandler, figenstænger, Lakerol, koffein tyggegummi og sukkerfrie bolsjer.  Dernæst kommer vi til hygiejnen osv. huha! Jeg har ALTID håndgel – en mild form for håndsprit med mig, da jeg virkelig ikke kan med snaskede og beskidte fingre. Læbepomade er også altid godt at have med. Håndcreme, da jeg ikke kan tåle håndsprit. Mundspray med mynte er et must – kaffeånde efter 5 kopper er ikke rart! Papirlommetørklæder til en snottet kold dag eller bare til at tørre fingre i. Det er sådan de praktiske ting inden for mad og hygiejnen. Nu kommer så det praktiske ting inden for tidsfordriv og planlægning. Jeg har selvfølgelig min pung med mig, men jeg har også altid min notesblok med mig. Den bruges til at skrive de hurtige tanker ned – ideer og sådan, så jeg ikke glemmer dem. Jeg kan meget bedre lide at skrive det i en bog end på telefonen. Min kalender er også altid med, for der ligger de regninger der skal betales og står de aftaler som jeg sjovt nok sjældent glemmer.

Disse ting kan jeg ikke undvære. Jo jeg har ikke altid kalenderen med, da jeg typisk husker det hele i hovedet. Andre ting der kan findes er mit kamera, hvis jeg er på tur. Mine solbriller eller et ekstra brille etui. Det er yderst sjældent at jeg har makeup med, da jeg bruger en primer og en fixing spray når jeg endelig har makeup på – så den skal sjældent rettes. Det kommer an på hvor jeg skal hen, om jeg har det med.

Det er faktisk sjovt at lægge sit taske indhold ud på denne måde og fundere over hvad med bringer med sig. Du skulle prøve det. Jeg fandt det i hvert fald meget interessant. Mine nærmeste ved i hvert fald typisk at jeg har en form for spiseligt med mig, og jeg deler glædeligt. For der er intet værre end at gå kold på en lang dag.

Husk at spis.
Husk at motionere.
Husk din søvn.
Husk at slappe af.
Husk at forberede dig.
Husk at lytte.
Husk dit.
Husk dat.

Husk dig selv. Det er det eneste du skal huske. Hvordan du har det. Hvordan du føler. Gem ikke dig selv og vigtigst af alt. Glem ikke dig selv i andres byrder. Det tog lang tid for mig at lære. Jeg har altid taget andres problemer før mine egne. Fokuseret på at andre havde det godt. Gået og gemt mine problemer væk, ikke tænkt over det. Nu går jeg mine problemer i møde, og siger nej til at bære andres byrde, medmindre jeg har overskud til at hjælpe. Det er dog sjældent. Det er nu ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan.

Jeg skal huske mig selv, huske at give mig tid til at blive rask igen. Selv synes jeg det går bedre, men nøj der er lang vej endnu.

Overskuddet er dog ikke til alt for meget. Det meste går på skole. Har lidt.. Meget lidt overskud til at ses med folk. Dog gør jeg det alligevel, for det gør mig glad at ses med mine venner. Om det så bare er et kvarter af gangen. Træningen får  jeg heller ikke altid gjort. Hvilket er så øv, for jeg elsker virkelig at træne. Det reducere min stress. Dog kan jeg ikke lige altid overskue alle de mennesker, der er i mit center, når det så endelig er fyraften. Huha altså. Men nu har min mor givet mig en mp3 afspiller, så jeg bare kan tage musik i ørene og så bare sige pyt, fuck det – jeg gør det sgu alligevel.

Nu har jeg lige været syg i halvanden uge – faktisk er jeg stadig syg. Men ikke så syg at jeg ikke kan være ude af sengen. Det har også taget rigtig meget energi. Samt givet så meget dårligt samvittighed. For nu er jeg jo gået glip af så meget på studiet, jeg har “svigtet” min studie gruppe lidt. Her skal jeg virkelig lære at hvis man er syg, så er man syg. Så må man tage det med og gøre sit bedste for at indhente det bagefter. Heldigvis har jeg den sødeste studiegruppe som jeg er rigtig glad for. Vi hjælper hinanden rigtig godt.

Vigtigst af alt, skal jeg huske mig selv. Jeg skal lære at den dårlige samvittighed ikke skal præge mit liv. Jeg skal huske at det er okay, at have det skidt. Det er okay at bede om hjælp. Det er okay at have en off-day, man skal bare ikke lade dem være længere end en dag.  Jeg skal huske at finde mig selv og min egen ro.

