I start oktober skulle vi opstarte en kostvejledning med en klient. Vores klient var type 2 diabetiker, havde spiseforstyrrelse og havde en forhøjet blodglukose. Hen over en måned vejledte vi vores klient og lærte hende bedre at kende. I samarbejdet opnåede vi et fald på 4,8 mmol/l i hendes blodglukose – det er imponerende hvad et højnet kostfibre- og generelt rigtig madindtag kan gøre. Samtidig opnåede vi et resultat, som betød at hun havde lysten til at spise og faktisk ville spise. I vægttab kilomæssigt opnåede vi dog ikke, men i tajle-hofte-ratio tabte hun 3,5 cm i alt på en måned.

Ud fra vores forløb, skulle vi udvikle en synopse som vi så enkeltvis var oppe og forsvare i går. Det var utroligt nervepirrende og alligevel spændende at gå op og forsvare en kostvejledning som man selv har stået for. For dem det er gået en smule ud over med min eksamensstress, der undskylder jeg dybt og giver en øl i fremtiden. Vores opgave kunne nok have være mere gennemarbejdet i nogens øjnene, men der blev knoklet med den og jeg syntes alt i alt det var en god opgave – jeg var stolt af at forsvare den. Især overfor de lektorer som jeg fik. Aldrig nogensinde tror jeg, at jeg har imponeret nogen så verbalt med mine skæve kommentarer og topjyske bemærkninger. Faktisk endte jeg med at måtte bede den ene lektor om at klappe i, for jeg fandt mig simpelthen ikke i at han afbrød mig. Resten af dagen klappede han i som en østers og lod vi studerende snakke. Jeg blev mildest talt lidt sur over at han kunne finde på at afbryde mig – jeg hader afbrydelser! Den anden han klukkede bare af grin over mig og nikkede, mens at jeg lystigt fortalte videre om min klient.

Jeg var gået ind med en forestilling om, at nu slagter de mig sgu. Så jeg havde en ide om at jeg måtte køre den på humor og min jyske charme. Det var dog ikke det der gav mig den gode eksamen, men faktisk det at jeg som kostvejleder, gik ud og tog imod klienten i klientens højde og gav mig tid til at forstå og hjælpe. De mente at hvis jeg huskede mine fagbegreber (som jeg glemmer hver eneste gang! Jeg er for jordnær), så ville jeg kunne fremføre en skide god bachelor opgave. Herefter blev jeg spurgt under min karaktergivning, om jeg havde overvejet at gå coachingvejen. Det er et ellerandet sted den største kompliment jeg nogensinde har fået. For det viser at jeg er på rette spor og at min drøm, om at komme til at vejlede og rådgive andre mennesker, ikke er uopnåelig.  Når en lektor som jeg har så stor respekt for, kommer med sådan en kommentar, så ved jeg at det her – det kommer jeg til at naile perfekt!