Igår aftes blev min datter 1 år. Jeg vidste det første år ville gå hurtigt, så jeg sørgede for at nyde hvert øjeblik, trods udefrakommende bump. Gaia har været en gave, den bedste beslutning, som jeg nogensinde har taget. Hun har været og er generelt bare den gladeste og nemmeste pige. Det hører jeg nærmest hver eneste uge. Allerede fra dag et, var jeg ikke i tvivl om hendes personlighed – hun er en bisse men en bisse med charme.
Jeg havde faktisk forestillet mig, at live som mor og især livet som solomor ville være hårdere. Men jeg har nydt hver eneste lille ting. Ja det har været frusterende når jeg har haft vanskelig ved at trøste hende efter et mareridt, men heldigvis forekommer de sjældent og det er stortset det eneste tidspunkt, hvor hun er ked af det. 95% af tiden er hun et stort grin som elsker lege, styrte rundt og snakke med folk.
Intet har jeg fortrudt. Jo måske at jeg ikke tog springet tidligere – men det kan man jo altid sige. Gaia har gjort mig bedre på så mange områder. Jeg glemmer oftest mine bekymringer og de andre mentale udfordringer som har været igennem tiden – når jeg er sammen med hende, så er mine tanker kun på hende. Jeg smiler, griner og føler mig varm inden i. Hun er hele min verden og jeg hendes. Vi er hinandens styrke og hinandens svaghed.
Om lidt starter hun i vuggestue, og vores eventyr hjemme i København starter for alvor. Opstarten frygter jeg virkelig ikke, for hun er så social og elsker andre børn – ja hvem skulle tro at et barn født i corona pandemien kunne være social, men det har været vigtigt for mig, at hun mødte mennesker og fik lov til at snakke med dem, og heldigvis har vi en stor familie, så det har ikke været en udfordring. Den største udfordring ved opstart, bliver snarere at jeg kommer til at savne hende helt vildt. Jeg vil slet ikke vide hvad jeg skal gøre af mig selv.
Der er sket så meget med det lille menneske som kom til verdenen for et år siden. Hun stoppede med at være en baby allerede i julen 2020, hun kravlede en uge, så gik hun, så rejste hun sig. Hun har altid haft meget fart på, og lever op til sine gener – hun er en stædig lille størrelse. Det har hun ikke fra hverken mor eller bedstemor, for de har det endnu.
Jeg har nydt det sidste år til fulde, og jeg ser frem til at følge hende resten af livet. Jeg glæder mig til at pusle om hende efter hendes første slåskamp i instutitionen, sætte plaster på hendes sår når hun er faldet, betragte hende når hun er skvattet i søvn efter en begivenhedsrig dag, til hendes første rigtige ord, til alle hendes spørgsmål, til vores skænderier, når vi griner sammen, at hjælpe hende med lektierne (selvom jeg vil være en dør til det), til hendes fødselsdage, til at forkæle hende, til at overraske hende hver jul. Jeg glæder mig til at se hende blive lykkelig.
Tillykke med dit første år, min skat, og tak til alle dem der kom og fejrede hende. Det var en fantastisk dag.
Det er alt for længe siden, at jeg har været online på min blog. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har ville. Jeg har bare ikke haft så meget overskud eller tid til, at sætte mig til min bærbar. Hvis jeg gjorde, så var det i hvert fald alt muligt andet jeg lavede. Såsom gamede, hjalp med korrektur osv.
Jeg ved egentlig ikke rigtig hvad jeg skal skrive. Jeg har ikke rigtig en undskyldning. Der sker så meget i livet. Den sidste tid har været lidt rodet. Hovedet har ikke helt kunne følge med, og det går ud over kroppen. Jeg er træt for tiden. Træt og lidt vemodig. Hvorfor kan jeg ikke forklare. Det er der bare. Jeg elsker mit liv, jeg elsker mine mennesker – men det er som om der mangler et eller andet. Monstro jeg finder ud af hvad, måske en gang – det er ikke til at sige.
Min datter, familie og venner er min grund til at smile. De gør mig lykkelig og udfylder en stor del af det savn jeg rummer. Men lige om lidt bliver savnet større. Desværre er min hund ikke så frisk som hun har været, og den sidste måned har hun skrantet en anelse. Nu har vi i fællesskab taget beslutningen – hun skal have fred. Hun er næsten 12 år, og har været min klippe igennem alle mine kriser som voksen. Hun er min baby, og mit lys. Min bedste ven. Det lyder kliché men det er sandheden. Aslaug har set sider af mig, som ingen anden. Hun er og var der altid. Det kan godt være, at jeg er næsten 30 år, men jeg tuder nærmest hver dag, ved tanken om, at om lidt så er hun taget på sit sidste eventyr. Bare at skrive det nu, giver mit tårer i øjnene.
Et liv er at leve oppe og nede og glemme os selv hvis vi tør – det skrev en fabelagtig musiker engang. De ord lever jeg efter. Men jeg ved snart ikke om jeg tør glemme mig selv mere. Nærmest hver gang jeg gør det, og følger mit hjerte, så bliver det knust og trådt på. Jeg burde efterhånden have lært det. Heldigvis ved jeg at der er folk der vil mig det godt, dem skal jeg huske. Det er dem der gør livet et bedre sted at være.
