Føler du dig trist? Har du svært ved at samle mod? Har du en konstant følelse af altid at føle dig uden for? Føler du dig pludselig ensom, selvom du lige har været sammen med skønne mennesker?
Tro mig du er virkelig ikke alene. Selv er jeg en af de mange mennesker i Danmark, som lider af ensomhed. Man kan være heldig, at ensomheden kun er der nogle gange, men der er også dem som oplever den konstant. For eksempel mig.
Lad mig give et eksempel:
Jeg har lige tilbragt 2½ uge hos mine forældre hen over julen. Det har været en hyggelig og nærmest magisk tid med hele min familie og svigerinder. Der blev bare slappet af og der var så meget kærlighed i luften. Der var hele tiden nogen at snakke med og nogen til at give et kram. For en uge siden kom jeg så endelig hjem igen. Det var her det pludselig ramlede. Jeg var hjemme en halv time, før at jeg styrtede ud og var sammen med en veninde for at få noget selskab. Dog kunne hun jo ikke være sammen med mig hele dagen. Så hjem i ensomheden måtte jeg endnu engang. Der sad jeg så, ved mit spisebord med en kop kaffe og så bare tv. Der var ikke rigtig andet liv omkring mig. Pludselig var feriens hygge og varme selskab forsvundet helt fra min krop og den omklamrende følelse af evig ensomhed overtog igen min krop.
For at undgå denne evige følelse i tide og utide, så se i øjnene, du er ikke alene! Vi er mange der går rundt og tumler med at føle ensomhed. Når du indser dette, så indser du også at du har et behov for hjælp og forandring i dit liv.
Så derfor er det en rigtig god ide at række hånden ud til nogen. Det kan være en ven, familiemedlem eller kæreste. Søg kontakt ved et andet menneske og bryd stilheden. Smalltalk med kasseekspedienten nede i supermarkedet når du alligevel handler. Øv dig i hele tiden at tage kontakt – det er kun med til at mindske følelsen og er derudover med til at styrke din karisma.
Du kan ikke vente hele dit liv på, at andre tager kontakt til dig og spørger om du vil være sammen med dem. Du er også nødt til selv at tage initiativ. Jeg ved det kan være svært, tro mig – jeg er i samme båd som dig, men vi er nødt til at være stærke og kæmpe for at få det bedre. Find dit mod frem og vær ikke bange for at få et nej. Det tager tid at bygge nye relationer op, men det tager også tid at bevarer dem man har. Et nej er ikke betydende med at folk ikke vil dig, men at de bare ikke lige har tid eller overskud selv på det givende tidspunkt.
Dernæst kan du sætte dig ned og gøre dig selv lidt klogere på hvorfor du føler dig ensom. Stil dig selv spørgsmål og skriv ned. Det kunne for eksempel være:
Jeg føler mig ensom, når jeg kommer hjem fra dagens gøremål
Eller:
Jeg har følt mig ensom lige siden min kæreste gik fra mig.
Det kan være en bonus for dig, at skrive dine følelser ned. Især hvis du ikke lige har nogen at snakke med det om. Det er altid bedst, at komme ud med det du brænder inde med, ellers kan du opleve at få det meget værre.
Gør dig selv og mig en tjeneste – i år skal du fokusere på dig selv og dine følelser. Du er vigtigst, du har kun et liv – så pas godt på dig selv. Mærk efter og råb om hjælp, hvis du føler dig helt fortabt. Du kan ikke kun alene komme ud af ensomheden – men du kan hjælpe det godt på vej!