Det er efterår. Man kan mærke kulden komme nærmere og folk pakker sig bedre ind. De falmer lidt som de smukke træer der mister deres blade. Solen står senere op og går tidligere i seng, pludselig gemmer vi os væk igen bag dørene og pakker os ind i tæpper. Vi trækker øv-attituden over hovedet fordi vinteren nærmer sig. Jeg er ikke en af dem. Jeg er en af dem, der pakker køletasken og går en lang tur, eller cykler på udflugt og nyder efteråret. Så sent som i går cyklede jeg 20 km med min kusine,  bare fordi vi lige kunne. Vi tog til Kongelunden og nød den lune vind og vandet. Der var så roligt og blåt. Et lille pustrum fra København og alle bilerne.

Ikke at jeg ikke kan lide at sidde indendørs med en kop varm kaffe og bare hygge med folk – for det elsker jeg virkelig. Men det er en ting jeg meget gjorde hjemme ved mine forældre. Sidde med varm kakao, boller og så se en film eller spille et brætspil. Det er noget jeg savner. Jeg savner også lyset om efteråret, ude på landet. Det er så smukt og dystert, hvor i byen ligger man ikke rigtigt mærke til solnedgangene på samme måde. En ting er sikkert, jeg glæder mig til at bruge en uge hjemme ved mine forældre og bare nyde efteråret.

Efteråret er det tidspunkt hvor jeg er født, det er nok derfor jeg er så vild med det. Ikke nok med det, men så er det også her jeg folder mig ud eller går i skjul for omverdenen. Det er her mine tanker køre på højtryk og jeg planlægger de små ting i livet. Det er her jeg især kan mærke forelskelsen flakse rundt i min mave og føle de små bevægelser som sker i kroppen. Nej jeg er ikke gravid, endnu. Men der kommer nok en dag. Nej det jeg snakker om, er at jeg kan mærke jeg lever. Jeg kan mærke vinden mod min kind, og jeg kan mærke kulden i næsen om morgenen. Jeg kan mærke livet der forandre sig og bliver bedre.

Jeg kan mærke at jeg er mig. Som et billede min kusine pegede ud for mig i går i en Jysk forretning, og som en kær ven sendte mig citatet fra i går – fordi de kunne se mig i det.  Da jeg læste det, vidste jeg straks hvem den var møntet på og jeg kan ikke lade vær med at smile for mig selv. For det er så sandt, som noget kan være:

“If you want to know, where your hearts is, look where your mind goes, when it wanders.”