Forfatter: joeythefreak

Jeg overvejede faktisk at droppe at lave en nytårs hilsen herinde i år. Og så tog jeg mig selv i nakken, for jeg er vild med traditioner og hader når de bliver brudt. Dog i år ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal skrive, for alt i alt har det været et decideret lorte år. Vi har mistet så mange skønne mennesker. Samt mit eget liv har ikke rigtig kørt helt på skinner i år. Det første halve år, fik jeg en masse nye venner på mit studie, et studie som jeg faktisk var rigtig glad for. Det mente en dårlig lærerplads dog lige at de skulle ødelægge – men heldigvis, for jeg fandt hurtigt ud af at jeg virkelig ikke kan holde til det. Jeg har sgu lidt for mange skavanker og det er jeg glad for.

Tilgengæld har 2016 stået i træningens tegn. Jeg har trænet hver eneste måned, men er kun nået op på 27 uger i træk. I næste uge hiver jeg den op på 28 uger. Jeg har trænet tidligt om morgenen, og om natten. Jeg har trænet på min fødselsdag, juleaftensdag og i da nytårsaften. Jeg har lagt blod, sved og nærmest tåre i min træning og er ganske tilfreds. 2017 kommer til at stå endnu mere i træningens og sundhedens tegn. Det sidste får I mere af vide om inde i det nye år, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang!

2016 har også givet mig rigtig meget smag for at være kreativ igen. Jeg har syet så mange tasker, kjoler, bluser. Jeg har malet flere malerier, jeg er så småt begyndt at tegne igen, efter at jeg fik mine drømme tuscher af min storebror i julegave. Jeg udfordre mig selv og leger med nye ideer. Jeg har leget med nye opskrifter og leget med nye motiver når jeg var ude og fotografere. Det var været så herligt og jeg har fået meget konstruktiv kritik og ros, fra mine største kritikere og det tager jeg med mig som altid.

Men jeg må sige at 2016 har ikke just bragt mig noget på kærlighedsfronten, jo min familie og venner, men ellers har den side virkelig lagt i fryseren og passet sig selv – det er nu meget godt. For helt ærligt jeg er ved at være træt af at jagte kærlighed og kæmpe sådan for at få den. Så fra nu af holder jeg min chokolade for mig selv og mine nærmeste. Basta.

Jeg forudser et 2017 med en helveds masse kaffe, kreativitet og venner. Det bliver dejligt – det kan ikke andet. Hvordan 2017 ellers bliver, det vil jeg ikke spå om jeg vil bare tage imod det med åbne arme og håbe på at de lader de sidste af mine yndlings skuespillere være i 2017.

Vi ses i det nye år! Jeg håber ikke det er så stor en lurendrejer som 2016.

Jeg går meget op i ikke at tænke for meget. Det kan ende gruelig galt hvis man overtænker tingene. På det sidste har det dog været utrolig svært for mig at slå tankerne helt fra. Hen over sommeren virkede det at træne og svømme hele tiden, men det er ikke nok lige nu. Jeg har problemer med at sove ordentlig. Nattesøvnen bliver forstyrret af at jeg vender og drejer mig hele tiden, jeg vågner brat, eller kan bare ikke falde i søvn. Det er noget der giver mig hovedpine når jeg står op. Det er vigtigt for mig at få en ordentlig søvn, da mine nakkesmerter og migræne forsvinder, samt mit humør er meget bedre.
Altid har jeg været god til at slå hovedet fra og bare slappe af, men gør jeg det for tiden så stresser jeg mig selv endnu mere. Mere end hvad godt af. Mit kaffeforbrug er steget og jeg kan ikke tænke kreativt mere – så ved man bare at man ikke orker så meget. Det er godt at få sådan et “angreb” her – for så husker man at man lever og livet ikke kun byder på medgang.

