Jeg går rundt med en masse tossede følelser lige pt. Egentlig føler jeg, uden at føle noget. Jeg tænker ikke så meget, min hjerne er gået ned på den front. Det betyder at jeg i det mindste ikke overtænker. Der er helt blank og kommer der så en flygtig tanke, så er den væk efter et par minutter. Så er den glemt igen. Så jeg er ret distræt. Derfor har jeg besluttet mig for at skrive ned, hvis jeg kommer på noget.

Hvad nu hvis, man bare kunne tænde og slukke hovedet? Det kunne da egentlig være lidt blær? At når det hele bare bliver lidt for meget, så kan man slukke for alle tankerne og følelserne? På den anden side er de jo med til at gøre en til den man er. Jeg er nok bare træt af, pludselig at kunne sidde og tude til et eller andet fuldkommen latterligt. Det sidste var det sidste afsnit at Brødrene Mortsensens julekalender.. Og jeg aner ikke hvorfor, det sker bare.

Hvad nu hvis, folk faktisk lærte at tage mere hensyn? Folk kigger sig virkelig ikke for hvor de går. De ser ikke andet end deres egen næsetip. Her i weekenden har jeg været så tæt på at tænde af på flere personer, fordi de bare vadede direkte ind i mig og jeg i forvejen havde svært ved at balancere på en fod og krykker. Selv i bus og metro ser folk ikke mere end deres mobil. Flere gange har jeg stået op i metroen og kæmpet med balancen på krykkerne. Tilgengæld er buschaufførerne så søde, at de ventede med at køre til at jeg var kommet ned og side. Jeg har et lille håb om at folk en dag, får øjnene mere op.

Hvad nu hvis, man kunne finde ud af at snakke bedre sammen? Jeg mener, der er så mange mennesker der taler forbi hinanden og egentlig har den samme holdning, de har bare for travlt til at se det.

Hvad nu hvis, man lige skruede lidt ned for stressen. Især når man er ude og handle. Så slipper man for at folk bumler ind i hinanden og går sure omkring. Brokker sig i køen og snyder foran. Giv tid og vær glad i stedet. Din mælk bliver ikke dårligere af at du er høflig.

Hvad nu hvis, man stoppede telefonen i lommen og kiggede sig omkring. Sendte et smil eller to ud i verdenen. Så ville alt virke bedre og mere imødekommende. Hvis man kigger sig omkring i en folkemængde, så står i hvert fald 80% med en telefon i lommen eller har headset på, fordi de høre musik. De lukker sig mere og mere inde og lader ikke rigtig nogen komme tæt på.

Hvad nu hvis, man selv var med til at bestemme hvem man forelskede sig i? Så det ikke bare var følelserne der gik ind og styrede der? Det ville sgu være meget rart. Så slap man for et knust hjerte hele tiden. Forelskelse er dejlig, men endnu dejligere hvis den får lov til at flyve og ikke bare blive gemt væk. Jeg siger det bare. Det kunne være nice.

Eller hvad nu hvis, man kunne gøre lidt mere for sine medmennesker? Holde døren. Lette sig fra sædet hvis der er en der har brug for det. Tilbyde en hjælpende hånd eller bare sende et smil til kassemedarbejderen eller en som ser ud til at mangle det. Gøre noget godt for en anden, som ikke lige et bekendt. Det ville gøre så meget for os selv og alle andre. Man kan gå i seng med en bedre følelse i kroppen.