Det spørgsmål har jeg mødt så mange gange, og mit svar hver gang er – hvorfor ikke?
Jeg har været vidne til mange ægteskaber og parforhold som har skrantet og folk har troet, at det hjalp at sætte et barn i verden. Man er ikke altid enige om opdragelsen, og i værste tilfælde kan det føre til større skænderier, og ende ud i skilsmisse og så er man jo lige vidt. Så står man der og har et barn, som man er nødt til at dele, og derved alligevel kun har halv indflydelse på det hele.
Derudover har jeg efterhånden været igennem et par forhold eller lignende, hvor jeg bare ikke har fået styrket min tiltro vitterligt til mænd. Der er undtagelser, jo vist, men efter flere gange, hvor jeg har oplevet, at blive svigtet og kastet til side for andet, valgte jeg at gå mine egne veje. Jeg har altid sagt til mig selv, at hvis jeg ikke havde en fast fyr, som havde potentiale som far inden jeg var 28, så ville jeg selv få et barn.
Hvorfor 28? Det er jeg også blevet spurgt om så mange gange. Ja hvorfor ikke? Min mor var 28,5 da hun fik mig. Jeg var 28,5 da jeg fik min datter. Jeg tror det er noget psykisk. Jeg ville ikke gå længere end det. Helst ville jeg gerne have været en yngre mor, men jeg er lykkelig for som tilværelsen er lige nu.
Jeg valgte at blive solomor, fordi jeg for en gang skyld kunne få og give den kærlighed, som jeg har hungret efter i mange år! Fordi dette her kan ingen tage fra mig. Hun er kun min, jeg skal ikke kæmpe om myndigheden over hende, jeg skal ikke kæmpe om børneopdragelsen eller gå i seng og føle at jeg overser nogen. Al min kærlighed og tid går på, at min datter er lykkelig og tilfreds. I mine vågne timer går størstedelen af mine tanker på hende. Jeg føler mig psykisk stærkere efter, at jeg er blevet mor. De fleste ved, at jeg har kæmpet lidt efter mit breakdown i 2017 – som også var årsagen til, at jeg ikke startede før. Da jeg så min datter første gang til en skanning, der var jeg ikke i tvivl – det her væsen ville blive min klippe og jeg hendes.
Hver eneste dag i min graviditet følte jeg mig stærkere, trods træthed, murren og småkvalme. Da jeg hørte hendes hjertelyd, da vokset min styrke endnu mere. Det var faktisk først der, at det rigtig gik op for mig, at jeg bar et lille liv og hun ville være min, resten af mit liv. Jeg snakkede til hende hver dag, nussede om hende og passede på mig selv, for at beskytte hende.
Da hun endelig kom, efter 36,5 timers fødsel, så følte jeg ikke den der ny forelskelse som nogen gør, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hende her – hende ville jeg gå igennem ild, vand og alverdens katastrofer for. Jeg knugede hende til mig og så intet andet. Alle smerter var væk, der var kun hendes små sorte øjne og vejrtrækning der talte.
I sidste weekend rundede hun 3 måneder, og hver dag der går, bliver jeg mere og mere vild med rollen som mor. Det kan være hårdt ja, men det er ikke det jeg fokusere på. Jeg fokusere på den glæde og kærlighed, som vi giver hinanden. Hun har fart på og jeg sørger for at nyde hvert sekund, for lige om lidt, så er hun ikke min lille baby mere. Så har hun spredt sine vinger ud og vil udforske verden. I onsdags, for præcis 1 år siden, kl. 10.00 trådte jeg ind på klinikken med min bedste veninde. Dagen før havde jeg fået den første tydelige test på ægløsning. Jeg testede igen om aftenen og den blev kun stærkere og stærkere. Jeg skrev straks til Camilla, og hun tøvede ikke et sekund, med at tage med mig. Jeg blev skannet på klinikken og timingen kunne ikke være mere rigtig. Ca. kl. 11.00 kunne jeg gå derfra, ny insemineret og med en underlig følelse i kroppen. Jeg var overbevist om, at det sikkert ikke var lykkedes, at jeg skulle der ind igen måneden efter. Jeg gik hjem og var fyldt med energi og gav mig til at bage, inden jeg skulle i biffen med min kusine om aftenen, som faktisk også sluttede af med en god øl på en af Københavns pubber.
Den. 21. oktober – efter en uge fyldt med mavekramper, som overbeviste mig om, at det sgu ikke var lykkedes – havde jeg testdag. Jeg tog den om morgenen, og tænkte ikke mere over det. Det var først da jeg efter et minut så en meget tydelig streg, at jeg studsede lidt. Det kunne ikke passe. Jeg lod tiden løbe ud og tog straks et billede og sendte til min veninde, som var med til insemineringen og hendes første kommentar glemmer jeg aldrig – du skal være MOR!
Og det blev jeg. Til den dejligste lille pige:
Gaia Mariann Mikjær Christensen.
