Line Mikjaer

Føler du dig trist? Har du svært ved at samle mod? Har du en konstant følelse af altid at føle dig uden for? Føler du dig pludselig ensom, selvom du lige har været sammen med skønne mennesker?

Tro mig du er virkelig ikke alene. Selv er jeg en af de mange mennesker i Danmark, som lider af ensomhed. Man kan være heldig, at ensomheden kun er der nogle gange, men der er også dem som oplever den konstant. For eksempel mig.

Lad mig give et eksempel:

Jeg har lige tilbragt 2½ uge hos mine forældre hen over julen. Det har været en hyggelig og nærmest magisk tid med hele min familie og svigerinder. Der blev bare slappet af og der var så meget kærlighed i luften. Der var hele tiden nogen at snakke med og nogen til at give et kram. For en uge siden kom jeg så endelig hjem igen. Det var her det pludselig ramlede. Jeg var hjemme en halv time, før at jeg styrtede ud og var sammen med en veninde for at få noget selskab. Dog kunne hun jo ikke være sammen med mig hele dagen. Så hjem i ensomheden måtte jeg endnu engang. Der sad jeg så, ved mit spisebord med en kop kaffe og så bare tv. Der var ikke rigtig andet liv omkring mig. Pludselig var feriens hygge og varme selskab forsvundet helt fra min krop og den omklamrende følelse af evig ensomhed overtog igen min krop.

For at undgå denne evige følelse i tide og utide, så se i øjnene, du er ikke alene! Vi er mange der går rundt og tumler med at føle ensomhed. Når du indser dette, så indser du også at du har et behov for hjælp og forandring i dit liv.

Så derfor er det en rigtig god ide at række hånden ud til nogen. Det kan være en ven, familiemedlem eller kæreste. Søg kontakt ved et andet menneske og bryd stilheden. Smalltalk med kasseekspedienten nede i supermarkedet når du alligevel handler. Øv dig i hele tiden at tage kontakt – det er kun med til at mindske følelsen og er derudover med til at styrke din karisma.

Du kan ikke vente hele dit liv på, at andre tager kontakt til dig og spørger om du vil være sammen med dem. Du er også nødt til selv at tage initiativ. Jeg ved det kan være svært, tro mig – jeg er i samme båd som dig, men vi er nødt til at være stærke og kæmpe for at få det bedre. Find dit mod frem og vær ikke bange for at få et nej. Det tager tid at bygge nye relationer op, men det tager også tid at bevarer dem man har. Et nej er ikke betydende med at folk ikke vil dig, men at de bare ikke lige har tid eller overskud selv på det givende tidspunkt.

Dernæst kan du sætte dig ned og gøre dig selv lidt klogere på hvorfor du føler dig ensom. Stil dig selv spørgsmål og skriv ned. Det kunne for eksempel være:

Jeg føler mig ensom, når jeg kommer hjem fra dagens gøremål

Eller:

Jeg har følt mig ensom lige siden min kæreste gik fra mig.

Det kan være en bonus for dig, at skrive dine følelser ned. Især hvis du ikke lige har nogen at snakke med det om. Det er altid bedst, at komme ud med det du brænder inde med, ellers kan du opleve at få det meget værre.

Gør dig selv og mig en tjeneste – i år skal du fokusere på dig selv og dine følelser. Du er vigtigst, du har kun et liv – så pas godt på dig selv. Mærk efter og råb om hjælp, hvis du føler dig helt fortabt. Du kan ikke kun alene komme ud af ensomheden – men du kan hjælpe det godt på vej!

Jeg sad i går, en søndag aften, omgivet af mine nærmeste og så the Lord of the Rings the Return of the King. Det er en tradition vi har fået i familien, at i julen så ser vi the Lord of the Rings trilogien og bagefter the Hobbit trilogien. Det er en hyggelig måde, at bruge sine aftner sammen på. Her kom det til mig, hvor heldig jeg egentlig er. Jeg har en fantastisk familie og nogle skønne venner som støtter mig igennem alt. Nogen gange er jeg sikker på, at vi glemmer, at stoppe og faktisk nyde øjeblikket. Nyde vores omgivelser og medmennesker. Lige pludselig så er de her bare ikke mere.