Selvom det er lidt hårdt for tiden, så skal der nærmest ingen ting til at gøre mig glad, det er en sjov blanding. Mine to veninder Susan og Gitte, kan skrive et lille uskyldigt ord som røv til mig, og så flækker jeg straks af grin, for de ved at straks ser jeg en eller to bestemte røve foran mig – og huha… de er fanme dejlige. Nok om bagdele snakken, det jeg vil frem til er, at selvom alt kan virke nytteløst og hårdt, så skal bare huske at stoppe op og lige mærke efter, der er en grund til at alt sker. Man skal huske at slappe af både fysisk men også psykisk. Samt når man er nede så er det altid en god ide at vise det modsatte, tage sig godt ud – for det kan hurtigt gøre at man får det lidt bedre med sig selv.

Stop op, slap af og husk dig selv på vejen.

I dag er en skøn tid sluttet. Jeg har fået sommerferie, fra Hotel- og Restaurantskolen hvor jeg har studeret det sidste halve år. Det har været en fabelagtigt tid, selvom jeg har været meget præget af sygdom i starten af året. Jeg har mødt nye mennesker som jeg ikke ville kunne være foruden den dag i dag. Det siges at jo ældre man bliver, jo sværere bliver det at få nye venner. Jeg synes dog ikke det passer på mig. Jeg var den ældste i klassen. Normalt plejer jeg at hade at starte nye steder, for det er svært at komme ind et sted og skulle lære nye mennesker at kende. Sådan var det dog ikke her. Hurtigt snakkede alle med alle og hjalp hinanden. Der var ikke noget der hed træls gruppearbejde, men man fulgtes ad med et smil på læben og tog en læs hver især.

Derfor blev jeg rørt i dag, over at blive udnævnt som klassen kammerat. Jeg snakkede med alle, hjalp alle og havde det virkelig godt med alle i klassen. Jeg hjalp gerne med opgaver, fremlæggelser og lagde altid min skulder til hvis man havde problemer. Jeg er meget medmenneskelig og høflig, det ligger i min natur. Jeg var glædelig overrasket over at min klasse pegede på mig, for så må jeg jo havde gjort et eller andet rigtigt. Jeg sad ved bordet i kantinen og da mit navn lød over højtaleren, røg det bare ud af mig: ”WHAT!?” mens at hele lokalet klappede og jeg bare rødmende måtte gå op og modtage min klassens kammerat gave, som er en spændende kogebog, som skolens og nogle af dens elever har udgivet. Jeg er en stolt elev og meget beæret klassekammerat.

Mit grundforløb sluttede med en bestået eksamen. På skolen får man ikke karakterer – og det synes jeg er ganske fint, for så føler man ikke at nogen har ydet bedre, eller at en dårlig dag har ødelagt ens karakter.. Vores lærer synes dog at vi skulle have af vide hvad vores fremlæggelser svarede til. Jeg fik 10. Et stort flot 10 tal og et kram, fra det jeg nok ville kalde den bedste lærer jeg har haft i mange år. Jeg er stolt af min præstation og var faktisk for første gang ikke nervøs for at jeg ikke bestod, men derimod hvilken karakter det ville svare til. For en gang skyld havde jeg en forventning om at få en god karakter og det gjorde jeg. Oftest har jeg oplevet lærere og personer som har opgivet mig, fordi vi ikke kunne sammen eller var enige. I mit hoved er det meningen at læreren skal kunne støtte eleven og hjælpe dem med at få det bedst mulige ud af deres uddannelse. Det gjorde mine lærere her og det har givet mig blod på tanden.

Nu er det sommer, jeg har ferie og jeg er åben for hvad der nu skal ske. Jeg har sat nogle planer i værk og går alt vel, så får I det af vide senere på sommeren. Nu vil jeg blot nyde min dag, min sommer og min hjemtur til det jyske, hvor min ferie starter. Et kan jeg sige – Livet er fantastisk dejligt!

…. når man kan flytte rundt på sit værelse i stedet? Ja det lyder sgu tosset og det der med at flytte rundt på værelset, har faktisk aldrig været noget jeg har gjort i. Det har ikke været fordi jeg ikke ville, men fordi at jeg ikke har haft muligheden for det. Da jeg boede hjemme var der altid et eller andet der gjorde at jeg ikke kunne rykke rundt. En radiator, radiator rør og mangel på stikkontakter. Jeg tror at på mit værelse hos mine forældre, der har jeg skiftet mellem to muligheder at stille tingene på og jeg vender altid tilbage til den første mulighed.

