Måned: februar 2018

For 12-14 år siden mødte jeg en pige online, som hed Camilla. Ret hurtigt klingede vi og skrev hele tiden sammen. Der gik nogle måneder, hvor vi bare skrev frem og tilbage, ringede sammen og bare chattede – før at vi faktisk indså at vi var gået hen og var blevet hinandens bedste venner. Der var bare et problem, hun boede på Sjælland og jeg i Jylland.  Så vi fik ikke lige mødt hinanden.

Der skulle faktisk gå helt ind til 2011 før, at vi fik muligheden for at møde hinanden face to face. Jeg havde lige bestået mine eksamener på første år af min HF, og skulle til København for at hente min kusine fra Grønland. Jeg tog af sted nogle dage i forvejen, da jeg så kunne bruge lidt tid med min ene storebror som boede i København. På vejen tog jeg så omkring den by hvor Camilla var på efterskole – efter aftale med hende. Jeg kan huske jeg var ret nervøs, for jeg havde jo aldrig mødt hende før, men hun kendte mine allerdybeste hemmeligheder og jeg hendes. Jeg kan huske at da jeg stod ud af toget og så hende, at jeg stivnede. Jeg gik lidt i panik, men lige så snart hun overfaldt mig med kram – så var jeg helt rolig igen. Fra det sekund var jeg ikke længere bange, jeg var ikke i tvivl. Hun var kommet for at blive. Vi klingede endnu bedre sammen IRL. Vi pjattede, hyggede og var bare så fucked up tossede sammen. Desværre skulle jeg efter få timer videre igen og vi måtte skilles for denne gang.

Der gik dog ikke mange måneder, faktisk kun om 2 måneder, før at jeg igen tog rejsen fra Viborg til Roskilde. For at besøge hende. Hun var nu flyttet sammen med sin kæreste, og vi havde aftalt at vi skulle til Køge festuge. Det var stort. At jeg rejste ud på den måde alene og besøgte nogen. Det gjorde jeg normalt aldrig. Hun fik mig til at bryde mine grænser og gav mig mod på livet. Hun fik mig til at turde mere. Det var begyndelsen til at jeg forelskede mig mere og mere i Sjælland. Jeg tog flere og flere ture herover for, at besøge hende og nyde hendes selskab.

Faktisk var hun en af grundene til at jeg valgte at studere i København. Hun gav mig modet til det. Lige siden har jeg været herovre og jeg elsker det! Godt nok har vi ikke altid haft tid til at ses, efter at vi begge studerer og efter at jeg er rykket herover. Vi har vores at kæmpe med og vi respektere hinanden. Vi prøver at få det hele til at passe sammen. Så sent som i går:
Jeg havde været ude og hygge med mine kusiner som var på besøg herovre. Da jeg skiltes fra dem, tog jeg omkring Rema1000 for at handle – der fik jeg et ubeskrivelig savn til hende. Så jeg besluttede mig for at ringe til hende. Dem der kender mig, ved at jeg hader at snakke i telefon, hun er en af undtagelserne.  Desværre tog hun ikke telefonen. Så jeg fik bare handlet, tog hjem og styrtede så af sted for at træne – for jeg skulle have noget at lave. Så efter træningen, var der pludselig en sms fra hende og før at vi havde set os om, så var aftalen at hun kiggede ud samme aften. Vi sad bare og snakkede, ævlede virkelig om alt og intet. Gabte sammen og var egentlig røv trætte begge to – men vi var sammen. Vi er ikke altid lige gode til det, men når vi har overskuddet til det, så finder vi straks sammen.

Jeg kan takke hende for meget. Hun er min bedste ven, min muse og den der turde udfordre mig og stadig gør det. Hun er et menneske jeg vil gøre alt for, og jeg ved det er gengældt. Lige i går, der gjorde hun mig så stor en tjeneste ved bare at være spontan – hun gav mig for første gang i evigheder noget at være glad over. Pludselig følte jeg mig ikke ensom mere. Det gør jeg heller ikke nu. Jeg havde bare lige glemt hvad jeg havde. Hun mindede mig om det.