Denne post er virkelig en sludder for en sladder, men hey, det skal der også være plads til. Det er en del af mit ugentlig ævl! Derfro titlen – Torsdagsblabla. Nu må I have mig undskyld, jeg skal ud og planlægge min datters fødselsdag. Tænk en gang… for et år siden var jeg gravid og lykkelig. Nu er jeg mor og lykkelig, med et lille tvist – der forhåbentlig forsvinder snart.
I kender godt den der følelse, at man orker ikke mandag? Den skal bare overståes, den er et helved, at komme igennem? Så forestil dig, at have 5-6 mandage på en uge? Nej tak, vel? Det er desværre sådan min uge har været, her i uge 5.
Mandag: En helveds masse mail korrenspondencer, fordi det ene firma havde fucket op i lagerbeholdningen, og et andet kunne ikke leve op til deres aftale. Derudover var der noget rod med bolig kontrol. Brugte i hvert fald det meste af dagen med, at bande lidt over computeren. Dog kunne vi fejre min mors 9 års jubliæum for hendes genfødsel, efter hendes hjerneblødning i 2012. Nå ja og Gaia fik sin første tand!
Tirsdag: Bedst som jeg skal ud i de -10 grader, så falder jeg over et mulvarpeskud. Normalt ville det jo ikke være slemt. Meeeeeen når jordens er stenfrossen og man som jeg, har tendens til dårlig balance, så ligner man lidt en klovn i cirkus, når man falder. Jeg pådrop mig i hvert fald et vrid i skulderen og nakken. Hvilket den dag i dag, stadig gør pænt nas. Tilgengæld fik jeg taget nogle skønne frost billeder.
Onsdag: Dagen hvor min datter blev 7 måneder. Det skulle selvfølgelig markeres med et billed til albumet. Så da jeg har stillet an i sengen til, at fange et billed af hende, ja så vælter jeg bagover og ud af sengen og lander på ryggen. AV! Derefter var Gaia lidt en umulius. Hvad jeg troede var et pylder over endnu en tand, viste sig, at være en god omgang mavepine. Vi kæmpede i hvert fald nogle brave kampe med, at få gang i systemet og få puttet.
Torsdag: Gaias mavepine forsatte, og jeg var så dum, at brænde mig på et 275 grader varmt bagestål. AV, siger jeg bare! Derud over koksede maden, og størstedelen af grønsagerne i køleskabet var lige til at kyle ud. Det var også dagen hvor jeg egentlig skulle ud af huset, meeeen Gaia min lille engel, har et had/kærligheds forhold til barnevogn og autostol. Så det var ikke uden en vis kamp. Så mor her, kom ikke ud og fik ordnet de indkøb hun skulle. Tilgengæld så gik hendes mavepine over! Hurra!
Fredag: Var egentlig nok den dag, som var mindst mandag. For det eneste der reeelt skete, var at min mor kom til skade med hendes ryg, så hun kunne ikke kigge efter Gaia som aftalt, så mine planer denne dag, blev aflyst. Tilgengæld fik jeg ændret min pr. indenfor gang. 3,5 km på 35 min.
Lørdag: Brændte jeg mine morgenboller på. Big time! Folk var dog så søde, at sige det smagte godt alligevel – jeg var nu ikke helt overbevist. Derudover så kom jeg endelig på indkøb, men fik simpelthen spat og fidder af alle de Skiboniter, som ikke fatter, at vi er midt i en pandemi, og at der er en afstand anbefaling på 2 meter. Godt jeg ikke skal ud af huset lige foreløbigt igen! Nå ja – det værste denne dag, var dog, at jeg tabte min kaffe, ikke bare en gang – men 3 gange!!!! Og derefter var jeg løbet tør for kaffe – så jeg måtte alligevel ned og handle, da jeg havde glemt kaffe tidligere. HMPFT! Det gode denne dag var dog, at vågne op til, at Gaia havde fået endnu en tand der var brudt igennem i løbet af natten – UDEN at vi have lagt mærke til det. Hallo jeg har sgu da bare en sej datter, hva?!
I dag søndag: Den har bare, at blive god! Dog var starten ikke lige, at råbe hurra for. Der var morgensurhed på forskellige fronter, men hey vi har modtaget vores første måltidskasse, og jeg ser frem til ikke, at skulle spekulere over aftensmad hver aften i næste uge.
Det gode ved denne uge har dog i den grad været, at Gaia er gået fra at sove 35 min i første og tredje lur, til gerne at sove minimum 1,5 time ad gangen og gerne op til i hvert fald 3 timer. Dog er hun hver morgen stået op samtidig med mig, hvilket hun normalt ikke har gjort før. Hun sov altid gerne 1-3 timer længer end jeg. Så min morgen groggyness har været svær at komme helt over – men hun er så dejlig nem, at det har sgu været okay alligevel.
Så dem der påstår, at der kun er en mandag i ugen – ja de har så ikke mødt mig. Men hey det er søndag, i morgen er der atter en dag, og det kan kun blive rigtig godt. Jeg krydser i hvert fald fingre.
