Jeg har det skidt for tiden, sådan ikke fysisk men mentalt. Der er tusinde ting der køre rundt i mit hoved og giver mig konstant hovedpine. Det er så irriterende. Jeg holder hovedet oppe og smile alligevel, dog der er nogen der altid kan mærke min forvirring og fortabthed bag smilet. Gitte, min kusine, var en af dem. Så hun sendte mig i dag en sang, en sang som hun mente var mig. En sang som hun vidste ville få mig til at smile og tænke på min lykke i fremtiden. Jeg må sige, den ramte mig og mange af mine tanker er lige så stille forsvundet – de er ikke væk, men de er forsvundet en anelse. Nu kan jeg smile lidt større og bare slappe lidt mere af igen. Der skal nok komme styr på det hele, og jeg skal nok finde vejen frem. Utrolig hvad musik kan gøre – det er magisk. Normalt er jeg ikke Rasmus Seebach fan, men lige denne ramte mig, ligesom hans Tusinde farver og ingen kan love dig i morgen, gjorde. Det er buskabet der gør det – lev og hav det godt. Det er okay at være ked af det, du skal bare huske at lade folk hjælpe dig og passe på dig. Det er det jeg gør, jeg lade mine nærmeste passe på mig når jeg har det svært – for de ved at jeg altid vil bære dem på hænder og fødder hvis de har brug for det.

Sådan er jeg bare, jeg tænker andre før mig selv. Selv lige nu. Jeg kan sgu ikke lade vær. Har folk det hårdt, så er jeg der straks til at hjælpe dem, så er jeg klar med en trøstende skulder og hvad de mangler. Men jeg er ikke bange for selv at sige at jeg har det skidt og at jeg har brug for hjælp. For det hjælper intet at skjule det væk. Det er snart torsdag og så drager jeg igen hjem til min dejlige hund og min skønne familie, og får det hele til at falde på plads, mens at jeg får slappet 100% af igen – for det er det de kan, de giver mig tryghed og plads. Jeg elsker min familie.