Forfatter: Line Mikjaer

Der er sket ting og sager. Jeg har taget et tidligt men meget svært skridt. Jeg sagde nytårsaften farvel til en meget stor del af mig. Dette var ikke et nytårsforsæt for jeg kan ikke ændre det og blive hængende i det mere. Jeg blev nød til at tage dette skridt af personlige årsager, som I nok kommer til at forstå på et tidspunkt. Jeg vil ikke fortælle årsagen nu og her, men med tiden.

I sommeren 2011 var jeg medhjælper på Nibe Festival, hvor jeg bland andet stod i ølvogn. Her optjente jeg mig adgang til festivalen med et medhjælper armbånd. Det var det der startede hele eventyret. Dette lille stof armbånd. For med tiden kom flere til – da Karup å marked begyndte at forstå deres armbånd af plastik var for nemme at rive i stykker. I 2012 gik de over til stofarmbånd også. Nytårsaften her 2015/16 kan I jo selv gætte hvor mange Karup armbånd jeg endte med. 2012, 2013, 2014 og 2015. Jeg havde så mange at jeg i sommers til koncerten blev taget billeder af, af dørmanden fordi han synes det var så sejt. Han mente så også at hvis armbåndene havde en anden farve i 2016 så var det nok min skyld.

De var en stor del af mig, folk kunne altid genkende mig på dem. Men nu.. nu er der blot en bleg markering på min tynde arm, hvor de sad. Nu er tre dage gået og jeg kan stadig ikke vænne mig til at de ikke klæber til min arm mere når jeg har været i bad. Ærlig jeg savner dem. Men jeg har også indset at tiden var inde. Jeg ville have ventet til Nibe armbåndet havde 5 års jubilæum – men det blev nu i stedet. Så en farvel blog skulle de have, mine 5 dejlige armbånd.

Endnu et år er gået, det var været muntert, det har været trist, det har været sjovt, det har været hårdt, det har været spændende, det har været skræmmende.

Alt i alt har det været et okay år. Jeg har oplevet nye ting, jeg har sagt farvel til ting som var ved at ødelægge mit liv. Jeg stoppede min uddannelse, fordi min lærer kørte psykisk på mig. Jeg startede på et fremmedsprog jeg altid gerne har ville lære. Jeg fik lavet et fitnessmedlemskab som jeg har brugt med glæde – næste år er målet at komme til at bruge det endnu mere. Jeg fik en af mine bedste venner til hovedstaden hvor hun nu bor med sin kæreste, så vi har nærmest set hinanden en gang hver anden uge, hvis det kan gøre det. Jeg lærte at cykle i København. Jeg fik min lillebror over til hovedstaden også. Han boede de første 3 måneder hos mig, og er nu flyttet for sig selv – denne oplevelse har blot styrket vores bånd endnu mere. Jeg sagde farvel til mine forældres elskede hanhund, jeg savner ham stadig den dag i dag. Jeg kom til London med min lillebror, en spontant tur som jeg ser frem til at prøve igen. Jeg havde mange ture til stranden. Jeg var ude og opleve den danske sommer på mange køreture med min mor. Jeg begyndte at male igen og være kreativ. Jeg fik briller igen, da det kunne holde nakkesmerterne og migrænen fra min nakkeskade væk. Jeg blev forelsket. Jeg blev stærkere. Jeg blev beriget med oplevelser. Jeg blev elsket. Jeg fandt mod. Jeg fandt min styrke.

Jeg kan ikke spå om hvordan 2016 vil blive, jeg vil ikke røbe for meget. Der er allerede lagt nogle planer for mit 2016 og jeg ved at stort set dem alle vil blive ført ud i livet. Jeg har en lille drøm i maven om at få lavet en youtubekanal med gode råd, kreativiteter og andet sjov, men vi må se om det bliver her i 2016. Jeg vil lave flere kreative ting og blogge om dem, måske endda få en hjemmeside og sælge dem på.
2016 er også året hvor jeg bliver 25 – det er ikke noget stort for mig. Men det er et kvart århundred og det er en sjov tanke. Jeg går ikke op i at give, folk der bliver 25, kanel, og jeg håber at folk i min omgangskreds husker dette. 25 er jo bare et tal, og hvad kan man bruge det til, andet end at sige, det har været 25 skønne år jeg ikke vil undvære.
2016 er året hvor jeg kan sætte mærke i kalenderen den første februar – fordi jeg for 4 år siden alligevel fik lov til at beholde min elskede mor. Jeg ved at jeg vil have hende og min familie mange år endnu, og det er det der får mig til at smile.

