Muslibider med kanel

Jeg spurgte i går ude på min instagram profil, om der var stemning for at få opskriften på nogle diabetesvenlige muslibider – det var der. Så nu kommer den. Opskriften udspringer sig af, at jeg er i gang med et klientforløb i forbindelse med en eksamensopgave på studiet. Min gruppe og jeg har fundet en klient der ønsker et vægttab, men samtidig har diabetes i familien. Derfor i arbejdet med klientens kostplan, faldt vi over nogle spændende opskrifter inde på Diabetes foreningen. Dem formidlede vi så til klienten og i samarbejde med klient, fik jeg udviklet disse små hapser. De er utrolig lette og lave og meget lækre. De smager en smule af jul, men det gør jo heller ikke noget nu vi snart skriver december måned. Jeg beklager de lidt fesne og små dårlige billeder, men muslibiderne er ikke særlig fotogenet, men hold nu op de er gode.

24 stk.
Ingredienser:
50 g honning
50 g stege & bage, flydende, Oma
100 g choko crunch, Isis
100 g havregryn, grovvalsede, øko, Levevis
50 g hasselnødder, tørrede
75 g hvedemel, Coop
1 tsk bagepulver
1 tsk kanel, stødt
100 g græsk inspirerende yoghurt, 2%, øko, Thise

Fremgangsmetode:
Bland honning og flydende margarine
Tilsæt crunch, havregryn, hakkede nødder, mel, bagepulver, kanel og græsk yoghurt og rør dejen sammen.
Fordel dejen i en lille bradepande, som er smurt eller beklædt med bagepapir (ca. 20×30 cm). Bag dejen ved 200º C i ca. 20 min. på midterste ovnrille.
Afkøl kagen og skær den i 24 firkanter ca. 5 x 5 cm.

Næringsindhold pr stk.
Energi: 333 kJ / 79,5 kcal
Protein: 2,01 g
Kulhydrat: 9,48 g
Heraf sukkerarter: 2,25 g
Kostfibre: 1,57 g
Fedt: 3,42 g
Heraf mættede fedtsyrer: 0,44 g

Laksepaella

Hvor mange har ikke hørt anbefalingerne om fisk tre gange om ugen? Det tror jeg de fleste har. Nogle kan bare ikke lide fisk, andre ved ikke hvad de skal lave, enkelte ved ikke hvor de skal begynde og nogle gider bare ikke. Fisk er lækkert, hvis det bliver lavet rigtigt. Man kan, med fordel, bruge det som pålæg på sin frokost eller blot bruge det i sin salat. Jeg er personligt en af dem som elsker fisk og skaldyr. Det er noget af det bedste jeg ved. Ikke nok med at det er sundt, så smager det også utrolig godt.

Derfor har jeg i forbindelse med en køkkenøvelse på mit studie, leget med en fiske opskrift. Der er inspireret fra middelhavs køkkenet. Især det spanske. Laksepaella. Til øvelsen fik den ros af min lektor, så derfor gik jeg hjem og forsøgte at lave det samme til min familie. De kan godt lide at opleve nye ting, men jeg må sige at jeg var overrasket over den ros mit ret fik. Alle spiste med store fornøjelse. Derfor vil jeg gerne dele opskriften med jer, en opskrift som jeg er blevet rigtigt glad for.

Denne opskrift er til 2 personer, men nem at gange op til flere personer.

Ingredienser:
100g forårsløg
1 tsk. flydende fedtstof
1 dl fuldkornsris (ca. 85 g)
1 tsk. gurkemeje
2 laksefileter (ca. 200 g)
2 dl fiske- eller grøntsagsbouillon
200g grønne asparges
140g blomkål
Salt
Peber
8-10 sorte oliven
Pynt
½ citron
evt. dild

Fremgangsmetode:
Start med at skær forårsløgene i stykker af 1 cm. Svits dem herefter let i fedtstoffet. Når de er blevet let blanke, tilsættes ris og gurkemeje. Efter 2-3 minutter hældes bouillonen i og lad den så småkoge med et låg i godt 10 min. Mens den koger, skæres skindet af laksen og den skæres i mindre stykker – mundrette bidder. Tilsæt laksestykkerne og kog yderligere 5 min. Skær nu blomkål i små buketter og asparges i små stykker af 2 cm. Tilføj dem retten og kog videre i 3-5 min. Smag nu til med salt og peber.
Skær oliven efter behov og vend dem i retten til sidst. Pynt med dild og citron både.