Hun mindede mig om, at selvom vi ikke altid er gode til at holde kontakten og sjældent ses, så er der en grund til at vi er bedste venner.  Nemlig at vi kan læse hinanden fuldkommen og kan støtte hinanden i alt. Den forståelse vi har fået for hinanden, som er blevet bygget op over de mange år. Det er guld og det er guld jeg passer så godt på.

Igen.. Igen..

Hvad er det for et lille lokalt samfund, hvor man politianmelder hinanden uden at komme til vedkommende og fortælle de har et problem først? Det er såmænd det lille dejlige lokalsamfund, hvor jeg er født og opvokset. Jeg skammer mig over det! Vi har altid haft hund i min familie, og de sidste par år har vi haft flere. Nu har vi kun to. To gamle trætte hunde, som bare gerne vil sove i deres store seng, mens mine forældre pusler omkring i stuen og ser tv. Faktisk bruger de 95% af deres tid på bare at ligge og slappe af.  Engang imellem rejser de sig lige og går hen til havedøren og kigger ud. Kommer der nogen forbi – jamen så hilser de med en let gøen og fortæller at her bor de altså. Det er ganske uskyldigt.

Hundene kan godt lide at blive luftet, og elsker en god gåtur rundt i vores lille lækre område. Altid i snor, jeg kan tælle enkelte gange hvor man lige har klikket snoren af 20 metre fra huset – så de styrter hen til døren og glædeligt venter på at komme ind. Hvilken hund elsker ikke en lang gåtur i alt slags vejr og så at komme hjem i varmen og putte? Hundene forguder det, og især min, hun tigger glædeligt for at komme med ud og køre en tur med min mor.

Problemet er blot, ser I, at nogen har fået ondt i røven over, at hundene tillader sig at give en gøen fra sig, når der går nogen forbi. Det oplever jeg hunde gøre hele tiden inde i byen. Det er hundes natur at fortælle, det her er mit territorium. Faktisk er det sjældent, at de opdager, at der kommer nogen forbi. Men de enkelte gange hvor det er sket – er der nogen der har set sig sure på det, altså deres gøen. Det er blevet politianmeldt – fordi folk tør ikke gå forbi huset. De kan være ganske trygge. Hundene hviler i sig selv og lunter bare tilbage til deres seng – de kommer ikke ud uden snor.

Vi opfylder kravene for at have hund og vi opretholder  loven, ved altid at have dem i snor når vi er ude med dem.

Det med snoren er endnu en ting, vi har fået at høre for. Netop at vi har tilladt os at gå med vores hunde i lang snor.  Jamen for pokker da – hunden lunter rundt i vejkanten og snuser og udforsker, det kræver den får lidt snor. Under fuld kontrol selvfølgelig. Når jeg går med hundene, får de lov til at få så meget snor de vil, så længe de gør hvad jeg siger og så længe der ikke kommer hverken andre personer eller . Ligeså snart der er andre eller biler – ja så er de inden for min rækkevidde, så jeg kan nå deres halsbånd.

Vi har altid været frie og gjort hvad vi vil. Vi tager hensyn til folk og passer vores eget. Vi anmelder ikke folk hvis vi har et problem med dem, men tager derimod kontakt til dem hvis der er et problem. Jo vi kan godt rode lidt en gang imellem, men vi gør det på egen grund. Jo vores hunde har været stukket af nogle gange – men vi har altid indfanget dem igen. Det kan ske. Men det er ikke sket inden for de sidste 2 år – der har de trygt og godt sovet i deres lune hjem og passet på, samt hygget med os. Så vidt jeg ved er det hverken forbudt for en hund at gø – især ikke når den logre med halen samtidig. Eller for den sags skyld, at gå en tur med sin hund i snor, mens at den logrende udforsker området.

Så har du et problem med mig, min familie eller mine hunde – så kom og sig det, tag kontakt, i stedet for hele tiden at spilde politiets tid med at komme med små anmeldelser, som alligevel bare bliver smidt i skraldespanden. Det er spild af din tid, det er spild af vores tid og ikke mindst spild af politiets tid – de har sgu vigtigere ting at tage sig til.