Jeg er en krammer. Jeg elsker virkelig kram! Det er noget af det bedste jeg ved, og jeg nyder at udele dem. Den omsorg der er ved at give et kram, den tryghed det udstråler – det er fantastisk. Jeg har nogle piger jeg mødes med en gang i ugen, hvor der så bliver snakket en masse emner igennem. Der kommer en masse følelser ud, som lige skal tages stilling til og som der skal arbejdes lidt med. Når vi har snakket så følelsesladet, så har man typisk brug for et kram. Det er bare ikke mange der tør at give det. Jeg oplevede det i dag. Der var et emne der rørte en så dybt, at hun havde brug for en pause – så midt i pausen kom jeg forbi hende på toilettet, og jeg kiggede på hende med store varme øjne og spurgte blidt. ”Er du okay?” hun lyste straks op, fordi der var nogen der turde spørge. Uden noget så gav jeg hende et stort kram og forsatte. ”Det er godt at komme ud med det, så du ikke brænder inde med det.” hun blev så glad. Mest af alt for krammet. For det var lige det hun havde brug for.
Jeg har selv tit behov for et kram. Det er bare ikke så ofte at jeg kan få det. Det er nok derfor at jeg er en stor giver. Typisk kan jeg se på en person, hvis de har brug for et kram. Det er fantastisk. Det er sgu nok også derfor at nogle af mine veninder kalder mig for mor. Fordi jeg har så meget omsorg og kærlighed at give af. Jeg vil så gerne hjælpe.
Nogle gange er sådan en favn man bare kan forsvinde ind i det aller bedste. En favn hvor man kan stå og gemme sig lidt og bare mærke den andens tryghed. Nøj hvor jeg savner det. Kram fra venner og familie er fantastiske, men der er lidt langt mellem de helt store bamsekram. Ikke at det gør noget, for hvert et kram er en gave i min verden.