Tip.
Man kan med fordel servere retten med cremefraiche og/eller tilføje 75g rejer til retten.

Bonus:
Laks er en god vej til Vitamin A, Calcium, Vitamin B6, Magnesium, C-vitamin, Jern og Vitamin B12. Den er deudover en god kilde til omega-3 fedtsyrer.  Faktisk ligger indholdet på ca. 3,9 g pr 100 g.

Bagt Cheesecake med Lakridsbund

Jeg har været i køkkenet igen. Her i min efterårsferie brugte jeg tid hos mine forældre, og det lokkede mig i køkkenet flere gange. De har et fantastisk køkken at eksperimentere i – meget bedre end mit lille tekøkken, må man nok sige. Der blev bagt på livet løs og lavet diverse forskellige retter aftensmad. En aften skulle min mor have besøg, så jeg valgte at bikse en cheesecake sammen, og da jeg vidste det nok ikke lige helt var noget for min mor, tog jeg et bisse trick i brug. Jeg kom nemlig lakridspulver i bunden – det blev fantastisk! Hun elskede den. Flere har så siden spurgt efter opskriften, så her kommer den. Nyd den!

Ingredienser:
75g smør
200g Digestive kiks – jeg brugte sukkerfrie, da kagen er meget sød i sig selv.
2 spsk lakridspulver
1 æg
400g philadelphia
100g sukker
2 tsk vaniliesukker
75 g mirabeller – kan undlades
En pakke Kiwibær

Fremgangsmetode:
Forvarm ovnen til 190 grader.
Beklæd en springform med bagepapir eller smør den med lidt olie.
Smelt herefter smørret i engryde ved lav varme. Imens knus kiksene i en foodprocesser eller bank dem i en frysepose. Rør nu knuste kiks i og fordel massen i formen. Fordel herefter mirabeller eller andre bær, fx hindbær, på kiksebunden.
Kom flødeost, ægget og sukker samt vanillesukker i en blender og blend til det er helt glat.
Hæld massen ud over kiksebunden og glat overfladen. Kom den i ovnen i ca. 18-22 min eller til kagen er stivnet.
Lad den nu køle af i køleskab i  4-6 timer. Pynt eventuel med frugt eller bær inden servering.

Tip:
Man kan efter bagning, lade ovnen kører videre og tilføje en blanding af 4,5 dl cremefraiche 38%, 50 g sukker og 1 tsk vaniliesukker på kagen, og bage videre i yderligere 10 minutter. Herefter lader man så kage køle ned som fornævnt i 4-6 timer.

Små Marcipan Hapsere

Hvem elsker ikke en god småkage i ny og næ? Jeg har igen været i køkkenet med stor held. Min familie har i hvert fald udtrykt sig med stor glæde. Samt folk ønskede en opskrift på mine små lækre marcipan kager. Så her kommer den i to udgaver, en normal og en sukkerfri. Begge smager fantastisk!

Ingredienser:
150 g groftrevet ren, rå marcipan
150 g blødt smør
130 g hvedemel
75 g mørk chokolade (ca. 55% kakao)

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader. Pisk marcipan, smør og hvedemel godt sammen gerne i minimum 5 minutter. Kom herefter dejen i en sprøjtepose med en stjernetyl eller en kagesprøjte med stjernetyl og sprøjt dejen i ca. 4 cm bjælker ud på en beklædt bageplade. Bag dem midt i ovnen 1 plade af gangen i 6-10 min afhængig af tykkelse. Lad kagerne køle af på en bagerist.