2016 bliver et år med nye oplevelser, venner, mærkedage, fester, ferier, og andet sjov. Det bliver et år hvor jeg vil gøre mit til at prøve at være glad hver eneste dag. Det vil være hårdt, for alle har de dage hvor alt kan gå galt, men mon ikke jeg kan med mit positive sind klare det?

Jeg vil i hvert fald ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Ja det er godt nok efterhånden nogle uger siden jeg havde fødselsdag, men jeg fik aldrig fortalt hvad jeg egentlig fik af mine kære. Eller hvordan min dag egentlig gik. Jeg havde en dag hvor jeg blev vækket klokken halv syv om morgenen af min kære mor, som bare lige ville sige tillykke og give mig blomster på sengen. Ikke et ord om at jeg var kommet i seng klokken 3 om natten. Derefter sov jeg bare til jeg vågnede af mig selv, så jeg stod op og forkælede mig selv med nogle masker og en god kop kaffe. Der var ingen hjemme udover min far der arbejdede og min ældste bror som også arbejdede ovenpå. Så jeg sad og fejrede mig selv, efter et par timer blev jeg dog sulten og gik ud for at lede efter noget mad, det endte med en færdigret som jeg satte lys og flag i. Netop som jeg havde sat mig ind på værelset igen med den, så kom min far væltende og ønskede mig tillykke og at han var ked af han ikke lige havde haft tid til at spise morgenmad med mig – fordi han havde sat i telefonmøde.

Da min mor så kom hjem, så havde hun Gitte og min anden storebror med hjem, samt kage og brød til eftermiddagskaffe – så der blev hygget i stor stil. Efter det så tog mor, Gitte og jeg til Århus for at hygge og for at mor kunne finde mig en fødselsdagsgave. Det var en magisk og meget dejlig tur. Jeg kan i hvert fald ikke klage over at jeg ikke blev fejret eller at jeg ikke havde en god dag – for det havde jeg bestemt.

Selve gaverne. Huha der var virkelig mange – hvilket er lidt sjovt, for jeg syntes ellers ikke at jeg havde fået noget, men da jeg så sidst skulle remse det op for en veninde jeg fik kaffe med, så kunne jeg nærmest ikke huske  det hele jeg havde fået.
Jeg fik alt hvad hjertet kan begære nærmest. Smykker, makeup, tøj, parfume, en hoptimist, ting til hjemme og bare kram og kærlige tanker. De tre billeder i midterste kolonne  er fra min familie i Sparkær, min kusine fra Grønland og min gudmor. I den rækkefølge. Billederne i første og sidste kolonne er fra mine forældre og søskende.

Religion. Alles fjende eller er det ven? Engang var det noget alle havde tæt på. Som en trøst, som en holde pæl, en tradition. Nogen har fået det presset ned over hovedet, andre kæmper i deres religions tjeneste.  Hvilket også er overdrevet, men det er det der sker i vores verden – man forstår ikke hinanden. Man forstår ikke at man har forskellige holdninger og valg. Jeg kommer fra en familie hvor man sværger til videnskaben og ikke religion. Jo alle os børn er døbt og konfirmeret. Min far er ikke medlem af folkekirken, for han synes det er hul i hovedet. Hjemme ved bordet kan der flyve mange meninger ud om religion – at det er det sygeste der er opfundet.

Men er det det? Nej det mener jeg ikke. Dengang religion kom til, der var det for at mennesket havde et holdepunkt i livet, et lyspunkt. Noget at støtte dem igennem svære tider.  Jeg har altid fundet religion ekstrem spændende, det er nogle fede fortællinger, nogle spændende skrifter. Jeg er religiøs, jeg har mine meninger om religion. Men jeg holder dem som regel for mig selv, for jeg gider ikke høre på at religion bare er noget lort og videnskab er bedre. Min kommentar til det er typisk – videnskab? Hva er det? Nåe det er det der får dig til at gå rundt og lyde som en stivstikker?

Man fraskriver typisk noget, fordi man er bange for det. Fordi man ikke kender det rigtigt. Det er også fair nok, men man skal ikke fratage andres ret til at have et valg og en tro.  Hallo lev livet, du har det kun kort. Så vil du tro på videnskab, islam, kristendom, græsk mytologi, buddhisme, nordiske mytologi osv.. så gør det – det er dit valg, ikke alle andres.