For en uges tid siden, havde en af de lokale slagtere et godt tilbud på færøsk laks. Det smager helt fantastisk. Så vi købte et stort parti (5,2 kg) og skar op og smed i fryseren. Normalt synes jeg nemt, at laks kan blive kedeligt ret hurtigt. Dog denne her, dens smag er så intens så selv hvis fisken får 1-3 min. for meget, så er den himmelsk.
Jeg giver maks fisk 25 min i ovnen. Da en fisks kød helst skal glide af i flager, når den er færdig. Det kan den ikke på samme måde, når den har fået for meget. Det er en god tommefingeregel.
Denne opskrift udsprang af, at vi som sagt havde dette fisk i fryseren og en knoldselleri i køleskabet. Nå ja og en rest bearnaisesauce fra igår. Det er en hurtig og nem ret, at gå til.
Ingredienser: Fisk: 4 stk. laks af 150-200g 1 spsk olivenolie 1,5 tsk flagesalt 1 tsk groft peber. Fritter: 1 knoldselleri. 3 spsk olivenolie 1,5 tsk flagesalt 1 tsk. groft peber ½ tsk rosmarin, ½ tsk. baskilium eller timian. ½ tsk hvidløgspulver
Fremgangsmåde:
Fisk: Forvarm ovnen på 200°C. Find et fad og kom 1 spsk. olivenolie herind. Fordel det rundt i fadet. Drys med lidt salt og peber. Læg herefter laksen oven på og drys igen med salt og peber. Sæt fadet til side.
Fritter: Skræl knoldsellerien og halver den. Skær den hernæst ud i tykke skiver eller stykker. Alt efter hvor rustik du ønsker dine stykker. Kom selleristykkerne i en skål og hæld olivenolie over og drys med krydderi. Rør rundt, så olie og krydderier er fordelt over det hele. Hæld herefter sellerien ud på en bageplade med papir og fordel det jævnt. Kom hernæst pladen i ovnen sammen med laksefadet og bag begge dele i 20 min.
Server herefter med en god salat og evt. en bearnaisesauce.
Ja ja ja jeg ved godt jeg sagde, at jeg ville lave en dessert hver uge. Ved I lige hvor svært det er, at finde på en masse forskellige desserter? Især når man opholder sig i et hus, hvor den ene part ikke er så glad for søde sager? Mega svært!
Derfor omformulere jeg den lidt. Så opskriften i denne uge bliver i stedet en opskrift på mine lækre koldhævede boller. Jeg har bagt dem i mange år, når familien var samlet. Hvor min ene bror savnede lidt bolle form på dem, fordi de flød altid lidt ud – men smagen fejlede intet! Nu har jeg så investeret i et bagestål – om jeg begriber, hvordan pokker jeg har kunne undvære det i alle mine bageår. Det er fantastisk! Bollerne bliver lækre sprøde, og bløde og vamsede indeni. Det er en skøn kombination.
Ingredienser: 12,5 g gær. 5 dl lunken vand. 2 tsk groft salt. 1 stor tsk honning. 500 g hvedemel (gerne valsemøllen eller en med min. 12 g protein pr. 100 g) 100 g groft speltmel (jeg bruger den økologiske fra gram slot)
Fremgangsmåde: Opløs gæret i det lunkne vand i en stor skål. Tilføj salt og rør lidt rundt. Kom hernæst honning i og “opløs” det i væksen. Tilsæt til sidst begge sorter mel og rør meget gerne rundt med dine fingre – det giver en bedre føling med dejen. Når dejen er homogen, altså ensartet, kommes husholdingsfilm omkring og skålen sættes på køl natten over. Næste morgen eller efter min. 10 timer. Varmes ovnen med en bageplade (eller bagestål hvis du ejer det) op i 45-60 minutter ved højeste varme. Når ovnen er opvarmet, hældes dejen ud på et IKKE meldrysset bord. Kom vand i skålen og fugt en dejskraber heri. Hak dejskraberen direkte ned i dejen og “skær” en pølse fra. Hak derefter pølsen ud i 3-4 boller og løft dem over på en kombispade med bagepapir på (eller den opvarmede bageplade som er blevet taget ud af ovnen). Der bliver et sted mellem 9-16 boller afhængig af hvor store du ønsker dem. Når bollerne er kommet på bagepapiret – føres de herefter ind i ovnen (hvis det er på bagestål, glides bagepapir og boller forsigtigt ind på det glohede stål). Luk ovnen og skru temperaturen ned på 225° grader i 10 min. (Hvis du bager på bagestål, fjernes bagepapiret herefter – da meget bagepapir ikke kan tåle de høje temperature.) Skru herefter ovnen op på 250° grader i 5-8 min – alt efter hvor gyldne og rustikke du ønsker dine boller. Sluk ovnen og lad herefter bollerne køle af i 5-10 min. på en rist.
Tip: Du kan med fordel lave dobbelt portion, da dejen kan holdes sig op til 4 dage på køl. Jeg gør det tit, når hele familien er samlet – med koner/kærester og børn er vi oppe på 11 stk. som spiser med. Du kan også med fordel eksperimentere med andet mel. F.eks. durummel, det sikre en god skorpe.