Jeg har altid haft en form for dødsangst. Selvfølgelig er jeg bange for at dø, men det er ikke lige den form for dødsangst jeg mener. Det er mere.. jeg er bange for at miste mine kære. Hvad nu hvis jeg ikke får sagt nok til dem, at jeg elsker dem? Ved de at jeg vil gøre alt for dem? Jeg bruger megen tid, på at tænke over sådanne ting. Derved bruger jeg så også masser af tid, på at gøre alt så godt som muligt, for at andre har det godt. Det er så også med til at gøre, at jeg lidt bedre kan nyde øjeblikkene med dem jeg elsker. Det er et mål for mig, at stoppe op og bare give vedkommende jeg er sammen med et kram. Eller bare direkte sige til dem, jeg elsker dig. Det kan være at jeg vælger at stå tidligere op og gøre rent i hele huset – bare gøre noget godt for at de føler sig værdsat og elsket. Det som jeg tror, jeg prøver at sige er: Stop op og nyd at du er i live, nyd dine kære og sæt pris på dine omgivelser. Det er der alt for få der gør.

Lige om lidt siger vi farvel til 2018 og goddag til 2019. Normalt har jeg en fornemmelse om årsskiftet, men ikke i år. 2018 var.. er lidt endnu.. et mærkværdigt år. Der er sket så meget, og alligevel er der intet sket. Vi mistede desværre en masse skønne mennesker inden for kulturen og jeg mistede min bonus bedstefar. Vi havde en sindssygt lang sommer, jeg har aldrig i mit liv rendt så meget i kjole før – jeg opnåede faktisk at få sol på mine ben, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Jeg har formået at gennemføre første år af en videregående uddannelse, uden at dumpe. Dernæst var jeg ude for en træls cykelulykke i foråret, som gav mén langt ind i sommeren og faktisk noget af efteråret. Jeg har undervist og fået mine lektorer til at grine. Jeg satte sågar en af dem på plads til min eksamen. Personligt synes jeg selv, at jeg har opnået en del glæde og lykke i år. Det bedste jeg oplevede, ja det var nu nok, at min familie troppede op og brugte en lørdag eftermiddag på at hjælpe mig med at flytte. Det var den hyggeligste dag og jeg nød hvert eneste sekund. Da følte jeg virkelig en varm lykke i mit hjerte.

Det har også været et år, hvor jeg har arbejdet intenst på mig selv. For at få det bedre. Med hjælp fra en fantastisk gruppe personer, som jeg mødte i efteråret 2017. Vi fulgte hinanden i et år, hvor vi græd og lo sammen. Uden dem, ja så var jeg nok ikke nået så langt. Jeg følte mig virkelig tilpas og forstået. Nu er vi så spredt for alle vinde igen, men jeg føler i mit hjerte, at de stadig er der for mig og giver mig styrke til at kæmpe videre.

Jeg vil ikke sige, at der er sket noget stor og fancy i 2018. Jeg har taget det stille og rolige, ikke som de andre fra min årgang – der har fået barn nr. 2, 3 eller 4, giftet sig eller flyttet i hus med deres forlovede. De stadier er jeg slet ikke kommet til. Andet end lige flytningen fra et dårligt kollegieværelse, til en toværelses med eget køkken – så nu.. nu bliver der lavet mad i stor stil! Jeg har valgt at fokusere på mine opskrifter, udvikling og eksperimenterne i køkkenet, frem for at halse afsted efter en fyr/dame, børn og fast ejendom. Min uddannelse og egen lykke kommer først.