… 3 uger siden at jeg startede op for ny. Introtiden er forløbet helt utroligt. Jeg skrev for en måned siden, at jeg ikke vidste om jeg var klar. Nu har jeg haft introforløbet og bestået det endnu engang. Mødt nye søde mennesker og følt mig meget bedre tilpas. Så jeg tror jeg er tættere på klar, end jeg nogensinde har været. Det er en dejlig følelse.
I næste uge går det for alvor løs. Det er der semesteret rigtig starter og de hårde dage kommer igang. Det bliver godt at være helt igang igen.

Jeg synes selv at jeg kan mærke, at jeg har det lidt bedre. Der er flere og flere dage hvor jeg faktisk går glad hjem. Jeg griner meget mere – oprigtigt. Dog kan jeg godt mærke om aftenen, at jeg ikke altid har lyst til at skulle af sted dagen efter… men når vækkeuret så ringer tidlig næste morgen, vælter jeg ud af sengen og ud af døren til tiden. Tror måske det er uret i mig som siger, at jeg skal i gang. For typisk får jeg en meget god dag alligevel. Jeg har forsøgt at regne mig frem til, hvorfor jeg om aftenen ikke rigtig har lyst til at komme af sted om morgenen. Det slog mig pludselig i nat, eller rettere her til morgen, hvad grunden kunne være. Hver eneste nat de sidste 3 uger, er jeg vågnet mindst 4 gange. Flere gang af stress over opgaven eller at vækkeuret ringer kl 6.30. Typisk så sidste gang jeg vågner, så kan jeg ikke falde i søvn igen. Så ligger jeg bare og vender og drejer mig til uret ringer. I nat var den virkelig slem. Jeg vågnede mindst 6 gange, med stress over den opgave vi havde afleveret tidligere. Så jeg endte med at hive min bærbar frem hver gang. Jeg gik ind i vores opponerings dokument, tilføjede noget nyt til min del, slettede det igen og lukkede boksen, hvorefter at jeg lagde mig til at sove igen. Dette skete altså 6 gange. For pokker jeg var så glad for at jeg kunne sove længe her til morgen. Den nat var utroligt hård.

Det betyder at jeg er meget meget træt for tiden. Jeg kører på den sidste energi, men jeg gør det alligevel med et smil. Derfor er det også meget vigtigt for mig at slappe af, når det virkelig er muligt. At komme ud og få noget frisk luft. Bare den sidste uge har jeg gået mindst 61 km rundt i København. Blandt andet gået hjem fra skole tre dage. En tur på 7-8 km. Jeg har også været sammen med nogle stykker af mine gode venner, hvis glæde har smittet utroligt meget af på mig. Mødt nye mennesker, bekendte og bare generelt nydt de mennesker omkring mig.

Jeg har mere gåpåmod og jeg er meget spændt på det næste halve år. Jeg tror for en gang skyld, at jeg kan håndtere det helt. Der er blod på tanden. Jeg tør mere og jeg er ikke bange for at gribe en ny mulighed. Prøve noget nyt af. Det giver en fornyet energi. At være lidt mere tosset og tage chancen. Overskride mine egne grænser som har overtaget lidt for meget. Ikke være så bange for alt muligt. Nøj det bliver godt at blive den “gamle” Line igen. I hvert fald at få lidt af hende tilbage.. og jeg tager imod hende med åbne arme, strålende øjne og et stort smil.

Endelig! Endelig er der kun en uge tilbage af min sygemelding. Jeg starter tilbage på studiet, from scratch. Det var den bedste løsning. De har været rigtige gode ved mig. Om jeg er klar? Ærligt det ved jeg ikke, men jeg vil kæmpe. Jeg har brugt min sygemelding på at få det bedre, og på at få lidt ro til hovedet.  Jeg har fået nogle værktøjer at arbejde med, i henhold til min stress. Jeg har forsøgt at få læst nogle af mine studiebøger igennem. Alt i alt, har det gået okay.

Jeg er ikke 100% klar eller oplagt, men jeg er så klar på at blive det. Jeg vil så gerne tilbage nu og igang igen. Jeg har brug for det. At der er noget struktur og noget at lave i min hverdag igen. Selvfølgelig har jeg nydt at være hjemme med mine forældre. Det har været rigtigt dejligt. Afslappende og jeg har fået noget for hånden. Nu skal jeg så lige have hovedet kørt ind på at skulle i skole fra 8-16 igen. Det er altså en lang dag. Den kommer til at bestå af rugbrødsmadder og grønt i stakkevis.  Heldigvis kan jeg godt lide rugbrød.