Der er alt for mange der vil huske 2020 for noget negativt. Jeg er ikke en af dem. For selvom verdenssituationen har berørt os alle, har det egentlig ikke betydet meget negativt for mit vedkommende. Det mest triste var, at der er nogle mennesker jeg ikke har set i snart et år. At jeg ikke nåede at sige held og lykke til mine studiekammerater, da jeg gik på barsel. Men det er det eneste. Jo der har selvfølgelig også været nogle personlige negative oplevelser – men dem vil jeg ikke fokusere på. Livet er for kort til, at visse mennesker skal påvirke det negativt.
Når det så er sagt, så har jeg nærmest set min familie mere i 2020 end de sidste mange år. Vi har været gode til at samles på trods af alt. Dog med visse undtagelser. En begivenhed skal dog nævnes. Jeg blev 29 i slutningen af november – her troppede ALLE mine brødre op hos mine forældre og fik julefrokost og fejrede min fødselsdag. Det har jeg ikke oplevet i mange år. Der startede julen, der startede endnu mere hygge og kærligheden blomstrede.
Derved sagt har 2020 budt på mange forskellige ting. Størstedelen gode. En nem graviditet, at blive mor, et bryllup der skulle overværes, nye bekendtskaber, min datters dåb, min fars 60-års fødselsdag bare for at nævne nogle få ting. Jeg ved allerede nu, at 2021 bliver helt speciel.
Der kommer til at ske en masse. Jeg holder 11 ud af 12 måneder fri – da jeg er på barsel. Så den tid skal bare nydes. Første fokuspunkt bliver mig selv og lille Gaia. Der bliver sat nye projekter i gang – nogle er allerede startet og jeg glæder mig til at komme videre med dem, kommer nye oplevelser. Jeg vil komme til at fejre det første år som mor, og i årets afslutning gå ind i 30erne, som en lykkelig kvinde.
Jeg tror 2021 bliver et skønt år – det kan nærmest ikke andet. Jeg vil i hvert fald se på det hele med et positivt syn, også selvom jeg altid synes det er lidt trist at slutte december måned. Men hey, der er masser af plads til hygge, kærlighed og sammenvær alligevel.
Der er lys forude – du skal bare tro på det. Glædelig jul og godt nytår
Det spørgsmål har jeg mødt så mange gange, og mit svar hver gang er – hvorfor ikke?
Jeg har været vidne til mange ægteskaber og parforhold som har skrantet og folk har troet, at det hjalp at sætte et barn i verden. Man er ikke altid enige om opdragelsen, og i værste tilfælde kan det føre til større skænderier, og ende ud i skilsmisse og så er man jo lige vidt. Så står man der og har et barn, som man er nødt til at dele, og derved alligevel kun har halv indflydelse på det hele.
Derudover har jeg efterhånden været igennem et par forhold eller lignende, hvor jeg bare ikke har fået styrket min tiltro vitterligt til mænd. Der er undtagelser, jo vist, men efter flere gange, hvor jeg har oplevet, at blive svigtet og kastet til side for andet, valgte jeg at gå mine egne veje. Jeg har altid sagt til mig selv, at hvis jeg ikke havde en fast fyr, som havde potentiale som far inden jeg var 28, så ville jeg selv få et barn.
Hvorfor 28? Det er jeg også blevet spurgt om så mange gange. Ja hvorfor ikke? Min mor var 28,5 da hun fik mig. Jeg var 28,5 da jeg fik min datter. Jeg tror det er noget psykisk. Jeg ville ikke gå længere end det. Helst ville jeg gerne have været en yngre mor, men jeg er lykkelig for som tilværelsen er lige nu.
Jeg valgte at blive solomor, fordi jeg for en gang skyld kunne få og give den kærlighed, som jeg har hungret efter i mange år! Fordi dette her kan ingen tage fra mig. Hun er kun min, jeg skal ikke kæmpe om myndigheden over hende, jeg skal ikke kæmpe om børneopdragelsen eller gå i seng og føle at jeg overser nogen. Al min kærlighed og tid går på, at min datter er lykkelig og tilfreds. I mine vågne timer går størstedelen af mine tanker på hende. Jeg føler mig psykisk stærkere efter, at jeg er blevet mor. De fleste ved, at jeg har kæmpet lidt efter mit breakdown i 2017 – som også var årsagen til, at jeg ikke startede før. Da jeg så min datter første gang til en skanning, der var jeg ikke i tvivl – det her væsen ville blive min klippe og jeg hendes.
Hver eneste dag i min graviditet følte jeg mig stærkere, trods træthed, murren og småkvalme. Da jeg hørte hendes hjertelyd, da vokset min styrke endnu mere. Det var faktisk først der, at det rigtig gik op for mig, at jeg bar et lille liv og hun ville være min, resten af mit liv. Jeg snakkede til hende hver dag, nussede om hende og passede på mig selv, for at beskytte hende.
Da hun endelig kom, efter 36,5 timers fødsel, så følte jeg ikke den der ny forelskelse som nogen gør, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hende her – hende ville jeg gå igennem ild, vand og alverdens katastrofer for. Jeg knugede hende til mig og så intet andet. Alle smerter var væk, der var kun hendes små sorte øjne og vejrtrækning der talte.
