Forfatter: Line Mikjaer

Jeg sad for få minutter siden og læste min lillebrors skriftlige afgangsprøve i niende klasses dansk, jeg kunne ikke lade vær med at klukle en smule. Det var fuldkommen som at læse det jeg selv skriver, jeg ved udmærket at min lillebror har et fantastisk talent med skriblerier som så meget andet, men lige denne stil overraskede mig dybt. I familier ligner man selvfølgelig hinanden, men generne kan somme tider overraske – imponerende men ganske skræmmende samtidig. Malthe som har interesser inden for mange ting overrasker gang på gang med sin tale, evne til at skrive, musik og ikke mindst fysisk – i en alder af 16 har han vundet over 40 medaljer i atletik, kan mestre en guitar og næsten hvilket som helst instrument som han får stukket i hånden. Han stiler højt i skolen og laver altid sine ting, godt nok somme tider for sent, han går til rollespil og styre mange mennesker på en gang. Så jeg er endnu mere imponeret end jeg nok havde troet jeg ville være – for den prøve fortalte mere om min lillebror end jeg lige vidste, selvfølgelig er alle unge mennesker i tvivl med sin fremtid, men allerede fra de mindre klasser har han været snu og snakker UU-vejlederen efter munden.

Jeg har så meget respekt for den lille mand, han ligner resten af flokken og dog stiler han langt højere end nogen af os andre nogensinde har gjort. Min far er udviklingschef, min mor er skolelærer, Mikkel er selvstændig inde for it, Tobias er i gang med mediedesign, Malthe næsten færdig med sin folkeskole og Asbjørn har valgt at droppe specialskolen og få en rigtig skolegang på en almindelig folkeskole – vi favner bredt og alligevel er vi så ens som noget kan være. Jeg selv har holdt års pause for uddannelsesvæsen og afslutter her til sommer min studenter eksamen – alle sammen har vi en drøm, vi ved bare ikke helt hvad den er endnu og det er det der er det spændende i vores liv – vi overrasker gang på gang, ligesom Malthe overraskede mig her. Spurgte man folk i området ville de sætte os i bås som familien sær – hvilket vi også er og ved du hvad? Jeg vil på hele min families vejene sige at vi er sgu STOLTE af det.

Over and out
Line Mikjær

Jeg ankom tirsdag aften inde på hovedbanegården og med det samme jeg trådte ud i byluften, kunne jeg ikke lade vær med at smile, det var som om at en følelse af tryghed og hjem skød ind over mig, det var en underlig med behagelig oplevelse – jeg har altid sagt at jeg ikke ville bo her og at jeg ikke bryder mig om byen, men jeg tror vist at noget har ændret min mening. Folk stresser rundt og alligevel så er de høflige. Jeg som jyde har altid følt mig en smule udsat i hovedstaden, og har virkelig ikke haft lyst til at besøge byen – men jeg har to fantastiske brødre der bor herovre og jeg indrømmer at min ældste storebror har den smukkeste udsigt i Ørestad. Jeg aner ikke hvor den følelse kommer fra og normalt føler jeg sjældent noget, så det er lidt specielt – mange unge mennesker vælger jo netop at flytte til København i håb om at bygge noget op, det er sjovt at læse og høre om. Hvad er der så specielt ved byen? Jeg synes personlig selv at der er alt for mange mennesker, for meget liv, stres og jag, snobberi og så en masse andet. Der har altid været en slags fight mellem jyder og københavnere, man kan simpelthen ikke lide den anden, og hvor pokker kommer det fra? Vi er alle sammen født inde for de samme grænser og måske en er københavner hurtigt i vendingen, men en jyde er sgu også drøvtygger der tager det som det kommer. Jeg er stolt af at være jyde og det kommer jeg sgu aldrig af med – heller ikke selvom at jeg bliver mobbet med at jeg får en flyvsk accent snart, fordi jeg vælger at rykke til Fyn. Det eneste der lokkede mig til København for at bo, har jeg lovet min mama at jeg aldrig gør, så det kommer ikke til at ske – det kan jeg sagtens sige nu, men hvem ved, om et år har jeg måske forelsket mig mere i byen og dens væsen.

En ting er i hvert fald sikkert lige nu og det er at jeg elsker min storebrors udsigt og jeg bosætter mig snart på hans altan, med en vandflaske og en god bog. Hvem skulle have troet at jeg, en fuldendt bonderøv, ville nyde den travle byluft.? Jeg kommer helt sikkert igen.