Jeg har det skidt for tiden, sådan ikke fysisk men mentalt. Der er tusinde ting der køre rundt i mit hoved og giver mig konstant hovedpine. Det er så irriterende. Jeg holder hovedet oppe og smile alligevel, dog der er nogen der altid kan mærke min forvirring og fortabthed bag smilet. Gitte, min kusine, var en af dem. Så hun sendte mig i dag en sang, en sang som hun mente var mig. En sang som hun vidste ville få mig til at smile og tænke på min lykke i fremtiden. Jeg må sige, den ramte mig og mange af mine tanker er lige så stille forsvundet – de er ikke væk, men de er forsvundet en anelse. Nu kan jeg smile lidt større og bare slappe lidt mere af igen. Der skal nok komme styr på det hele, og jeg skal nok finde vejen frem. Utrolig hvad musik kan gøre – det er magisk. Normalt er jeg ikke Rasmus Seebach fan, men lige denne ramte mig, ligesom hans Tusinde farver og ingen kan love dig i morgen, gjorde. Det er buskabet der gør det – lev og hav det godt. Det er okay at være ked af det, du skal bare huske at lade folk hjælpe dig og passe på dig. Det er det jeg gør, jeg lade mine nærmeste passe på mig når jeg har det svært – for de ved at jeg altid vil bære dem på hænder og fødder hvis de har brug for det.

Sådan er jeg bare, jeg tænker andre før mig selv. Selv lige nu. Jeg kan sgu ikke lade vær. Har folk det hårdt, så er jeg der straks til at hjælpe dem, så er jeg klar med en trøstende skulder og hvad de mangler. Men jeg er ikke bange for selv at sige at jeg har det skidt og at jeg har brug for hjælp. For det hjælper intet at skjule det væk. Det er snart torsdag og så drager jeg igen hjem til min dejlige hund og min skønne familie, og får det hele til at falde på plads, mens at jeg får slappet 100% af igen – for det er det de kan, de giver mig tryghed og plads. Jeg elsker min familie.

Følelserne køre på højtryk. Det gør de altid ved denne tid, men i år er det værre end nogensinde. Det irritere mig og alligevel giver det mig blod på tanden. Ærligt – jeg har lyst til bare at gå hen og tage fat i personen og råbe ”Forfanden jeg elsker dig jo!” meeen jeg er måske meget spontan, men lige det der er jeg sgu både for pæn og for genert til at ville turde.

Selvom jeg ville elske at gøre det. For fanden, det ville være livet endelig at kunne vise det helt. Det er bare svært, og vi er to forskellige steder i vores liv lige nu. Så mine veninder har sat en limit på det – 8 år har jeg til at gøre noget ved det, og sker der intet, så skal jeg droppe det. Will do and success one day!

Jeg vil hellere være barnelig end bedrevidende.
Jeg vil hellere være respektløs end smartass.
Jeg vil hellere være fri end hænge fast i en illusion
Jeg vil hellere være åben end kold og gammelklog
Jeg vil hellere være mig end være som du ønsker jeg skal være.

Jeg er blevet kaldet mange ting igennem tiden af forskellige folk. Det har gjort at jeg ikke rigtig reagere på det længere. Det er intet jeg vil lade ødelægge min dag. Dog oplevede jeg noget, som faktisk ramte mig og fik mig til at skrive netop denne blog. Jeg blev kaldet barnelig, et pattebarn, løgner og fik af vide at hvis jeg ville respekteres som en voksen som jeg selv mener jeg er, så måtte jeg fanme lade vær med at gå midt i en samtale.

Jeg har altid lært af mine forældre at man skal sige nej, og hvis folk ikke lytter så skal man gå væk fra dem. Det har jeg altid gjort og det bliver jeg ved med at gøre. Jeg afskyr diskussioner og jeg hader at ende i en. Det er noget af det værste jeg ved. For jeg ved hvordan det oftest ender og den situation gider jeg ikke ende i igen. Sidst jeg deltog i en diskussion var i sommerferien og der blev min skulder og arm fuldkommen vredet rundt og jeg kunne ikke bruge dem i mere end 14 dage, fordi vedkommende havde ment jeg var en lille snottet unge som ikke skulle blande mig i de voksnes sager. Alt jeg gjorde var at gå ind og stå op for en der står mig meget nær.

Jeg kan finde mig i at blive kaldt dum, for det betyder bare at personen ikke kender mig. Jeg kan finde mig i at blive gjort til fanden, for det viser bare at personen har et problem med mig. Jeg kan leve med at være alene, for jeg ved at dem der holder af mig vil stå op for mig – netop som jeg gør for dem. Jeg kan leve med at blive kaldt respektløs, det viser bare at personen ikke fortjener min respekt selv.

Jeg er hvem jeg er, jeg ændre ikke på mig selv bare fordi en beder mig om det. Kan man ikke leve med at jeg er fornuftigt nok til at sige stop mens legen er god, og går – ja så lad vær med at kast dig ud i en diskussion med mig. For ærligt? Det er spild af min tid og mit liv at vi skal gå og være uvenner. Det er spild af min tid at prøve at få dig til at indse at jeg også kan have ret – selvom at du vil være bedrevidende og måske har mere skolegang bag dig. Ja jeg er måske ikke stærk med en uddannelse bag mig, men jeg har meget viden og jeg har en stærk fornemmelse af  tingenes gang. Jeg er stærk fysisk, men jeg er også stærk psykisk – tro endelig ikke andet.