I sidste weekend rundede hun 3 måneder, og hver dag der går, bliver jeg mere og mere vild med rollen som mor. Det kan være hårdt ja, men det er ikke det jeg fokusere på. Jeg fokusere på den glæde og kærlighed, som vi giver hinanden. Hun har fart på og jeg sørger for at nyde hvert sekund, for lige om lidt, så er hun ikke min lille baby mere. Så har hun spredt sine vinger ud og vil udforske verden. I onsdags, for præcis 1 år siden, kl. 10.00 trådte jeg ind på klinikken med min bedste veninde. Dagen før havde jeg fået den første tydelige test på ægløsning. Jeg testede igen om aftenen og den blev kun stærkere og stærkere. Jeg skrev straks til Camilla, og hun tøvede ikke et sekund, med at tage med mig. Jeg blev skannet på klinikken og timingen kunne ikke være mere rigtig. Ca. kl. 11.00 kunne jeg gå derfra, ny insemineret og med en underlig følelse i kroppen. Jeg var overbevist om, at det sikkert ikke var lykkedes, at jeg skulle der ind igen måneden efter. Jeg gik hjem og var fyldt med energi og gav mig til at bage, inden jeg skulle i biffen med min kusine om aftenen, som faktisk også sluttede af med en god øl på en af Københavns pubber.
Den. 21. oktober – efter en uge fyldt med mavekramper, som overbeviste mig om, at det sgu ikke var lykkedes – havde jeg testdag. Jeg tog den om morgenen, og tænkte ikke mere over det. Det var først da jeg efter et minut så en meget tydelig streg, at jeg studsede lidt. Det kunne ikke passe. Jeg lod tiden løbe ud og tog straks et billede og sendte til min veninde, som var med til insemineringen og hendes første kommentar glemmer jeg aldrig – du skal være MOR!
Og det blev jeg. Til den dejligste lille pige: Gaia Mariann Mikjær Christensen.
Der er gået alt for lang tid siden mit sidste blogindlæg som kom til nytår. Der kom jeg med nyheden om, at jeg skulle være mor. Mange ting er sket i løbet af de sidste 8 måneder og jeg gider ikke remse dem op her i dette indlæg – det kommer måske i nytårsindlægget for i år i stedet. Nej dette indlæg skal handle om noget helt andet, nemlig det faktum at jeg nu har været mor i en måned.
Den 3. juli kl. 22.27 (en uge over termin) kom min datter til verdenen efter en lang og små intens fødsel. Den forløb sig heldigvis uden komplikationer før til allersidst. Jeg fik mig desværre en ret voldsom bristning og måtte derfor være sengeliggende i tiden efter fødslen. Det betød dog ikke, at jeg ikke kunne nyde mit nye lille vidunder. Hun fik mig til at glemme alle smerterne og bare fokusere på hende. Min bedste veninde igennem 16 år, som også er gudmor for min datter, var min fødselshjælper. Hun var med til inseminationen i oktober og fulgte mig i hele graviditeten. Så selvfølgelig spurgte jeg om hun ville være der for mig under fødslen. Til mit held sagde hun ja – for jeg havde sgu nok ikke klaret det lige så godt uden hende. Hun blev indlagt sammen med lillepigen og jeg i et par dage i Viborg. Selv her havde jeg sgu ikke klaret mig uden hende, for servicen på patienthotellet var virkelig ringe. Så takket været hendes gåpåmod og mine forældres besøg hver dag, så kom vi helskindet igennem de dage, inden vi kunne tage hjem til mine forældre. Her overtog de vagten og hjalp mig videre igennem de næste par uger med smerter og en lille nyfødt. Min far stod op om natten og tog bletjansen, fordi jeg ikke selv kunne grundet smerterne. Jeg er dog så heldig at jeg er velsignet med en pige, som har et virkelig godt sovehjerte. Så hun er typisk kun vågen 1-2 gange om natten. Så det var til at overkomme.
Den første dag hjemme, blev jeg overrasket om aftenen. Jeg vidste, at min ældste bror ville komme hjem fra København for at møde sin niece (han havde hver dag, nærmest siden min termin spurgt om det var nu hun kom), hvad jeg ikke havde set komme var, at han havde mine to lillebrødre med og at min anden storebror kom en time senere med toget. Jeg var sgu så imponeret og så rørt over den gestus! Det var det vildeste og jeg er dem evigt taknemlig! Min datter har de bedste mandlige forbilleder at se frem til.
Flere havde fortalt mig, at den første måned som nybagt mor er så hård. Det syntes jeg bestemt ikke den har været. Det har været den dejligste måned, hvor jeg virkelig har kunne nyde min datter og lærer hende bedre at kende. Jeg har ikke haft de såkaldte tudedage, jeg har ikke følt mig som en dårlig mor, jeg har ikke været træt. Jeg har bare tilpasset mig hende og nydt hvert sekund. Jeg er alenemor, men jeg har bestemt ikke været alene om at give min datter kærlighed. Lige meget hvem hun kom i armene på, så elskede de hende fra første øjekast. Selv hendes tanter som først mødte hende senere – der snoede hun dem om sin finger og de tog sig hjertens gerne af lillepigen hvis jeg lige skulle for mig selv.