Den første tid, vil jeg nok ikke have overskud til at være særlig social. Da jeg skal ind i rytmen igen. Når det så er sket, så skal jeg helt klart ud og hygge med venner og familie. Ud og have kaffe, øl eller spille spil. Bare gå en tur eller cykle til vandet. Træne på hold. Besøge vennerne, brødrene og finde en stam kaffebar igen. Så det skal sgu nok komme til at gå godt.

Jeg har altid været hypermobil, og været et skravl. Det lider jeg rigtig meget under i min hverdag. Jeg gjorde især som yngre. Der var hypermobiliteten rigtig hård ved mig, jeg havde alt for tit en forstuvet fod eller to. Det var også hypermobiliteten som gik ind over, da min dansklærer tacklede mig hårdt i en håndboldkamp i 8. klasse. Det gik ud over min venstre knæ, og siden da har jeg haft voldsomme kroniske smerter i det knæ. Uden lægerne kunne finde ud af hvad der er galt. Der gik mange år før at jeg kom til en lægen, som endelig kunne se det. Jeg havde fået et brud dengang, i kampen – det havde lægerne bare ikke set den gang, for jeg kunne jo gå på det. Nå ja, jeg har et skadet knæ.

… nej jeg har faktisk to. For der gik ikke mange år før at jeg fik endnu en knæskade, i det andet knæ, ikke lige så voldsomt – heldigvis! Jeg kan ikke huske hvordan, andet end at jeg mindes det skete mens at jeg løb. Så den dag i dag, render jeg rundt med en skade i hvert knæ, og har lært at leve med det. Efter at jeg er begyndt at styrketræne, som lægen gav mig ”recept” på – har jeg ikke mærket meget til mit venstre knæ. Dog når jeg gør, så er smerterne lige så voldsomme som da jeg fik den. Samt det går op og kramper i hoften, fordi jeg spænder i ben. Heldigvis kommer det så sjældent nu og kræver blot at jeg tager den helt med ro.

Ud over det, har jeg mange flere skavanker, men jeg kommer blot med et eksempel mere, for skulle jeg nævne dem alle, så ville jeg ikke blive færdig i dag. Jeg var ude for en ulykke med min veninde for 5 år siden, hvor vi begge kom til skade med vores nakke. Det kostede mig en løs nakkehvirvel. Siden da, kan jeg få trækninger i nakken, hele vejen ned af ryggen eller op i hovedet. Det har betydet at jeg let får migræne – fordi skaden trækker i min synsnerve. Det er så derfor jeg går med briller.. eller jeg forsøger, jeg er ikke altid lige god til at huske at få dem på. Men det betyder at migrænen kan jeg nogenlunde undgå – hurra!

Jeg har fundet et ”middel” der kan hjælpe mig med smerterne. Okay faktisk er par stykker. Det er vigtigt at sidde godt, og med benet oppe. Sørg for at have en god kop kaffe eller te og så slap af. Dog er det også vigtigt at få trænet, at styrke musklerne op omkring skaden, så de kan hjælpe med at støtte den. Okay okay – mit yndlings middel, ud over træningen og afslapningen i musklerne og leddene, er helt klart et stort varme plaster på det ømme sted. Det lindrer så meget. Jeg bruger det på nakken, knæene, lænden, låret, sågar til menstruationssmerter. Jeg køber dem i Harald Nyborg, og anbefaler dem varmt.

Hvorfor skriver jeg dette indlæg? Jo det er fordi kroniske smerter kan man ikke altid se. Jeg kan se ud til at have det rigtig godt, men i virkeligheden er jeg ved at gå til af smerter. Har sommetider fået af vide at jeg var doven, fordi jeg sagde nej til at hjælpe. Det var ikke fordi jeg ikke ville hjælpe, men fordi jeg kunne mærke, at jeg ville få mere ondt, hvis jeg gav mig til at løfte på ting. Som jeg snakkede med min far om i går. Jeg skal jo helst holde mindst 60 år endnu. Jeg er kun 25, og nogen gange føler jeg mig som en dame på 90, fordi jeg humper af sted og har svært ved at rejse mig. Så jeg gør mit for at prøve at passe på mig selv. Jeg vil gerne være et aktivt menneske mange år endnu.