Det er efterår. Man kan mærke kulden komme nærmere og folk pakker sig bedre ind. De falmer lidt som de smukke træer der mister deres blade. Solen står senere op og går tidligere i seng, pludselig gemmer vi os væk igen bag dørene og pakker os ind i tæpper. Vi trækker øv-attituden over hovedet fordi vinteren nærmer sig. Jeg er ikke en af dem. Jeg er en af dem, der pakker køletasken og går en lang tur, eller cykler på udflugt og nyder efteråret. Så sent som i går cyklede jeg 20 km med min kusine,  bare fordi vi lige kunne. Vi tog til Kongelunden og nød den lune vind og vandet. Der var så roligt og blåt. Et lille pustrum fra København og alle bilerne.

Ikke at jeg ikke kan lide at sidde indendørs med en kop varm kaffe og bare hygge med folk – for det elsker jeg virkelig. Men det er en ting jeg meget gjorde hjemme ved mine forældre. Sidde med varm kakao, boller og så se en film eller spille et brætspil. Det er noget jeg savner. Jeg savner også lyset om efteråret, ude på landet. Det er så smukt og dystert, hvor i byen ligger man ikke rigtigt mærke til solnedgangene på samme måde. En ting er sikkert, jeg glæder mig til at bruge en uge hjemme ved mine forældre og bare nyde efteråret.

Efteråret er det tidspunkt hvor jeg er født, det er nok derfor jeg er så vild med det. Ikke nok med det, men så er det også her jeg folder mig ud eller går i skjul for omverdenen. Det er her mine tanker køre på højtryk og jeg planlægger de små ting i livet. Det er her jeg især kan mærke forelskelsen flakse rundt i min mave og føle de små bevægelser som sker i kroppen. Nej jeg er ikke gravid, endnu. Men der kommer nok en dag. Nej det jeg snakker om, er at jeg kan mærke jeg lever. Jeg kan mærke vinden mod min kind, og jeg kan mærke kulden i næsen om morgenen. Jeg kan mærke livet der forandre sig og bliver bedre.

Jeg kan mærke at jeg er mig. Som et billede min kusine pegede ud for mig i går i en Jysk forretning, og som en kær ven sendte mig citatet fra i går – fordi de kunne se mig i det.  Da jeg læste det, vidste jeg straks hvem den var møntet på og jeg kan ikke lade vær med at smile for mig selv. For det er så sandt, som noget kan være:

“If you want to know, where your hearts is, look where your mind goes, when it wanders.”

They call it skinny legs – I call it STANKELBEN

Hver eneste aften matcher jeg et sæt tøj og hænger frem, så jeg ikke skal stresse hver eneste morgen for at finde noget tøj. Igår følte jeg så for sorte bukser. Well jeg greb et par og hængte på bøjlen. Tænkte ikke mere over det.  Det var først da jeg måtte mase mine ben ned i bukserne at jeg så det var skinny jeans. Nå nå fuck it, jeg skulle ud af døren, jeg var allerede 5 min forsinket. Så jeg gik uden at tænke mere over det, før at jeg når i skole og skal ud og fylde min vandflaske. Ved vores toiletter er der sådan nogle store væg spejle, og det fik mig til at grine. For i dag har jeg ben, som Gitte ville mene mænd skal have for at falde i min smag.. total lækre slanke stankelben! Seriøs hvordan får mænd de bukser af og på? For personlig jeg kan kun have en kamp med at få foden igennem dem.

Det er en lidt sjov tanke. For normalt er jeg til løse bukser. Selvfølgelig må de gerne sidde godt over bagdelen. For sidder buksen ikke, så er enden aldrig god.. eller noget. Ej de er bare mest behagelige at gå i, og jeg synes de ser forbandet godt ud. Jo jo jeg kan godt gå i skinny jeans, men alligevel, det er ikke det jeg tager på hver dag.

Man kan matche stort set alt til sådan et par løse bukser, lidt festlige toppe, basic t-shirts, enkle kjoler og skjorter. Jeg elsker især skjorter til dem eller løse bluser, som fremhæver men samtidig giver luft til kroppen. Lidt som en bluse som den jeg bære i dag, der går til alt, men som kan ændre stil fuldkommen. Til et par habitbukser eller en sort stram nederdel vil den være lidt fin og kontoragtig. Hvor til et par jeans meget casual og nede på jorden.

Så der er kun et for, match som du kan lide det og så skal det hele nok gå.