Der er også flere der har kommenteret på, at det var altså sjovere at være mor til en ældre baby end til en nyfødt. Det er måske rigtig for dem. Men jeg synes hver eneste dag med min datter er sjov – for hver dag kan hun nye ting og reagere på nye måder. Jeg nyder hende til fulde. Nyder de smil hun sender mig hver dag, og de magelige piv. Jeg nyder at skifte hende og tage en lur med hende. Jeg nyder amningerne om natten og bare at beundre hende. Jeg nyder at se hende med mine forældre og resten af familien. Jeg nyder sågar når hun græder, fordi hun har behov for nærkontakt. Jeg nyder at være mor.
Da hun var 4 uger gammel (altså i lørdags) var vi til den første store begivenhed. Der var bryllup i familien. Vi skulle på en 2 timers køretur hver vej, hvor hun sov begge gange. Faktisk var hun eksemplarisk under hele begivenheden (jeg havde heller ikke regnet med andet – hun er megadejlig og så let at have med at gøre). Hun sov det meste af dagen, kun afbrudt af få amninger og ellers var hun på skift rundt og putte ved de forskellige tanter. Der var flere der kommenterede på, at de var imponeret over at jeg var kommet når jeg nu havde en lille nyfødt. Min kommentar var, at jeg skal ikke gå glip af et eneste øjeblik – for min bror skulle giftes.
Det har været en fuldkommen magisk måned! Hvor jeg har fundet nye sider af mig selv og min familie. Jeg har fundet ud af, at det har været den rigtige beslutning jeg tog, fór længe siden. Det er være solo mor, det passer mig rigtig godt.
Så den første måned af hendes liv og den første måned af resten af mit liv, har været ubeskrivelig og er gået så hurtig. På en måde føler jeg at den har været længere og alligevel er tiden bare smuttet. Det var jo for pokker i går jeg selv tog hende op af vandet og lagde hende mod min brystkasse. Den smukkeste lille skabning. Min datter, min fremtid og mit liv.
Det er altid lidt vemodigt, men også sjovt, at tænke tilbage på det år der er gået. Hvad var godt, hvad var knap så godt, hvad ville man gerne have gjort bedre, er der noget man fortryder eller noget man er æv over, at man ikke fik gjort? Der er mange faktorer der spiller ind, og desværre kan vi ikke ændre fortiden, men heldigvis lærer en masse af den.
På en måde syntes jeg, at mit år ikke har været så begivenhedsrigt og er gået alt for hurtigt. På den anden side, når jeg tænker godt efter – så er det jo slet ikke sandt. Der har været så mange forskellige ting, som har påvirket mit liv på både en god, men også til tider knap så god måde. Sådan er det jo altid.
Vinteren bød på en praktik, som skulle afsluttes med to skønne medstuderende – vi var ude ved Nicole Punzi som er en holistisk kostvejleder, og derudover en rigtig sød kvinde. Som afslutning skulle vi skrive en opgave over vores praktik, så selve vores eksamen var til at håndtere. Alt i alt så gik det rigtig godt. Dernæst skulle jeg så starte op på et valgfrit element, jeg havde valgt Journalistisk Metode, desværre var min underviser gået hen og var blevet alvorligt syg. Det betød, at vi måtte vælge et nyt element eller skrive en opgave i et selvtilrettelagt forløb indenfor journalistisk metode. Det betød, at jeg kunne holde 6½ uges “ferie” mere, som faktisk primært foregik ved mine forældre, mens jeg skrev. Det var skide hyggeligt! Min far arbejder hjemmefra, så vi sad tit og arbejdede samtidigt, og så mødtes vi lige til frokost eller kaffe. Det, at jeg skrev hjemmefra, var medvirkende til, at jeg bedre kunne hjælpe min yngste bror og nu skønne svigerinde, med at planlægge deres bryllup, som stod i marts måned. Jeg havde foreslået dem en skøn lokation, da det første sted brændte dem af – det foregik ved smukke Hald sø ved Viborg. Dernæst havde de spurgt om jeg ikke ville stå for blomsterne i kirken, og ikke mindst for brudebuketten. Det var en opgave jeg nød til fulde og som jeg virkelig hyggede mig med. Det var en stor ære og jeg ved de blev lykkelig for det.
Foråret bød på et småtræls semester, hvor min studiegruppe gik i opløsning – hvad der skete, ja det ved jeg ikke helt og jeg har endda forsøgt at dykke ned i det og finde ud af det. Dog virker det ikke som om at parterne har haft lyst til at få det løst. Nå ja, sådan er det vel. Semesteret bød på en lidt vanskelig opgave, hvor vi skulle være minimum 4-5 personer i en gruppe og så ud og kontakte en bestemt målgruppe. Desværre lykkedes det ikke for min gruppe, at blive mere end 2 personer. Hvilket medvirkede, at der faktisk gik lang tid, før at vi egentlig kunne gå endelig i gang med opgaven, da vi først skulle have grønt lys fra vores undervisere, om at måtte være kun to. Da vi så endelig fik grønt lys, så fik vi travlt, vi havde kun 14 dage til at få det hele igennem, i forhold til de andre grupper der havde haft godt og vel 6 uger til det. Vi fokuserede på hjerneskadede, hvilket var et meget barsk, men også ganske interessant emne. Det gik de varme sommerdage i juni med, at lave. Vi var nogle af de sidste til at få sommerferie, men vi gik så også på sommerferie med en fed fornemmelse, for vi havde sgu nailet det rigtig godt og til gode karakterer, på trods af, at det havde været en kamp, at nå det hele.