Nu hvor jeg bor for mig selv, så har mine ting også stået som da jeg flyttede ind. Jeg har i alt 18kvm med gang og bad. Derudover har jeg en chaislong sovesofa som faktisk fylder en del, men den er meget praktisk egentlig. Her har jeg så en radiator med en vindueskarm hen over den, som gør at jeg har svært ved at rykke rundt. Jeg er en person der rigtig gerne vil have dagslys, så derfor ville jeg gerne have min seng så tæt på mit vindue som muligt.. men jeg vil også gerne kunne kigge ud når jeg sidder ved mit bord med min bærbar. Så jeg fandt faktisk en meget god løsning, nemlig det I ser herunder. Jeg skal dog lige vænne mig til den nye indretning, for puha det har forandret sig og jeg er normalt ikke til at min seng ikke er ‘låst’ fast mellem en væg og et møbel. Dog tror jeg at jeg bliver meget glad for lidt forandring.

En af grundene til at jeg netop valgte i dag med at rykke rundt, var faktisk Gitte skyld. Hun Hun er nemlig kommet med flere guldkorn til mig den sidste tid. I dag efter skole sad jeg og kæmpede lidt med en ansøgning, hvilket jeg ellers er skide god til at skrive, men i dag, synes jeg den var lidt tung at danse rundt med. For jeg har så meget at skrive, og jeg skrev bare løs. Pludselig sagde min hjerne bare stop og jeg nævnte det for hende, og straks kom til bare tilbage fra hende. “Så skal du bare støve af og slukke hjernen lidt – det virker!” det gjorde jeg og her er resultatet af det. Jeg har ordnet værelse og fået lavet en ansøgning, spist og nu skal jeg bare slappe af.

 

Som overskriften siger, så har jeg i dag været på besøg hos jordemoderen i mit lægehus. Sød kvinde som jeg kun kan anbefale varmt. Jeg følte mig straks tryg ved hende. Og nu spørger I sikkert “Hvornår skal det være?!” “Hvem er faderen?” Så snydt! Jeg er ikke gravid, ikke endnu. Det testede hun nemlig også. Så bulen på maven er bare luft – og den er endda på vej væk, jeg har nemlig tabt mig igen.

Nej jeg har haft nogle smerter som jeg skulle have tjekket og have taget nogle tests, sådan er det jo når man når 20’erne og får tilbudt alle mulige skanninger og test. Hun mente jeg var en fornuftig ung kvinde som valgte kondom som prævention i stedet som de såkaldte giftpiller som hun kaldte dem. Hun var også træt af at overlevere mig nyheden om at jeg ikke var gravid, for hun vidste jeg gerne vil have børn engang – men håbede dog på en dag at kunne overlevere nyheden til mig alligevel.
Nå men det korte af det lange er, jeg er ikke gravid, jeg har ikke blærebetændelse, og de andre test får jeg svar på i næste uge – men hun var overbevist om at mine kramper og smerter kom af mine ægløsninger. Nu venter vi bare spændt på svarene på prøverne.

Jeg satte mig bagefter ned på Baresso på Christianshavn, hvor jeg fik mig en kop kaffe og lige vågnede ordentligt, inden jeg skal jeg i skole her klokken 12:20. Damn jeg elsker de dage her hvor jeg kan nå en masse inden skolen kalder. Jeg føler lige som at jeg når mere og har bedre tid. Det er fantastisk. Føler ligesom også at jeg oplever mere og ligger mere mærke til verdenen omkring mig. Det kan man bestemt ikke klage over.

Tydeligvis ligner jeg min stædige mor for meget. Da jeg ikke kan holde mine meninger for mig selv når jeg modtager en dårlig service.

