For præcis et år siden bestod jeg tredje semester eksamen med en flot karakter – en eksamen som jeg faktisk kun lige havde forventet at bestå. Jeg var helt ude af mig selv og lykkelig over at have klaret det så godt. Jeg havde ben i næsen og satte den ene eksaminator på plads og kørte resten på charmen.
Nu skal jeg så til en ny eksamen på tirsdag. Det afviger fuldkommen for alle de andre jeg har haft. Vi skal til gruppeeksamen. Det kommer til at foregå sådan, at min tremands gruppe skal fremlægge vores projekt vi har lavet i forbindelse med vores praktik – dette har vi tyve minutter til. Herefter sidder en anden gruppe fra klassen og skal opponere og diskutere med os i en halv time, sammen med eksaminator og censor. Så er der en pause og derefter bytter vi rolle. I alt fra vi træder ind til vi får vores karakter, der går der 2 timer og 15 minutter.
Vi har allerede forberedt os, og føler os godt klar. Dog synes jeg alligevel jeg er lidt ved siden af mig selv for tiden. Jeg er sygt træt hele tiden. Selv når jeg sidder faktisk og slapper af, så føler jeg at jeg spilder mig tid og bør læse op. Problemet er næsten bare, at der er ikke mere at læse op. Man kan jo også læse alt for meget op og så forvirre sig selv. Det vigtigste for mig er ikke en flot karakter, det vigtigste for mig, er at hele min gruppe kommer helskindet igennem med beståede karakterer.
På mandag mødes vi så igen og går i gang med opponeringen af den anden gruppes opgave, så vi er 100% klar til eksamen. Vi bliver nemlig både vægtet på vores egen fremlæggelse, men også på vores opponerering af den anden gruppe. Jeg tror faktisk nok det skal gå hen og blive helt sjovt – i aller sidste ende. For om ikke andet så har vi sgu mini ferie ind til den 2. december hvor vi startet på et tværfagligt forløb.
Hvad vil jeg med denne blog? Tjaa jeg vil nok bare have tankerne lidt ud. Jeg har sovet lidt uroligt, så det fyldte meget i hovedet. Derudover er det nok også for at overbevise mig og andre om, at det hele sgu nok skal gå. Vi har lavet en skøn opgave og kan roligt holde weekend med god følelse.