Jeg vågnede op til en meget sur mor på facebook der mente, at jeg var kommet med den dummeste kommentar længe, og at jeg skulle stoppe med, at generalisere når jeg henviste til, at skoler er forskellige. Så lå jeg i sengen, med en pat i babys mund og dabatterede lidt frem og tilbage med denne mor. Hun følte sig åbenbart ramt af mit rolige væsen og tilgang til tingene.

Så vækkede hundene baby, fordi de skulle ud og tisse. Ergo en pat i babys mund igen, og så håbe hun sov videre. En halv time senere sov baby tungt og mor kunne endelig gå ud og lufte hunde i bukser og bh, inden hun selv gik på toilet.

Dernæst formåede Futte – vores hanhund – igen at nikke mig en skalle. Denne gang kostede det heldigvis ikke en brækket næse, men et ømt kindben. Vores kærlighed er intakt og meget stor til hinanden. Han kan jo ikke gøre for, at jeg prøver at rydde op på gulvet.

Herefter så rakte jeg ud efter min kaffe. Da jeg så ikke får kaffen indenbords, kiggede jeg ned på min hånd og så, at det var babyalarmen jeg havde ført til munden. Kaffen står faktisk stadig dejlig kold ved siden af bærbaren.

Men ellers går det godt. Synes det var en små kaotisk, men alligevel lidt hyggelig måde, at starte ugen på. I disse tider og med barslen, så er det med at nyde de små øjeblikke og bare leve med tingenes gang. Jeg tog mig selv i igår at nævne hvor mange dage der er til, at jeg bliver tredive og ligeledes starter på studiet igen efter barsel. Jeg fik af vide, at de tal kunne jeg kaste langt bort, at jeg hellere skulle nyde nuet. Så det gør jeg.

Jeg har altid været fan af udtrykket – planløses tidende. Det er noget jeg lever højt på. Jeg gider ikke lægge de helt store planer igennem ugen – jeg vil hellere være spontan og tage tingene som de kommer. Dog med få undtagelser. Så det eneste der egentlig er planlagt for tiden? Ja det er at få min morgenkaf’ hver eneste morgen.

Jeg vil slutte af med min lille sludder for en sladder, på denne dejlige grå mandag og ønske dig en dejlig dag og videre fantastisk uge! Husk at leve mens du kan.