Ja ja nu kommer jeg

20170825_143240.jpg

Endelig! Endelig er der kun en uge tilbage af min sygemelding. Jeg starter tilbage på studiet, from scratch. Det var den bedste løsning. De har været rigtige gode ved mig. Om jeg er klar? Ærligt det ved jeg ikke, men jeg vil kæmpe. Jeg har brugt min sygemelding på at få det bedre, og på at få lidt ro til hovedet.  Jeg har fået nogle værktøjer at arbejde med, i henhold til min stress. Jeg har forsøgt at få læst nogle af mine studiebøger igennem. Alt i alt, har det gået okay.

Jeg er ikke 100% klar eller oplagt, men jeg er så klar på at blive det. Jeg vil så gerne tilbage nu og igang igen. Jeg har brug for det. At der er noget struktur og noget at lave i min hverdag igen. Selvfølgelig har jeg nydt at være hjemme med mine forældre. Det har været rigtigt dejligt. Afslappende og jeg har fået noget for hånden. Nu skal jeg så lige have hovedet kørt ind på at skulle i skole fra 8-16 igen. Det er altså en lang dag. Den kommer til at bestå af rugbrødsmadder og grønt i stakkevis.  Heldigvis kan jeg godt lide rugbrød.

Den første tid, vil jeg nok ikke have overskud til at være særlig social. Da jeg skal ind i rytmen igen. Når det så er sket, så skal jeg helt klart ud og hygge med venner og familie. Ud og have kaffe, øl eller spille spil. Bare gå en tur eller cykle til vandet. Træne på hold. Besøge vennerne, brødrene og finde en stam kaffebar igen. Så det skal sgu nok komme til at gå godt.

At leve i et smertehelved

IMG_20170820_111511 (1)

Jeg har altid været hypermobil, og været et skravl. Det lider jeg rigtig meget under i min hverdag. Jeg gjorde især som yngre. Der var hypermobiliteten rigtig hård ved mig, jeg havde alt for tit en forstuvet fod eller to. Det var også hypermobiliteten som gik ind over, da min dansklærer tacklede mig hårdt i en håndboldkamp i 8. klasse. Det gik ud over min venstre knæ, og siden da har jeg haft voldsomme kroniske smerter i det knæ. Uden lægerne kunne finde ud af hvad der er galt. Der gik mange år før at jeg kom til en lægen, som endelig kunne se det. Jeg havde fået et brud dengang, i kampen – det havde lægerne bare ikke set den gang, for jeg kunne jo gå på det. Nå ja, jeg har et skadet knæ.

… nej jeg har faktisk to. For der gik ikke mange år før at jeg fik endnu en knæskade, i det andet knæ, ikke lige så voldsomt – heldigvis! Jeg kan ikke huske hvordan, andet end at jeg mindes det skete mens at jeg løb. Så den dag i dag, render jeg rundt med en skade i hvert knæ, og har lært at leve med det. Efter at jeg er begyndt at styrketræne, som lægen gav mig ”recept” på – har jeg ikke mærket meget til mit venstre knæ. Dog når jeg gør, så er smerterne lige så voldsomme som da jeg fik den. Samt det går op og kramper i hoften, fordi jeg spænder i ben. Heldigvis kommer det så sjældent nu og kræver blot at jeg tager den helt med ro.

Ud over det, har jeg mange flere skavanker, men jeg kommer blot med et eksempel mere, for skulle jeg nævne dem alle, så ville jeg ikke blive færdig i dag. Jeg var ude for en ulykke med min veninde for 5 år siden, hvor vi begge kom til skade med vores nakke. Det kostede mig en løs nakkehvirvel. Siden da, kan jeg få trækninger i nakken, hele vejen ned af ryggen eller op i hovedet. Det har betydet at jeg let får migræne – fordi skaden trækker i min synsnerve. Det er så derfor jeg går med briller.. eller jeg forsøger, jeg er ikke altid lige god til at huske at få dem på. Men det betyder at migrænen kan jeg nogenlunde undgå – hurra!

Jeg har fundet et ”middel” der kan hjælpe mig med smerterne. Okay faktisk er par stykker. Det er vigtigt at sidde godt, og med benet oppe. Sørg for at have en god kop kaffe eller te og så slap af. Dog er det også vigtigt at få trænet, at styrke musklerne op omkring skaden, så de kan hjælpe med at støtte den. Okay okay – mit yndlings middel, ud over træningen og afslapningen i musklerne og leddene, er helt klart et stort varme plaster på det ømme sted. Det lindrer så meget. Jeg bruger det på nakken, knæene, lænden, låret, sågar til menstruationssmerter. Jeg køber dem i Harald Nyborg, og anbefaler dem varmt.

Hvorfor skriver jeg dette indlæg? Jo det er fordi kroniske smerter kan man ikke altid se. Jeg kan se ud til at have det rigtig godt, men i virkeligheden er jeg ved at gå til af smerter. Har sommetider fået af vide at jeg var doven, fordi jeg sagde nej til at hjælpe. Det var ikke fordi jeg ikke ville hjælpe, men fordi jeg kunne mærke, at jeg ville få mere ondt, hvis jeg gav mig til at løfte på ting. Som jeg snakkede med min far om i går. Jeg skal jo helst holde mindst 60 år endnu. Jeg er kun 25, og nogen gange føler jeg mig som en dame på 90, fordi jeg humper af sted og har svært ved at rejse mig. Så jeg gør mit for at prøve at passe på mig selv. Jeg vil gerne være et aktivt menneske mange år endnu.