Jeg har været velsignet med ikke at opleve særlig mange dødsfald og begravelser i mit liv. Min mormor døde før jeg blev født, jeg har fået af vide jeg ligner hende så meget. Min farfar og morfar døde med 14 dages mellemrum da jeg var 6 år – jeg forgudede dem begge to. Jeg ville giftes med min morfar da jeg var lille. Jeg var ikke til en eneste af deres begravelser. Jeg skulle have været til morfars, men jeg ville ikke ind i kirken for at sige farvel med mor. Jeg blev panisk, bange og hysterisk! Selvom jeg var lille, så vidste jeg godt at jeg aldrig skulle se min elskede morfar igen. Lige siden har jeg fortrudt og jeg fortryder stadig når jeg besøger hans og mormors gravsted. De tre er heldigvis begravet på samme kirkegård, så jeg kan besøge dem samtidig. Næste dødsfald skete da jeg var 17, det var min bonus bedstefar – jeg husker ham som en rar mand der lugtede af cigar. Det vigtigste var at min farmor var glad med ham. Nu er der så en ny, der er krydset over på den anden side. Nemlig min nye bonus bedstefar. Han var en charmebøf af format og han kunne altid få mig til at rødme, selvom at jeg aldrig snakkede tysk til ham, så er jeg sikker på at han ved jeg holdte af ham. Han var politikommissær og min farmor flyttede ned til ham for 8 år siden, efter at de havde genfundet hinanden igen. Han gjorde hende til en glad kvinde og hver gang jeg har besøgt dem i Tyskland, så strålede hun altid op når hun så på ham.

Jeg er overrasket over hvor hurtigt det er gået med ham, og overrasket over hvordan det rammer mig. Faktisk troede jeg ikke at jeg bar på en ”kærlighed” til denne mand, men jeg må indrømme at mit hjerte lige nu banker lidt hurtigere ved tanken om, at jeg ikke skal høre hans varme tyske røst sige på gebrokkent dansk ”smukke smukke pige!” til mig igen. Hvor end du er, lieber Walter, så vil jeg tænke på dig med varme i mit hjerte!