Line Mikjær 

Hvad vil du have at jeg skal gøre? Mama? Er du der? Du er så langt væk… jeg savner dig utrolig meget.

Det er hårdt at skulle kunne håndtere det hele, fortælle og forklare om og om, igen og igen – man føler man gentager sig selv og at folk ikke forstår. Nu er der gået nogle dage og jeg kan stadig føle din varme hånd der forsøger at knuge min.. det varmer at tænke på at du højt sandsynlig har kunne mærke at jeg sad og snakkede til dig.. Jeg har aldrig tudet så meget som jeg har gjort de sidste par dage – og har sgu nok heller ikke fået så mange kram som nu. Men derfor er det stadig hårdt. Hvad pokker skal man give sig til om aftenen, man kan ikke rigtig stene danske serier; for det er en ting vi plejer at gøre sammen.. Der er musikken, men den er du også en del af, hvad så? Jo vi kan også snakke men stemningen er lidt spændt og vi venter alle sammen bare på at de siger at de vil forsøge at vække dig igen.. Bliver det snart? For jeg savner dine blå blå øjne der kigger op, de få sekunder du kiggede på mig i fredags, var alt værd og jeg vil aldrig nogensinde bytte de øjeblikke for noget andet..
Jeg ved at du kan føle og høre mig, kom snart tilbage.

Savner dig
Line Mikjær

Som alle ved så skal hf elever skrive SSO og på min skole fik vi vores opgave igår. Men ikke nok med at jeg skal skrive min. SSO så fik jeg også stress her for to uger siden, hvilket har været ganske tydeligt. Men så ramte noget hele min familie igår, en rigtig grim ting – nemlig at min elskede mama blev indlagt på Århus kommune hospital med hjernehindeblødning.. Så fra at være et glad ungt menneske, blev jeg til en rystende alt for tænkende kvinde med en stor opgave der skal skrives, og med mama der ligger i koma.
– Heldigvis skal jeg ind og snakke med min SSO lærer i dag, og han har hørt om hvad der skete. Han ringede til mig  efter skole igår og vi snakkede om det i ti minutters tid – så nu vi jeg tage hans forslag til mig og så prøve at rykke min SSO.
Jeg er alle taknemlig for at sende gode ønsker, det varmer og jeg glæder mig til at kunne tage ud til mama med en meget personlig gave når hun vågner.

Min hjerne er fucked og mit sind træls.

Line Mikjær

Vi fik et spørgsmål i dag – hvor ser vi kvinder os selv om 10 år, med henblik på mænd og børn;

Tjaaaa om ti år, så er jeg på vej hjem fra Singapore hvor der er blevet hentet vare til Europa. Jeg rejser – så jeg aner ikke hvordan det er der hjemme.
Men en pige i klassen rødmede fuldkommen og kiggede forvirret op på vores dansklærer og så åbnede hun ellers munden: “Jamen jeg ser nok en mand.” han pegede straks på hende og udbrød: “Præcis! Det er det kvinder tænker på – lige som i gamle dage… Mennesket søger stadigt efter en mage – selvom mænd bliver udelukket mere og mere – I behøver os ingen gang til at få børn mere…”

Det har han jo ret i, på nogle punkter. Men så alligevel, jeg kender sgu mange som ikke vil det der med ægteskab og børn.. Faktisk har jeg kun få venner der egentlig tænker på fremtiden, min bedste veninde vil gerne giftes med hendes kæreste og have børn, det samme vil en af mine andre gode veninder med hendes fyr.. Jamen fair nok – det da kun fedt. Personlig render jeg ikke rundt og leder efter manden til resten af mit liv, jeg leder faktisk overhovedet ikke efter nogen.. Jo jeg er da forelsket, men jeg vil skam hellere sikre min fremtid med et godt arbejde som jeg kan lide – jeg siger ikke at ægteskab er udelukket, jeg vil bare gerne have min uddannelse.. Jo børn skal jeg sgu have – de er vildt dejlige og utrolig hysteriske, det vil være hyggeligt med en sådan lille klon til at rende rundt.

