For 9 dage siden mødte jeg på arbejde, i fuld uniform og næsten helt klar til min lange aftenvagt. Jeg skulle møde fra 17-23 og derefter gøre klar til dagen efter. Egentlig havde jeg virkelig ikke lyst til at komme på arbejde for dem jeg skulle arbejde med havde en tendens til at tale ned til mig som et lille barn. Men da jeg så mødte op, så stod der en tjener som ellers ikke havde vagt denne aften, han bad mig gå op til min personalechef for han ville gerne lige snakke med mig. Forvirret gik jeg derop og endte med at sidde til møde med manden som efter ingen gang 2 minutter fortalte mig at jeg var fyret. Min profil passede ikke ind i deres firma. Det eneste jeg tænkte på var om der var nogen der havde klaget over mig, det var der ikke. Derimod synes de tre chefer ikke at jeg var noget for dem. Jeg fik af vide at hvis jeg ville arbejde inde for denne branche, så kunne det godt ske at jeg var heldig at finde noget.. alle andre steder end her. Dette forbløffede mig, for jeg har kun fået ros i min skoletid og af mine kollegaer. Dette var dog bare en undskyldning, for i sidste ende kom det frem at det var fordi jeg havde været syg. Syg hvor min øverste chef selv havde sent mig hjem fordi jeg ikke skulle smitte andre. Jeg rystede bare på hovedet og kommenterede at de måske skulle lære hvordan man havde elever istedet for at udsætte dem for det jeg havde været igennem. Jeg skulle følge en tjener som havde 17 timer mindre end jeg, jeg skulle lærer tingene på hendes måde – men når jeg gjorde det overfor de andre fik jeg skæld ud. Jeg blev kastet rundt mellem de forskellige tjenere og blev godt og grundig forvirret oveni hovedet. Min familie og venner kunne tydeligt mærke at arbejdet fyldte meget i mit hoved og krop når jeg havde fri. Jeg bed af folk og havde ondt i hele kroppen, jeg kunne ikke fokusere eller slappe af. Mildest talt, jeg var ved at gå ned med stress over et arbejde som faktisk behandlede mig af lort.

Det jeg så kan konkludere nu er, jeg er for kreativ og københavnsk til Viborg (dette var endda min kære mors ord). Jeg skal fanme ikke ud i den branche igen i fuldtid. Jeg er lykkelig når jeg kan være mig selv. Jeg er heldig at jeg slap for at gå helt ned.

Stress er ikke noget at spøge med. Jeg har brugt flere dage på at prøve at koble fra og glemme den halvanden måned jeg nåede at spilde på et hotel i Viborg. Det har været svært og det er stadig svært, men jeg synes selv jeg er blevet bedre. Nu kæmper jeg så for at finde julestemningen frem og være kreativ igen. Jeg har allerede fået lavet noget kreativt til mine julegaver til folk, så det er nogenlunde på plads, nu mangler jeg bare julestemningen – men mon ikke den kommer med de dejlige mennesker som jeg omgiver mig med?