For 12-14 år siden mødte jeg en pige online, som hed Camilla. Ret hurtigt klingede vi og skrev hele tiden sammen. Der gik nogle måneder, hvor vi bare skrev frem og tilbage, ringede sammen og bare chattede – før at vi faktisk indså at vi var gået hen og var blevet hinandens bedste venner. Der var bare et problem, hun boede på Sjælland og jeg i Jylland. Så vi fik ikke lige mødt hinanden.
Der skulle faktisk gå helt ind til 2011 før, at vi fik muligheden for at møde hinanden face to face. Jeg havde lige bestået mine eksamener på første år af min HF, og skulle til København for at hente min kusine fra Grønland. Jeg tog af sted nogle dage i forvejen, da jeg så kunne bruge lidt tid med min ene storebror som boede i København. På vejen tog jeg så omkring den by hvor Camilla var på efterskole – efter aftale med hende. Jeg kan huske jeg var ret nervøs, for jeg havde jo aldrig mødt hende før, men hun kendte mine allerdybeste hemmeligheder og jeg hendes. Jeg kan huske at da jeg stod ud af toget og så hende, at jeg stivnede. Jeg gik lidt i panik, men lige så snart hun overfaldt mig med kram – så var jeg helt rolig igen. Fra det sekund var jeg ikke længere bange, jeg var ikke i tvivl. Hun var kommet for at blive. Vi klingede endnu bedre sammen IRL. Vi pjattede, hyggede og var bare så fucked up tossede sammen. Desværre skulle jeg efter få timer videre igen og vi måtte skilles for denne gang.
Der gik dog ikke mange måneder, faktisk kun om 2 måneder, før at jeg igen tog rejsen fra Viborg til Roskilde. For at besøge hende. Hun var nu flyttet sammen med sin kæreste, og vi havde aftalt at vi skulle til Køge festuge. Det var stort. At jeg rejste ud på den måde alene og besøgte nogen. Det gjorde jeg normalt aldrig. Hun fik mig til at bryde mine grænser og gav mig mod på livet. Hun fik mig til at turde mere. Det var begyndelsen til at jeg forelskede mig mere og mere i Sjælland. Jeg tog flere og flere ture herover for, at besøge hende og nyde hendes selskab.
Faktisk var hun en af grundene til at jeg valgte at studere i København. Hun gav mig modet til det. Lige siden har jeg været herovre og jeg elsker det! Godt nok har vi ikke altid haft tid til at ses, efter at vi begge studerer og efter at jeg er rykket herover. Vi har vores at kæmpe med og vi respektere hinanden. Vi prøver at få det hele til at passe sammen. Så sent som i går:
Jeg havde været ude og hygge med mine kusiner som var på besøg herovre. Da jeg skiltes fra dem, tog jeg omkring Rema1000 for at handle – der fik jeg et ubeskrivelig savn til hende. Så jeg besluttede mig for at ringe til hende. Dem der kender mig, ved at jeg hader at snakke i telefon, hun er en af undtagelserne. Desværre tog hun ikke telefonen. Så jeg fik bare handlet, tog hjem og styrtede så af sted for at træne – for jeg skulle have noget at lave. Så efter træningen, var der pludselig en sms fra hende og før at vi havde set os om, så var aftalen at hun kiggede ud samme aften. Vi sad bare og snakkede, ævlede virkelig om alt og intet. Gabte sammen og var egentlig røv trætte begge to – men vi var sammen. Vi er ikke altid lige gode til det, men når vi har overskuddet til det, så finder vi straks sammen.
Jeg kan takke hende for meget. Hun er min bedste ven, min muse og den der turde udfordre mig og stadig gør det. Hun er et menneske jeg vil gøre alt for, og jeg ved det er gengældt. Lige i går, der gjorde hun mig så stor en tjeneste ved bare at være spontan – hun gav mig for første gang i evigheder noget at være glad over. Pludselig følte jeg mig ikke ensom mere. Det gør jeg heller ikke nu. Jeg havde bare lige glemt hvad jeg havde. Hun mindede mig om det.
Hun mindede mig om, at selvom vi ikke altid er gode til at holde kontakten og sjældent ses, så er der en grund til at vi er bedste venner. Nemlig at vi kan læse hinanden fuldkommen og kan støtte hinanden i alt. Den forståelse vi har fået for hinanden, som er blevet bygget op over de mange år. Det er guld og det er guld jeg passer så godt på.