Men uddannelse frem for alt i mit hoved – jeg vil gerne kunne sikre at mine børn vil kunne få et godt liv, uden alt sådan noget med flytning, for lidt mad, slidt tøj og så videre – det er nok en typisk drøm, men jeg er et af de mennesker der ikke bare smider pengene ud af vinduet på tant og fjas.. Jeg har det med at lave budgetter og planer hele tiden – godt nok er det ikke alle der bliver overholdt. Men med styr i økonomien allerede nu, så skal det nok gå; jeg er overhovedet ikke bekymret for min fremtid og skulle der så endelig dukke en fyr op og der kommer et barn ud af det – so be it, han har forhåbentligt også en indkomst

Line Mikjær

Hvor ynkeligt er det ikke lige? Mig.. Jeg som kun har set ondt på touch – men jeg var træt af at låne en mobil hele tiden fordi den gamle var noget lort.. Så fanden tog ved mig i ferien og jeg ringede til storebror for at høre ad – en time efter sad jeg med kassen i hånden. Jeg tvivler på at nogen havde troet det ville gå så stærkt og at det liiige netop blev den her, regnede ingen med – Line Mikjær med en iPhone 4, skræmmende egentlig

Jeg har en kunstner jeg ikke kan høre uden at blive en lille smule ramt af en person jeg har kær, det er ganske sært, for de har intet med hinanden at gøre overhovedet – så det er ganske skræmmende. Men også ret irriterende for jeg bryder mig ikke om det der stadie med at savle/være blød over en person – men det der nok irriterer mig mest er når jeg gerne vil høre Kim Larsen som er kunstneren, så kan jeg ikke altid få lov til det, uden at skulle tænke på ham den anden – selvom at jeg synes han er pisse irriterende og træls på det tidspunkt. Jeg er rigtig glad for Kim Larsen og hans musik, men det er sgu sørgeligt at han kan være en start og stop knap for bobler i maven. Jeg ville til tider ønske at jeg kunne høre ham igen uden at mærke andet end afslappelse.

Men den her kærlighed – bah jeg bryder mig sgu ikke så synderligt om den. Jeg har været forelsket en gang før og den forelskelse har jeg endnu, den har eksisteret i utrolig mange år efterhånden, men det har så også gjort at jeg ikke har videre meget erfaring med at skulle håndtere de der følelser – følelser for mig er som mælk i et glas – jeg er sgu helst fri. Altså misforstå mig nu ikke, jeg har følelser, men jeg kan nu bedst lide at have et tomt hoved og kunne slappe af – jeg gider ikke bekymre mig om alt og nægter sgu at gå i spåner over ingenting. Få som kender mig, ved så også at der er grund til at jeg ikke viser følelser så tit, og de har så også oplevet at fange mig i at bare stirre ud over det himmelblå vand og bare drømme mig væk. Drømme – ja det er noget der sker for mig i vågen tilstand, og meget sjældent i sovende. Nå men jeg har aldrig synderligt brudt mig om at vise at der er noget i vejen, og det bekymre nogle – men de har så også fået det svar at hvis der er noget jeg vil tale om, så kommer jeg til dem, og ikke omvendt.
Og lige netop denne forelskelse, den kommer jeg til folk med – selvom min mama for eksempel gættede sig til den, ud fra en blog jeg skrev her i starten af efteråret, hun læser så også mine øjne – som har svært ved at skjule hvad jeg føler og tænker, især hvis personen jeg har kær er til stede. Det tog faktisk utrolig lang tid for mig at indse at jeg var faldet for ham, men det gælder jo også om at være helt sikker og det er jeg skam nu. Men jeg er så nok også lidt sær, for hvorfor i alverden skulle jeg gøre noget ved det? Det kan jo et eller andet sted være fuldkommen ligegyldigt, for da folk fandt ud af det, så pressede de til at jeg skulle efter ham – men jeg gider ikke, det skal sgu gøres i mit eget tempo. Desuden er jeg et gigantisk genert fjols, og det er der ikke mange der tror når de først kender mig, for jeg er rapkæftet og skide sjov, med et skævt smil og en høj selvtillid – jep men jeg kan sgu ikke bare gå hen til ham og så bare sige hej og det er nok det værste, for det kan jeg ved alle andre – bare ikke lige denne her fyr. Til stor irritation for andre – men giv mig da lige lidt snor, er det dig eller mig der kan lide fyren – eller er det bare fordi du også mener at det sgu er på tide at jeg får en mand i mit liv igen? Hvis det er det, så kan jeg informere dig om at jeg ikke orker at have endnu et forhold hvor den ene vil vide hvor den anden er, og altid have kontakt – det har jeg sgu dårlig erfaring med og jeg gider ikke endnu engang hvor jeg bliver nægtet adgang til venner og familie, fordi han vil være sammen med mig..
Størst af alt er kærligheden – ja min bare. Størst er alt er min fremtid og min familie – det er sgu det der er vigtigst for mig, for det er det der vil sikre at jeg får et godt liv. Kærlighed er blot en bonus har jeg hørt, så den må komme når den skal komme og ikke et minut før.