Jeg kan ikke sige, hvad der kommer til at ske i 2019 for mit vedkommende. Andet end jeg ved, der venter et spændende valgfag i februar og marts – jeg skal nemlig læse journalistik med en god veninde. Forud ligger også 4 og 5 semester. Det er vildt at tænke på, at jeg allerede er så langt. Jeg tror det bliver et tungt, men lærerigt år på uddannelsesfronten. Derudover så ved jeg, at 2019 bliver et år i bøgernes tegn. På den ene og den anden måde. Der kommer mindst 24 nye bøger til, foruden studiebøgerne. Derudover skriver jeg på livet løs, når jeg endelig sætter mig ned for at slappe af ved computeren. Så det bliver et interessant år på den front. Jeg glæder mig til, at få de første bøger ind af døren og forsætte hvor jeg slap i min krimi for 9 år siden.

Jeg tror ikke jeg har så meget andet at fortælle, andet end spild ikke din tid på folk der ikke fortjener den, men brug dem med dem der virkelig elsker dig og som sætter pris på dig. Livet er kort, så husk at lev det. Om et øjeblik, så har vi glemt det hele. Så er vi kun et minde.

God jul og hav nu et godt nytår.
Vi ses på den anden side.

For nogle år siden kom min mor med en opskrift til mig, som jeg skulle prøve af. Jeg skulle se hvor lang tid det ville tage at lave dem. Hun var på det tidspunkt hjemkundskabslærer og hun ved jeg elsker at lege i køkkenet. Sød som jeg er, så tog jeg imod og prøvede opskriften af. Lige siden har den opskrift hængt ved i vores hjem, fordi den giver de lækreste store pebernødder som er sprøde uden på, men lækre bløde inden i. De er slet ikke så tørre og kedelige som dem man kan købe.

Flere har spurgt mig efter den opskrift, så derfor har jeg besluttet mig for at poste den herinde, så den er samlet med mine andre opskrifter. Det er nemlig lettere bare at give et link, end at sende opskriften til hver enkelt der spørger efter den. Så her kommer den. Giv endelig lyd om hvad I synes om den. Personlig spiser jeg ikke selv andre pebernødder end lige netop disse.

Ingredienser:
400g hvedemel
250g smør
200g sukker
2 spsk. lyst sirup
1 æg
2 tsk. natron
3 tsk. kardemomme
3 tsk. kanel
lidt peber

Fremgangsmåde:
Rør sukker og smør sammen. Sørg for at smørret er helt blødt, så det får en jævn fin konsistens. Rør herefter æg og sirup sammen til en ensartet masse. Bland det herefter i smørret og bland herefter alle tørvarerne i. Rør til en blød konsistens og tril herefter små kugler og placer dem på en bagepapirsbeklædt bageplade. Herlighederne bages i ovnen ved 175 grader i 10-12 min. Får I ikke spist dem alle på en gang, ja så kan I opbevarer dem i en lufttæt beholder. Herhjemme holder de maks to dage.  Jeg beklager den ringe billedkvalitet, men i flytningen er mine forældre kommet til at tage mit kamera med hjem til Jylland.

I start oktober skulle vi opstarte en kostvejledning med en klient. Vores klient var type 2 diabetiker, havde spiseforstyrrelse og havde en forhøjet blodglukose. Hen over en måned vejledte vi vores klient og lærte hende bedre at kende. I samarbejdet opnåede vi et fald på 4,8 mmol/l i hendes blodglukose – det er imponerende hvad et højnet kostfibre- og generelt rigtig madindtag kan gøre. Samtidig opnåede vi et resultat, som betød at hun havde lysten til at spise og faktisk ville spise. I vægttab kilomæssigt opnåede vi dog ikke, men i tajle-hofte-ratio tabte hun 3,5 cm i alt på en måned.

