Vi tænker og analysere al for meget. Vi er selvkritiske og kæmper for at gøre os selv bedre. Vi sætter os mål fordi vi vil være perfekte, og fremstå perfekte. Men hvad er perfekt egentlig? Det er forskelligt fra person til person. Jeg ved ingen gang hvad perfekt i min verden ville være, jo.. det ville måske være at jeg stoppede med at være så selvkritisk og analyser hvad andre måske tænker.
Jeg er ikke fit på nogen måde og det er mange år siden jeg har været det. Det har jeg været nogenlunde okay med. Selvfølgelig har jeg arbejdet på at blive det, men det har ikke altid været med held. Jeg har heller ikke rigtig haft sådan held i kærlighed. Det er fordi jeg har virkelig svært ved at forelske mig. Dog lykkedes det for mig her mellem jul og nu, faktisk at falde for en gut som jeg blev skide glad for. Han viste sig dog ikke at være den rette, eller jeg var åbenbart ikke den rette for ham. Det er fair, men måden han dumpede mig på var den kendte ‘sms’ og så sidder man tilbage med den der følelse – oh my, du er fucking 32! Vær dog en mand og sig det til mit ansigt i stedet.
Jeg blev forbløffet og begyndte straks at analysere, hvad fanden der kunne være sket. Var jeg for tyk, var jeg ikke sød nok, var jeg barnlig? Følelses kold eller havde han bare ingen smag? Det hjælper jo aldrig at sige sådan om sig selv. For det kommer der intet godt ud af, det gælder om at være positiv og istedet modbevise de dårlige tanker. Jeg ved at jeg ikke skal lade mig gå på af sådan en gut. Dog kan det jo netop så være svært at være stærk.
Selvfølgelig blev jeg ked af det, men jeg kan sagtens se at han ikke fortjener min tid eller mit selskab, som mine kære veninder siger. Når man opfører sig sådan, så fortjener man ikke min respekt – ligemeget hvor meget jeg holder af personen. Jeg nød ellers endelig at have følelsen af at der også var en jeg kunne falde for, som havde det som mig. Jeg smilede hele tiden og var glad selvom at omverdenen måske ikke var helt skøn. Og så blev det hurtigt taget fra mig – eller gjorde det? For helt ærligt? Sådan en “skiderik” skal da ikke have lov til at slå mig ud. Lige så snart jeg er rask, så forsætter jeg min træning fra hvor jeg slap og hygger mig med mine veninder – og hvem ved, måske er jeg heldig og snart møder en som jeg igen kan falde for, som ikke holder mig for nar.
Og i dette indlæg, vil jeg tillade mig at poste et billed af mig, som måske ikke er så kønt – men det er sådan jeg ser ud. Jeg er syg, jeg har feber, jeg har svært ved at trække vejret, jeg har hovedpine, havde svært ved at sove. Samt har ingen makeup på, fordi jeg ligger under en dyne. Faktisk går jeg mindre og mindre med makeup, fordi det finder jeg ikke nødvendigt. Lige nu er der jo slet ingen grund til det, for hvem ser mig, andet end mine naboer når jeg går ud i køkkenet. Take it or leave it – jeg kan i det mindste smile endnu.