Smelt chokoladen i en skål i vandbad og kom chokoladen i en pose og pynt herefter småkagerne som du lyster.

Disse små magiske kager kan nydes til enhver lejlighed. Vi nyder dem især til kaffen, og jeg kan se i kagedåsen at jeg snart skal lave nogle flere. Man kan også lave opskriften sukkerfri, hvis det er det man ønsker. Så lyder det således:

Ingredienser:
150 g groftrevet sukkerfri marcipan
150 g blødt smør
130 g hvedemel
75 g easis mørk chokolade

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader. Pisk marcipan, smør og hvedemel godt sammen gerne i minimum 5 minutter. Kom herefter dejen i en sprøjtepose med en stjernetyl eller en kagesprøjte med stjernetyl og sprøjt dejen i ca. 4 cm bjælker ud på en beklædt bageplade. Bag dem midt i ovnen 1 plade af gangen i 6-10 min afhængig af tykkelse. Lad kagerne køle af på en bagerist.

Smelt chokoladen i en skål i vandbad og kom chokoladen i en pose og pynt herefter småkagerne som du lyster.

4 Iskolde Fristelser

Det er sommer og haverne bugner af lækker frugt og grønt – på trods af hedebølgen. Derfor er jeg vendt tilbage til min mors smoothieblender. Jeg har altid været glad for smoothies. En god alternativ måde at få sine grønsager, antioxidanter og vitaminer på. Nogle vitaminer går dog tabt når de bliver blendet, grundet kemisk reaktion med lys og oxygen. Men det er ikke alle vitaminer der går tabt. Faktisk siges det at nogle vitaminer er nemmere at optage efter en tur i blenderen, da plantecellerne bliver nedbrudt i blenderen og derved kan vi optage vitaminerne direkte når vi drikker dem, end når vi spiser et uforarbejdet stykke frugt eller grønsag.

Her får du min top fire lige for tiden, 3 smoothies og en iskaffe. Dog laver jeg ikke altid de samme. Jeg elsker at eksperimentere og derfor har jeg mange smoothies opskrifter på lager. Særligt elsker jeg at eksperimentere med kaffe smoothies – jeg er jo stor kaffedrikker og i denne varme er det sgu lidt ulideligt. Så derfor er det rart, at kunne få kaffen alligevel.  I får lige et par billeder af de lækre drikke (beklager de småbeskidte negle, sådan går det når man hele tiden er på muldvarpejagt). Under hvert billede, står der hvad hver drik indeholder. Derefter kommer fremgangsmåde. Så der er ikke mere at tilføje, end – iskolde fristelser i vente!

Blandet bær fra haven – 195 kalorier
47 g Banan
100 g Blåbær
100 g Ribs
5 g Honning
50 ml Vand

Vandmelon på glas – 178 kalorier
61 g Blåbær
100 g Ribs
5 g Honning
219 g Vandmelon

Blendet hæk – 193 kalorier
46 g Avokado
50 g Spinat
48 g Banan
10 g Ærter
5 g Honning
100 g Blåbær
50 ml Vand

Iskaffe – 147 kalorier
3 isterninger (gerne af kaffe)
50 g Vanilje is
100 ml Kaffe
50 ml Skummemælk

Fremgangsmåden er den samme for alle – prop alt (undtagen isterningerne til iskaffen – de skal direkte i drikkeglasset) i en blender og blend til det er ensartet og lækkert.  Er du ikke tilfreds med en tyk konsistens, kom da lidt mere vand i. Eventuel kan man skifte vand ud med mælk – dette gør jeg ikke selv, da jeg yderst sjældent drikker mælk. Faktisk kun i mine kaffesmoothies og iskaffer. Nå ja, og når mine forældre lige har en bøtte Oh Boy i skabet – så kan jeg godt snige mig til en enkelt kop kakao eller 3, selvom jeg ikke har godt af mælken. Men vi har jo kun dette liv, og det er med at nyde mens man kan.

