Hvor mange har ikke hørt anbefalingerne om fisk tre gange om ugen? Det tror jeg de fleste har. Nogle kan bare ikke lide fisk, andre ved ikke hvad de skal lave, enkelte ved ikke hvor de skal begynde og nogle gider bare ikke. Fisk er lækkert, hvis det bliver lavet rigtigt. Man kan, med fordel, bruge det som pålæg på sin frokost eller blot bruge det i sin salat. Jeg er personligt en af dem som elsker fisk og skaldyr. Det er noget af det bedste jeg ved. Ikke nok med at det er sundt, så smager det også utrolig godt.
Derfor har jeg i forbindelse med en køkkenøvelse på mit studie, leget med en fiske opskrift. Der er inspireret fra middelhavs køkkenet. Især det spanske. Laksepaella. Til øvelsen fik den ros af min lektor, så derfor gik jeg hjem og forsøgte at lave det samme til min familie. De kan godt lide at opleve nye ting, men jeg må sige at jeg var overrasket over den ros mit ret fik. Alle spiste med store fornøjelse. Derfor vil jeg gerne dele opskriften med jer, en opskrift som jeg er blevet rigtigt glad for.
Denne opskrift er til 2 personer, men nem at gange op til flere personer.
Ingredienser:
100g forårsløg
1 tsk. flydende fedtstof
1 dl fuldkornsris (ca. 85 g)
1 tsk. gurkemeje
2 laksefileter (ca. 200 g)
2 dl fiske- eller grøntsagsbouillon
200g grønne asparges
140g blomkål
Salt
Peber
8-10 sorte oliven
Pynt
½ citron
evt. dild
Fremgangsmetode:
Start med at skær forårsløgene i stykker af 1 cm. Svits dem herefter let i fedtstoffet. Når de er blevet let blanke, tilsættes ris og gurkemeje. Efter 2-3 minutter hældes bouillonen i og lad den så småkoge med et låg i godt 10 min. Mens den koger, skæres skindet af laksen og den skæres i mindre stykker – mundrette bidder. Tilsæt laksestykkerne og kog yderligere 5 min. Skær nu blomkål i små buketter og asparges i små stykker af 2 cm. Tilføj dem retten og kog videre i 3-5 min. Smag nu til med salt og peber.
Skær oliven efter behov og vend dem i retten til sidst. Pynt med dild og citron både.
Tip.
Man kan med fordel servere retten med cremefraiche og/eller tilføje 75g rejer til retten.
Bonus:
Laks er en god vej til Vitamin A, Calcium, Vitamin B6, Magnesium, C-vitamin, Jern og Vitamin B12. Den er deudover en god kilde til omega-3 fedtsyrer. Faktisk ligger indholdet på ca. 3,9 g pr 100 g.