Ud fra vores forløb, skulle vi udvikle en synopse som vi så enkeltvis var oppe og forsvare i går. Det var utroligt nervepirrende og alligevel spændende at gå op og forsvare en kostvejledning som man selv har stået for. For dem det er gået en smule ud over med min eksamensstress, der undskylder jeg dybt og giver en øl i fremtiden. Vores opgave kunne nok have være mere gennemarbejdet i nogens øjnene, men der blev knoklet med den og jeg syntes alt i alt det var en god opgave – jeg var stolt af at forsvare den. Især overfor de lektorer som jeg fik. Aldrig nogensinde tror jeg, at jeg har imponeret nogen så verbalt med mine skæve kommentarer og topjyske bemærkninger. Faktisk endte jeg med at måtte bede den ene lektor om at klappe i, for jeg fandt mig simpelthen ikke i at han afbrød mig. Resten af dagen klappede han i som en østers og lod vi studerende snakke. Jeg blev mildest talt lidt sur over at han kunne finde på at afbryde mig – jeg hader afbrydelser! Den anden han klukkede bare af grin over mig og nikkede, mens at jeg lystigt fortalte videre om min klient.

Jeg var gået ind med en forestilling om, at nu slagter de mig sgu. Så jeg havde en ide om at jeg måtte køre den på humor og min jyske charme. Det var dog ikke det der gav mig den gode eksamen, men faktisk det at jeg som kostvejleder, gik ud og tog imod klienten i klientens højde og gav mig tid til at forstå og hjælpe. De mente at hvis jeg huskede mine fagbegreber (som jeg glemmer hver eneste gang! Jeg er for jordnær), så ville jeg kunne fremføre en skide god bachelor opgave. Herefter blev jeg spurgt under min karaktergivning, om jeg havde overvejet at gå coachingvejen. Det er et ellerandet sted den største kompliment jeg nogensinde har fået. For det viser at jeg er på rette spor og at min drøm, om at komme til at vejlede og rådgive andre mennesker, ikke er uopnåelig.  Når en lektor som jeg har så stor respekt for, kommer med sådan en kommentar, så ved jeg at det her – det kommer jeg til at naile perfekt!

Jeg har været velsignet med ikke at opleve særlig mange dødsfald og begravelser i mit liv. Min mormor døde før jeg blev født, jeg har fået af vide jeg ligner hende så meget. Min farfar og morfar døde med 14 dages mellemrum da jeg var 6 år – jeg forgudede dem begge to. Jeg ville giftes med min morfar da jeg var lille. Jeg var ikke til en eneste af deres begravelser. Jeg skulle have været til morfars, men jeg ville ikke ind i kirken for at sige farvel med mor. Jeg blev panisk, bange og hysterisk! Selvom jeg var lille, så vidste jeg godt at jeg aldrig skulle se min elskede morfar igen. Lige siden har jeg fortrudt og jeg fortryder stadig når jeg besøger hans og mormors gravsted. De tre er heldigvis begravet på samme kirkegård, så jeg kan besøge dem samtidig. Næste dødsfald skete da jeg var 17, det var min bonus bedstefar – jeg husker ham som en rar mand der lugtede af cigar. Det vigtigste var at min farmor var glad med ham. Nu er der så en ny, der er krydset over på den anden side. Nemlig min nye bonus bedstefar. Han var en charmebøf af format og han kunne altid få mig til at rødme, selvom at jeg aldrig snakkede tysk til ham, så er jeg sikker på at han ved jeg holdte af ham. Han var politikommissær og min farmor flyttede ned til ham for 8 år siden, efter at de havde genfundet hinanden igen. Han gjorde hende til en glad kvinde og hver gang jeg har besøgt dem i Tyskland, så strålede hun altid op når hun så på ham.

Jeg er overrasket over hvor hurtigt det er gået med ham, og overrasket over hvordan det rammer mig. Faktisk troede jeg ikke at jeg bar på en ”kærlighed” til denne mand, men jeg må indrømme at mit hjerte lige nu banker lidt hurtigere ved tanken om, at jeg ikke skal høre hans varme tyske røst sige på gebrokkent dansk ”smukke smukke pige!” til mig igen. Hvor end du er, lieber Walter, så vil jeg tænke på dig med varme i mit hjerte!