Kærnemælksboller

De fleste ved at jeg elsker at eksperimentere i et køkken. Det har jeg altid gjort. Derfor har jeg i dag pillet lidt ved min skønne bolleopskrift og kommet frem til disse lækre fuldkorns boller med kerner og rosiner. Nogle gange har jeg brug for alternativer til de lækre hvide boller som ikke mætter så godt og her er denne opskrift en god løsning. De mætter godt og smager lækkert. Meeeen selvfølgelig spiser man altid en for meget når de er nybagte. De her er perfekte til fødselsdag, morgenmad, den søde tand, på en regnvejrsdag – ja generelt bare hele tiden. Så værsgo prøv dem af.

Ingredienser:

50 g. gær
8 spsk. vand
3 dl. kærnemælk
5 tsk. Sukker
1½ tsk. Salt
0,5 dl. Olie gerne oliven
400 g. hvedemel
100 g. musli
100 g blandede frø
100 g. fuldkornshvedemel
200 g rosiner
1 æg

Fremgangsmåde: 

Start med at opløse gæren i det lunkne vand. Herefter tilsættes sukker, salt, mælk og olie. Når det er blandet rundt, så tilføjes melet lidt af gangen – ind til at det slipper skålen (hvis du bruger en røremaskine). Dejen må meget gerne være lidt klæbrig – da det gør at bollerne ikke bliver så tunge og tørre. Drys lidt mel på bordet og ælte lige dejen lidt igennem, inden den rulles til en pølse og skæres ud i lige store størrelse. Denne opskrift giver 16 boller. Form dem til boller og stil dem på en bageplade med bagepapir. Dæk dem til med et rent viskestykke og lad dem stå og hæve i 25-45 min. Pensel dem med ægget og bag dem i 10-14 min ved 225 grader i almindelig ovn.

Terapi i form af en musisk historiefortæller

I 26½ år har jeg været Lars Lilholt fan. Dette kan jeg takke mine forældre for. Min første koncert var da jeg var 3 måneder gammel, i Skive Teater, hvor jeg blev nusset på kinden af den geniale musiker og historiefortæller – den historie har jeg fået fortalt så mange gange. Som spæd og en ganske nuttet lille tumling var jeg med nogle få koncerter, men også til festival, hvor jeg lystigt kravlede rundt mellem min familie på det store tæppe, mens der var musik, se det var nemlig dengang man kunne ligge ned og bare nyde. I takt med at jeg blev ældre, kom jeg også med til de store live koncerter om sommeren. Det var i en alder af 7½ at jeg begyndte at komme fast til Lilholt koncerter om sommeren.

For mig var den en stor ting at komme til koncert med min familie og høre mit yndlingsband – det var en ny form for aktivitet. Siden hen, i takt med at jeg blev voksen, begyndte jeg også at lytte mere efter teksten. Flere af mine yndlingssange fik pludselig ny betydning, for nu forstod jeg faktisk meningen. Det har været en sjov og interessant rejse, fra bare at være lille måske naiv pige der nød musikken, til at blomstre op til en ung kvinde som gør brug af musikken til afslapning, kreativ inspiration, godt selskab og terapi.

Jeg har altid set noget magisk i Lars Lilholt. Jeg har altid holdt af hans sange og gode fortællinger på scenen. Han er virkelig den fødte historiefortæller. Han har en stor målgruppe at ramme og han formår 99% af gangene at gøre det perfekt. Når jeg er afsted til koncert, så står benene ikke stille, jeg hopper og danser med til musikken og skråler med livets lyst på alle sangene. Der bliver altid skabt en nærmest magisk stemning i luften. Når der udkommer ny musik fra hans velskrevne hånd, så sætter jeg cd’en på og så kører den bare i loop. I flere dage eller uger, til at musikken og teksterne er krøbet ind under min hud og jeg virkelig forstår den.