Sommeren var lang, meget lang. Normalt synes man, at sommerferien går aaaaalt for hurtigt. Det gjorde den virkelig ikke for mit vedkommende i år og det var sgu dejligt! Desværre bød den ikke på så meget musik, og det var nok derfor, at den var så lang. I starten var vi flere unger hjemme, og vi hyggede os gevaldigt sammen. Nogle gik i gang med, at rense taget, andre med at male tagudhæng, en helt tredje ryddede op i maskinhuset. Der var gang i huset. Da min far så gik ferie, ja så kom der virkelig gang i projekterne, for siden nytår havde jeg og mine forældre snakket om, hvor fedt det kunne været, hvis vi fik vandskuret huset til sommer. Hvilket vi også fik gjort, i stor stil! Vi kæmpede i regnvejr og især hedebølge! Vi måtte holde siestaer på minimum 6 timer, fordi det var for varmt at arbejde i, men også fordi vandskuringsmørtlen tørrede for hurtigt. Vi var gode til at arbejde i skyggesiderne, men alligevel så var det jo hårdt i 30 graders varme. Vi kom i mål efter flere ugers hårdt arbejde, og derefter måtte vi bare vente på, at det var tørt nok til at kunne blive malet.
Efteråret har været en våd omgang, men alligevel lykkedes det os, at få brugt to weekender på at male huset – det første lag. Desværre nåede vi ikke den sidste gavl. Malingen er nemlig sådan noget drilsk noget, som ikke tåler for høj varme, men det må heller ikke falde til under 10 grader inden for x antal timer, deruover måtte det ikke regne de efterfølgende hærdedøgn. Såååe vi giver nok den sidste gavl og anden omgang til foråret. Om ikke andet så er huset meget smukkere nu og mere imødekommende. Midt i alt dette var der også et bryllup i min vennekreds, som jeg deltog i. Min skønne veninde fra VUC tiden blev viet med en ganske sød gut, og jeg fik lov til at overvære det med en god ven. Mit efterår har også budt på endnu et praktik ophold, dog et kort et af slagsen. Det foregik med nogle medstuderende ude på Langelinieskolen på Østerbro. Det var en fed oplevelse, og jeg som altid har sagt, at jeg ikke skulle være lærer, begyndte faktisk, at fortryde, at jeg ikke havde valgt den vej i livet. Det var sjovt, at få prøvet af igen og ungerne elskede os sgu. Samt jeg især, fik prøvet nogle grænser af. Derefter ventede to opgaver som havde deadline i uge 42, og efterfølgende en eksamensopgave som mundede ud i en gruppeeksamen – som blev bestået overalt forventning! Uge 42 foregik hjemme ved mine forældre, hvor mine brødre hjalp vores far med at skifte taget på maskinehuset, da det var ved at falde sammen, og jeg selv var madmor og ikke mindst hjalp min mor med at sortere ud på vores loft/stue, hvor der skulle laves plads til sovende gæster til jul. Der udover var jeg en tur i Lübeck med min kære mor i november. Hun havde inviteret mig ned og høre Dominik Plangger – det var en ganske skøn oplevelse. Vi har allerede aftalt at skulle af sted igen i det nye år.
Julen – åh du magiske jul. Min yndlings tid på året. Den startede desværre ud med at både mine forældre og jeg lagde os syge med influenza. Det var en hård nyser som varede længe. Dog skulle det ikke ødelægge den kære jul, så vi hyggede alligevel når vi fik muligheden for det. Desværre fandt jeg aldrig helt julestemningen denne gang, på trods af mange gæve forsøg fra både venner, familie og jeg selv. Det der ligger til grund for den manglende julestemning, var måske det faktum at der har været så mange bolde i luften og jeg slet ikke har kunne nå at gribe dem – hvilket har medført at mit stress niveau er ALT for højt. Ikke nok med det går ud over mig selv, men det går også ud over min omgangskreds – alt for meget desværre. Jeg går rundt som en høne uden hoved og snerre en smule, tuder over ingen ting og bliver ramt af alt. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har haft en skøn jul – for det har jeg virkelig. Jeg elskede at hele min familie for en gang skyld var samlet og at vi bare kunne hygge sammen uden ballade eller noget som helst. Desværre var det bare som om at julen knap nok var begyndt før at den sluttede igen og jeg endnu engang blev syg og nu render rundt som et lille nervevrag som kæmper for at holde mig oppe – da der er en eksamen om 3 uger som skal bestås. Derefter kan jeg tage den en smule med ro, på trods af et kommende 12 ugers praktik forløb fra februar af.