Line Mikjær

 Burde det være fair at man kan blive slået så kodylt meget ud af kurs af et par øjne? Det er i hvert fald ikke lige det der står på toppen af min liste over ting der gerne må ske i hverdagen – hmprf altså. Det er sgu for hårdt at være ung nu om dage – og jeg burde endda slet ikke at klage, for jeg har det ski egentlig lettere end de fleste. Det typisk, man har altid mere ondt af sig selv end af alle de andre der render rundt og har det elendigt. Se bare mig, jeg weiner over et par smukke blå øjne – men okay, de kan altså også virkelig distrahere en så det batter – og det hjælper ikke at ejermanden er en sød lille Århusianer, der tilfældigvis ser en ret tit. Så på den anden side skal man vel bare være beæret – men jeg vælger nu gemme mig under min kasket og skyndes mig at komme videre med teksten.

Derudover så har jeg to lærere som er helt vild med mig; jeg er tydeligvis god til at charmere folk – se hvorfor vidste jeg ikke det noget før? Det kunne ski være lidt praktisk en gang i mellem, så var man da sikker på at nå sit mål – men på den anden side, så når jeg jo alligevel mit mål, med et smil og et glimt i øjet.. Oh gad godt vide om det er netop det de mener…

Som jeg selv siger jeg er sgu sød nuttet og fuldkommen uskyldig.
Line Mikjær

Hård mave, sved, hedebølge, utilpashed, usikker
– Jep velkommen tilbage til folkeskolen, et sted som jeg i hvert fald havde svoret at jeg aldrig ville betræde igen.. og så dog lykkedes det for min  kære lillebror, med store blå øjne og det skæve charmende smil, at overtale mig – til en ting så grufuld – nemlig at tage med ham i skole – tilbage til bygningerne hvor jeg blev mobbet igennem næsten ti år..  Hvad gør man ikke for sin bror .. Men stedet har ikke ændret sig, de samme gamle billeder hænger omkring, de samme gyselige farver, lærere og de kolde rå gange der sætter sit præg – jeg kan kun sige at jeg har svedige håndflader.
Men alligevel er her en vis ro, når eleverne er i deres klasser, en usikker stille ro som før en atombombe – men det er stadig en ro.
Jeg har tit sat lige her hvor jeg sidder nu, og tegnet – ude på gangen, der går direkte igennem tilbygningen,  ligger toiletterne hvor mine klassekammerater i sin tid, mente at jeg skar i mig selv, osv… Minderne er store, lige som de rygter som murstenene hvisker; skal jeg være skræmt?
             Nej! for jeg er videre i mit liv, jeg er ude over problemerne der herskede i ti år.. Jeg er videre, jeg er Line Mikjær, en ung kvinde som ej frygter lidt modstand, men som elsker en god udfordring.

Nok var folkeskolen hård – men den var med til at gøre mig til den jeg er i dag. måske ikke klog på det faglige – men klog på det kreative og andre skøre underlige ting. En nyder med stort N – som følger en vej som ingen kender, de kan kun se de fodspor som jeg efterlader i sandet bag mig..
               Så ingen andre end mig selv opbygger forventing, og dog er der stadig lærer og mennesker der bygger tiltro til min evne til at fange gennem mine skriblerier. Som er et trækplaster der støtter mig hvis alt andet går galt: Kreativiteten gør mulighederne store; hvad end det er billedkunst, musik, digte, dans, sang, skuespil eller at pille navle.
– Man kan altid finde noget at lave, bare man har lyst, selvtillid og troen på at man kan klare hvad som helst… Det er sådan jeg er bygget op og sådan at jeg klare mig igennem min skolegang uden at stresset i hovedet med alt for meget nyttig viden. Min hjerne er faktisk fyldt med unyttig viden og kunst, måske lidt sprog og en lille bitte anelse plads til at studere det andet køn.
                                                                         Men hvad, jeg er blot et menneske
                                                                                   Med en fortid, en nutid og en fremtid.

                                                                           Line Mikjær