Idag skulle jeg hente en pakke ved post Danmarks skranke i min lokale Kvickly. Det kan jeg leve med, for jeg var ikke hjemme da posten var forbi. Så jeg gik muntert af sted efter min pakke da jeg har ventet længe på den. Nu jeg alligevel var i Kvickly kunne jeg da lige tage nogle bananer med til min morgenmad. Der var intet problem. Problemet kom først da jeg kom hen til postskranken. Der var ingen kø, og da jeg kom fra den sidste kasse, kom jeg ikke lige forbi nummerautomaten. Så jeg gik bare hen til de to kvinder bag skranken som alligevel bare stod og snakkede. Der fik jeg den flabede kommentar at jeg skulle altså trække et nummer. Mit svar var blot at det var sgu for dumt at spilde papir på at jeg skulle trække et nummer når der ingen mennesker var. Det ville de ikke høre på, så brokkende tog jeg et nummer og gik hen til den samme dame igen, efter hun havde trykket mit nummer. Fint nok, så gav jeg hende min pakkeseddel og viser mit id. fik så af vide at næste gang skulle jeg huske mit kørekort eller pas, for så kunne de se det var mig. Jeg kommenterede så tilbage at hun ville måske have at jeg skulle til at tage et kørekort først før at jeg kunne få min pakke. Den ignorede hun blankt, derimod bad hun mig om at underskrive med mit fingeraftryk. Da strittede alt på mig og svarede tilbage at de fanme ikke have noget at bruge mit fingeraftryk til. Så ville hun have jeg bare skrev mit navn. Jeg endte med at sætte et kryds for jeg gad ikke høre på hendes kommentarer mere. Så nægtede hun sgu at udlevere min pakke, da hun mente jeg ikke havde underskrevet. Jeg tog bare pakken på disken og gav tørt igen – de kan se at jeg har skrevet under, da du lige har tjekket mig i hoved og røv. Med den kommentar forlod jeg  Kvickly igen, fast besluttet på at næste gang henter jeg min pakke når postskranken er lukket.

Alt dette postyr for at hente denne pakke, indholdende et par læbestifter, en taske, et tørklæde og nogle cremer.

 

Der er sket ting og sager. Jeg har taget et tidligt men meget svært skridt. Jeg sagde nytårsaften farvel til en meget stor del af mig. Dette var ikke et nytårsforsæt for jeg kan ikke ændre det og blive hængende i det mere. Jeg blev nød til at tage dette skridt af personlige årsager, som I nok kommer til at forstå på et tidspunkt. Jeg vil ikke fortælle årsagen nu og her, men med tiden.

I sommeren 2011 var jeg medhjælper på Nibe Festival, hvor jeg bland andet stod i ølvogn. Her optjente jeg mig adgang til festivalen med et medhjælper armbånd. Det var det der startede hele eventyret. Dette lille stof armbånd. For med tiden kom flere til – da Karup å marked begyndte at forstå deres armbånd af plastik var for nemme at rive i stykker. I 2012 gik de over til stofarmbånd også. Nytårsaften her 2015/16 kan I jo selv gætte hvor mange Karup armbånd jeg endte med. 2012, 2013, 2014 og 2015. Jeg havde så mange at jeg i sommers til koncerten blev taget billeder af, af dørmanden fordi han synes det var så sejt. Han mente så også at hvis armbåndene havde en anden farve i 2016 så var det nok min skyld.

De var en stor del af mig, folk kunne altid genkende mig på dem. Men nu.. nu er der blot en bleg markering på min tynde arm, hvor de sad. Nu er tre dage gået og jeg kan stadig ikke vænne mig til at de ikke klæber til min arm mere når jeg har været i bad. Ærlig jeg savner dem. Men jeg har også indset at tiden var inde. Jeg ville have ventet til Nibe armbåndet havde 5 års jubilæum – men det blev nu i stedet. Så en farvel blog skulle de have, mine 5 dejlige armbånd.

Overskriften siger det hele.
Jeg er hjemme på juleferie hos mine forældre i denne tid. Jeg har haft juleferie allerede en måned og jeg har nydt det til fulde. Jeg har haft virkelig travlt med at gøre alt klart og hjælpe mine forældre med at få huset på ret fode igen. Det hele havde efterhånden stakket sig op og der  manglede noget overblik – hvilket er fuld forståeligt, når man tænker på at begge mine forældre arbejder mange timer om dagen. Min mor har en time hver vej til og fra arbejde, derudover så studerer min mindste bror, så der har ikke altid været tid til lige at overskue det hele. Det var en af mine planer, at jeg ville hjælpe og gøre alt klar til fødselsdag og jul.
2 uger nærmest uafbrudt har jeg sorteret, ryddet op, smidt ud og gjort rent – derimellem var der to fødselsdage (min lillebror og min egen) – så der har været nok at se til. Det har været nogle skønne dage, for selvom at jeg har drønet rundt, så har jeg fået slappet fuldkommen af.