Det har været et år, hvor jeg virkelig har kunne mærke mig selv. Jeg har kunne mærke hvordan det at jeg arbejdede med mig selv i form af gruppeterapi i 17/18 virkelig har hjulpet mig. Det var medvirkende til, at jeg har lært lidt mere om mig selv og gjort mig endnu mere nysgerrig. Jeg begyndte at søge nye græsgange og hjælp. Fik sat ord på nogle følelser og det hele begynder pludselig at give mening for mig. Jeg er genert, men det er der en grund til. Jeg er stille, det er der også en logisk forklaring på. Jeg er forsigtigt, det hele bunder ud i et og det må man tage med. Heldigvis er jeg dog også ved at vende tilbage som hende den spontane freak som jeg elskede så meget at være. Måske når jeg helt derhen en dag, men hvis ikke – så ved jeg at jeg er landet et sted, hvor jeg alligevel har det rigtig godt. Det har været et år hvor jeg inderligt har nydt min familie. Vi er ikke altid lige gode til at samles, men når vi så endelig gør, så er det næsten altid magisk. Det kan selvfølgelig være svært at finde tid når der både er arbejde, studier, kæreste og mere der skal passes. Jeg håber vi bliver bedre, vi har jo kun hinanden nu.
Et år hvor venner har stået i høj kurs, på trods af at jeg er virkelig dårlig til at holde kontakten. Jeg har få, men jeg ved de altid støtter min ryg! Jeg er ikke altid godnok til at sige det til dem, men jeg er så evig taknemlig for dem og jeg ville ikke være hvor jeg var uden de havde hjulpet. Især har jeg nydt, at havde styrket båndet mellem jeg selv og min bedste veninde igennem 15 år – vi har boet tæt på hinanden de sidste 5-6 år, men var så meget bedre til at se hinanden da jeg boede i Jylland. Nu er det ændret og jeg elsker det så meget! Vi ses nærmest hver uge og har haft perioder hvor vi har haft telefonsamtaler op til 8 gange om dagen. Det er guld med sådan en kvinde. Der er selvfølgelig også andre der er værd at nævne, men jeg ved også at de ved hvor meget de betyder for mig, selvom jeg har min egen kluntede måde at sige det på. De støtter mig igennem hver dag og kæmper mine kampe med mig og lige nu forsøger de at hjælpe mig med at holde min stress borte. Jeg er evigt taknemlig for mine kære veninder, venner og min elskede familie. Nå ja og ej at forglemme mine to elskede hunde.
Jeg kunne forsætte i evigheder, men må hellere stoppe nu. Folk skal nyde deres sidste dag i året med dem de holder af og ikke med min blog. Så der er ikke meget mere at sige end et godt nytår og vi ses der ude i det nye år, hvor Mikjær Christensen klanen kommer til at vokse sig lidt større med en lille pige til sommer. Det er nu nok den største ting jeg har opnået i 2019 – nemlig at kunne kalde mig kommende mor.
For præcis et år siden bestod jeg tredje semester eksamen med en flot karakter – en eksamen som jeg faktisk kun lige havde forventet at bestå. Jeg var helt ude af mig selv og lykkelig over at have klaret det så godt. Jeg havde ben i næsen og satte den ene eksaminator på plads og kørte resten på charmen.
Nu skal jeg så til en ny eksamen på tirsdag. Det afviger fuldkommen for alle de andre jeg har haft. Vi skal til gruppeeksamen. Det kommer til at foregå sådan, at min tremands gruppe skal fremlægge vores projekt vi har lavet i forbindelse med vores praktik – dette har vi tyve minutter til. Herefter sidder en anden gruppe fra klassen og skal opponere og diskutere med os i en halv time, sammen med eksaminator og censor. Så er der en pause og derefter bytter vi rolle. I alt fra vi træder ind til vi får vores karakter, der går der 2 timer og 15 minutter.
Vi har allerede forberedt os, og føler os godt klar. Dog synes jeg alligevel jeg er lidt ved siden af mig selv for tiden. Jeg er sygt træt hele tiden. Selv når jeg sidder faktisk og slapper af, så føler jeg at jeg spilder mig tid og bør læse op. Problemet er næsten bare, at der er ikke mere at læse op. Man kan jo også læse alt for meget op og så forvirre sig selv. Det vigtigste for mig er ikke en flot karakter, det vigtigste for mig, er at hele min gruppe kommer helskindet igennem med beståede karakterer.
På mandag mødes vi så igen og går i gang med opponeringen af den anden gruppes opgave, så vi er 100% klar til eksamen. Vi bliver nemlig både vægtet på vores egen fremlæggelse, men også på vores opponerering af den anden gruppe. Jeg tror faktisk nok det skal gå hen og blive helt sjovt – i aller sidste ende. For om ikke andet så har vi sgu mini ferie ind til den 2. december hvor vi startet på et tværfagligt forløb.
Hvad vil jeg med denne blog? Tjaa jeg vil nok bare have tankerne lidt ud. Jeg har sovet lidt uroligt, så det fyldte meget i hovedet. Derudover er det nok også for at overbevise mig og andre om, at det hele sgu nok skal gå. Vi har lavet en skøn opgave og kan roligt holde weekend med god følelse.