Den nyeste cd – Drømmefanger – fik jeg efter en snigpremiere koncert som min mor havde givet mig i gave. Sammen med en radiovært fra P6 Beat (mener jeg) så hørte vi, publikum, cden igennem sammen med Lars. Han der kom med små historier til hver enkelte lille sang, med guldkorn om hvorfor han lige havde skrevet som han havde. Dette var med til at der hurtigere kom et overblik over de nye sange og ikke mindst en bedre forståelse. Jeg tror netop at det er derfor, at lige denne cd har ramt mig så lige på. Jeg bliver så glad og kan pludselig stoppe helt op med hvad jeg laver, og bare give mig til at danse rundt i stedet, mens at jeg synger med på de smukke tekster.

Det er det, at Lars er så god en historiefortæller, som gør at jeg, som tilskuer og ivrig musiklytter, oplever en form for selvterapi når musikken lyder. Jeg ved ikke om det er trygheden i hans velkendte stemme, om det er de skøre sjove tekster, om det er folkemusikken, drømmene eller om det er en blanding det hele – som gør at jeg finder en helt anden form for ro, både fysisk og psykisk når jeg har været af sted til koncert, eller bare har brugt hele dagen på at lytte til de velkendte og magiske sange. Jeg ved bare, at jeg bliver mere afslappet og klar i hovedet, når jeg har haft tid med musikken.

Ja jeg bruger magisk meget igennem mit indlæg her, men det er, fordi det er sådan jeg altid har og vil opleve mine musikoplevelser med Lars Lilholt og hans band. Jeg kan tage mig selv i at se den lille pige, jeg var, stå ved hegnet eller gå en tur i skoven og nynne drømmende med i den store fantasifulde musik. Jeg kan nærmest række ud og køre mine fingre igennem hendes småkrøllede trolde hår og se hendes håbefulde store drømmende grønne øjne, der bare observere verdenen igennem musikken. Det gør at jeg får lyst til at tage hendes hånd og bare passe på hende. Det er det hans musik gør ved mig – den giver mig ro og kærligheden til at passe på mig selv og mit indre barn som er den fødte drømmer.

Så tag chancen en gang. Prøv at tage til en af hans koncerter i løbet af sommerhalvåret eller bare en af hans intimkoncerter, luk øjnene og lyt. Mærk musikken og lev dig ind i den. Du ved aldrig hvad den kan gøre ved dig at gode ting, ikke før du har prøvet. Hvem ved – måske mødes vi der ude i det danske land og drømmer os væk sammen. Vi ses derude!

Uden mad og drikke – dur helten ikke

Lige for tiden er der ikke så meget andet end opgave og mad i mit hoved. Når jeg står op om morgenen, så kører tankerne på – hvad skal jeg have at spise i dag? Jeg er inde i en periode, hvor jeg virkelig ikke kan tage mig sammen til at lave mad eller for den sags skyld har lyst til at lave mad. Det er utrolig demotiverende for alt andet – for jeg ELSKER at lave mad og jeg elsker at spise. Når lysten til at gøre nogle af delene så ryger, så bliver de dårlige alternativer der kommer indenbords, det gør det jo bare ikke særlig meget bedre. Jeg handler typisk ind til flere dage, fordi jeg gider ikke handle hele tiden. Problemet er blot at det jeg handlede i denne uge, ja det ligger stadig i køleskabet. Det kan holde sig til i dag. Så det skal laves og spises i dag. Jeg gider bare ikke rigtigt. Jeg orker ikke at skulle gå ud i køkkenet og arrangere det og lave det. Det værste er nok at det er så nemt at lave. En lækker vandmelonsalat med ærteskud og hytteost, til en god krydret kylling.

Det er bare med at tage sig sammen. Det er sgu lidt svært, når man har kørt hårdt på i flere uger og egentlig bare har lyst til at slappe af nu. Meeen det må vente en lille måned – for fra i morgen af, ja så står den på eksamensopgave. Det skal nu nok blive godt. Så jeg skal have skruet mit overskud op igen og havde turnet min energi ind på at jeg kan fokusere på opgaven. Jeg tager mig i nakken og husker mig selv på, at uden mad og drikke, så dur helten ikke.