Nu er det så første december og jeg er hos mine forældre. Og når jeg er ved mine forældre den første december, ja så betyder det at natten til den første, så bliver der pyntet op – så folk har noget hyggeligt at vågne op til. Jeg kom i seng klokken 4 i morges, for jeg skulle også lige rydde lidt op og lige gøre det fint til at min mor stod op to timer senere.
Jeg elsker julen, det er ingen hemmelighed – jeg elsker hvert øjeblik af den, pynten, hyggen, mørket, sammenholdet, stemningen, vejret, traditionerne og musikken. Jeg glæder mig som et lille barn hvert eneste år og bliver så glad når tiden endelig kommer. Nu er det nu, og jeg vil gerne vise jer lidt af det jeg har fået hygget med i dag.

 

Efteråret er virkelig over os lige nu og det er dejligt! Skolerne og mange studerende har lige holdt den velkendte efterårsferie. Ligeledes har jeg. Jeg har holdt min ferie hos mine dejlige forældre i Midtjylland. Her har den stået på kreativitets hygge og bare afslapning med min familie. Dog har det mest af tiden kun være min mor, jeg og hundene.

Nå men her i dag har det stået på oprydning og virkelig husmor opgaver. Jeg har en flæskesteg på 2,8 kg i ovnen, kartoflerne koger og rødkålen skal snart sættes over. Derudover har jeg haft gang i oprydning i køleskabet og gulvvasking. Så jeg syntes at jeg fortjente en lille belønning bagefter. Så jeg rørte en kage sammen og smed i en kop og den fik 4 min i mikrobølgeovnen. Normalt er jeg ikke til kage, men wauw jeg spiste det hele. Fordi den var så godt, så syntes jeg ikke at I skulle snydes for opskriften og min lille kreation.

2 spsk mel
2 spsk sukker
1½ spsk kakao
½ tsk bagepulver
½ tsk vaniljesukker
½ tsk kanel
en knivspids salt
Alle tør ingredienserne blandes sammen derefter tilsættes:
2 spsk mælk
1 spsk olie – her brugte jeg rapsolie
1 æg
lidt hakket chokolade 70%

Det hele blandes godt i koppen og puttes i mikrovnen i godt 4 min på high power (i hvert fald det der står på mine forældres mikrovn. Kagen hæver op og skal være en smule blød og luftig når man tager den ud. Derefter er det bare at sige værsgo at spise. Man kan i stedet for chokolade putte nødder eller tørrede bær i dejen, alt efter smag og behag.

Som titlen siger, så mistede jeg min kæreste ven. Nemlig mine forældres gamle hanhund. Det havde længe været snakken at han skulle aflives, fordi han ikke havde det godt længere. Han havde lidt skavanker og folk var ikke altid lige søde ved ham.

Han var en fantastisk hund og han kunne altid mærke når jeg havde brug for hjælp eller selskab. Jeg har ikke talt på alle de gange han har beskyttet mig eller bare passet på mig når jeg var alene hjemme. Jeg vil altid huske min smukke hund som kom og vækkede mig ved at slikke mig i hovedet. Som peb når pigerne var i løbetid. Som havde så meget personlighed. Som lå som en lille frø når han sov. Som var så glad og imødekommende. Han elskede gåture og han elskede at få lov til at mosle på gulvet. Han elskede at ligge på mine sko og sove, eller bare ligge med hovedet på ens fødder. Basse var en ener og han blev 8,5 år gammel. Det er 8,5 år jeg aldrig vil glemme, fra da han terroriserede mit værelse med Snus, og til den dag han beskyttede mig. Jeg vil altid havde ham dybt i mit hjerte – hvil i fred min ven.