Så nu ville jeg så lave kyllingen, og så havde den det sgu ikke for godt. Så nu har jeg i stedet sat spaghetti bolognese over og det klæder jo også vandmelonssalat – alt passer til vandmelonssalat, fordi det er så goooodt! Jeg glæder mig faktisk lidt til at skulle spise – for hold nu op det dufter vildt godt. Man skal bare friste sig selv lidt. Nu ved jeg så hvad resten af dagen skal gå med. I hvert fald noget af den. Jeg har kigget lidt i mine læringsbøger og fundet ting til min opgave, nu skal det så bare lige læses igennem og virkelig noteres ned,så jeg kan se om jeg egentlig kan bruge det til den endelig opgave.

Og så lover jeg mig selv og jer, at i næste uge, så gør jeg det sgu lidt bedre med det mad der. For ingen holder ud uden særlig meget mad. Jeg er i hvert fald lidt flov over at være efter folk, der ikke spiser nok, når jeg så selv er inde i en periode, hvor jeg højst kommer op på to måltider om dagen. Ups. Nå ja alle kan have en dårlig maduge. Bare det kun holder sig til at være en sjælden gang i mellem, så gør det heller ikke noget. Man skal bare stoppe det i god tid og give sig selv et los i røven og starte forfra. Så får man typisk også nye lækre madideer – det klager vi jo ikke over. Det er med at være kreativ og ikke falde i. Lav noget som får dine tænder til at løbe i vand, bare ved tanken om det. Så skal man nok finde lysten til både at lave det og spise.

 

Jeg er træt, men glad


Jeg har virkelig træt for tiden. Sådan virkelig ubeskrivelig træt. Jeg orker nærmest ikke at stå op om morgenen, fordi jeg er så træt. Det skyldes, at jeg lige har afsluttet et forløb som underviser/formidler på mit gamle studie sted, nemlig Hotel- og restaurantskolen i Valby. I forbindelse med min nuværende uddannelse i Ernæring og Sundhed, skulle vi igennem en pædagogisk praksis. Her valgte min veninde og jeg at tage ud på vores gamle uddannelses sted, hvor vi begge havde gode minder fra. Det var en helt anderledes oplevelse. I flere måneder havde vi tæsket os igennem læringsteorier og sat til forelæsninger om lige netop teorier og didaktiske modeller. Noget som vi virkelig ikke fandt vitterligt interessant.

Nu fik vi så lov til at prøve at koble teori og modeller til praksis. Det var noget af en opgave. Forberedelser, observation af forskellige hold og undervisere, få et overblik, sammensætte spændende undervisning, vejlede og generelt bare være på hele tiden. Det var en mundfuld vi ikke lige helt var klar over. Det var så spændende og vi slugte det råt. Det tog rigtig meget tid og al min overskud at komme igennem disse uger, især fordi dagen inden vi skulle i gang, var jeg ude for en cykelulykke og fik nogle grimme vrid og skader. Så jeg var meget udkørt, men havde heldigvis en fantastisk makker som havde min ryg hele vejen og jeg hendes. Jeg kan ikke helt forestille mig, hvordan det ville være at havde været af sted uden hende. For hun var en støttepille igennem et noget ukendt farvand. Vi supplerede hinanden godt og fik gang i en fornuftig undervisning, som endte ud i en opgave som holdet senere hen skulle fremlægge og lave mad til. Det, at vi hele tiden var på og havde hinandens ryg, gjorde at vi på stikkerne og altid havde et godt svar klar, hvis der kom spørgsmål. Hvis den ene ikke kunne svare, så kunne den anden.

Det var en virkelig fed oplevelse at være oppe på den anden side af katederet. Det er noget som er virkelig svært at forestille sig. For alle læringsmåder er forskellige. Vi kom fra et studie, hvor vi var vant til hele tiden at sidde og stirrer på en skærm og indkode i vores hjerner, hvad vores lektorer står og japper om. Til pludselig at skulle have det i hænderne igen og være i vores rette element. Nemlig at undervise med øvelser, quiz og i et køkken. Det var guld. Pludselig fik vi virkelig også et indblik i det hårde arbejde, som en underviser har. Vi blev opmærksomme på hvor hårdt det egentlig er. Jeg har i forvejen den største respekt for lærere, da de bruger så meget tid på at give deres elever den bedste form for læring, men min respekt er virkelig vokset på disse tre uger. Min mor er folkeskolelærer, og jeg har tit observeret hvor meget hun arbejder. Hvor meget hun ligger i det hele. Hun har tit brokket over reformerne, over at der ikke er nok respekt for hvor meget arbejde lærere egentlig har. Det har været svært at snakke med på – men nu forstår jeg det bedre.. og jeg er enig. Der ligger så meget arbejde på lærernes skulder, vi udenfor ser kun toppen af isbjerget. Læring og undervisning er så meget mere end bare at stå i et lokale og undervise. Det er at give eleverne den bedste form for læring, som motivere dem.

Det var også en feedback vi gav uddannelsesstedet – at vi havde så meget respekt for deres undervisere. Alt det de skulle og kunne håndtere. Det er virkelig ikke barnemad. Samtidig fik vi en fantastisk feedback og feedforward, som vi virkelig har taget til os med kyshånd. Vi var trætte, men utrolig glade.

Min syndige broccolisalat

Som faktisk slet ikke er så syndig igen. Denne broccolisalat kan du nemlig spise med god samvittighed, og du kan endda tage en ekstra god portion af den. Den ligger nemlig en god bund og mætter helt fantastisk godt. Jeg fandt på den, en dag hvor min familie skulle holde noget hygge for min ene bror som lige var blevet 30. Da der er nogen i familie som nærmest sværger til mad uden kulhydrater, blev jeg sat i aktion. På trods af at jeg ikke kan forstå den bølge, men den tager vi en anden gang, så kan man lave nogle ret lækre retter inspireret af det og så gemme sine kulhydrater til en anden ret.

Dette skal du bruge:

1 broccolihoved

3-4 spsk. Mayonnaise let

4-6 spsk. Med top af græskyoghurt 2%

2 rødløg

1 pakke bacon

Skallen af en citron eller lime – eller bland

Salt og peber

Evt. lidt frisk dild

Fremgangsmåde

Steg baconen og lad den affedte på et stykke køkkenrulle. Rens så broccolien og skær den herefter i små buketter. Gem endelig stokken til en anden lækker salat – den gemmer på en masse smag og vitaminer. Put buketterne i en kande eller skål og hæld kogende vand over. Lad det står i max 2 minutter. Derefter hæld det i en si og lad buketterne afdryppe. Bland så mayonnaise med yoghurt og smag det til med citron eller lime skal og salat og peber. Kom eventuel lidt frisk hakket dild i. Hvis den smager for meget at mayonnaise så kom lidt mere yoghurt i, og omvendt hvis det andet er tilfældet. Rens herefter rødløgene og skær dem i den størrelse du synes, jeg laver dem typisk lige mellem finhakket og grov. Bland dem i yoghurt/mayonnaise blandingen og slut så af med broccolibuketterne som nu er helt afdryppede og baconen og bland godt. Gem eventuel lidt bacon og dild til at pynte med på toppen.

Nu er det så bare at spise. Broccolisalaten passer rigtig godt til pastasalat, kartofler, flæskesteg, kylling, pølser.. you name it. Typisk laver jeg nogle andre salat til, så der er forskellig tilbehør og broccolisalaten er altid en sikker vinder. Min familie er i hvert fald vild med den. Den er desuden også ret lækker at have med i madpakken dagen efter. Man kan selvfølgelig hvis man ikke gider spare på fedtet, bruge en normal mayonnaise og en græskyoghurt med en højere fedtprocent. Man kunne også bruge kyllingetern som lige er stegt let i nogle krydderier, i stedet for bacon. Dette styre man selv.