Måned: oktober 2015

Religion. Alles fjende eller er det ven? Engang var det noget alle havde tæt på. Som en trøst, som en holde pæl, en tradition. Nogen har fået det presset ned over hovedet, andre kæmper i deres religions tjeneste.  Hvilket også er overdrevet, men det er det der sker i vores verden – man forstår ikke hinanden. Man forstår ikke at man har forskellige holdninger og valg. Jeg kommer fra en familie hvor man sværger til videnskaben og ikke religion. Jo alle os børn er døbt og konfirmeret. Min far er ikke medlem af folkekirken, for han synes det er hul i hovedet. Hjemme ved bordet kan der flyve mange meninger ud om religion – at det er det sygeste der er opfundet.

Men er det det? Nej det mener jeg ikke. Dengang religion kom til, der var det for at mennesket havde et holdepunkt i livet, et lyspunkt. Noget at støtte dem igennem svære tider.  Jeg har altid fundet religion ekstrem spændende, det er nogle fede fortællinger, nogle spændende skrifter. Jeg er religiøs, jeg har mine meninger om religion. Men jeg holder dem som regel for mig selv, for jeg gider ikke høre på at religion bare er noget lort og videnskab er bedre. Min kommentar til det er typisk – videnskab? Hva er det? Nåe det er det der får dig til at gå rundt og lyde som en stivstikker?

Man fraskriver typisk noget, fordi man er bange for det. Fordi man ikke kender det rigtigt. Det er også fair nok, men man skal ikke fratage andres ret til at have et valg og en tro.  Hallo lev livet, du har det kun kort. Så vil du tro på videnskab, islam, kristendom, græsk mytologi, buddhisme, nordiske mytologi osv.. så gør det – det er dit valg, ikke alle andres.

Jeg har det skidt for tiden, sådan ikke fysisk men mentalt. Der er tusinde ting der køre rundt i mit hoved og giver mig konstant hovedpine. Det er så irriterende. Jeg holder hovedet oppe og smile alligevel, dog der er nogen der altid kan mærke min forvirring og fortabthed bag smilet. Gitte, min kusine, var en af dem. Så hun sendte mig i dag en sang, en sang som hun mente var mig. En sang som hun vidste ville få mig til at smile og tænke på min lykke i fremtiden. Jeg må sige, den ramte mig og mange af mine tanker er lige så stille forsvundet – de er ikke væk, men de er forsvundet en anelse. Nu kan jeg smile lidt større og bare slappe lidt mere af igen. Der skal nok komme styr på det hele, og jeg skal nok finde vejen frem. Utrolig hvad musik kan gøre – det er magisk. Normalt er jeg ikke Rasmus Seebach fan, men lige denne ramte mig, ligesom hans Tusinde farver og ingen kan love dig i morgen, gjorde. Det er buskabet der gør det – lev og hav det godt. Det er okay at være ked af det, du skal bare huske at lade folk hjælpe dig og passe på dig. Det er det jeg gør, jeg lade mine nærmeste passe på mig når jeg har det svært – for de ved at jeg altid vil bære dem på hænder og fødder hvis de har brug for det.

Sådan er jeg bare, jeg tænker andre før mig selv. Selv lige nu. Jeg kan sgu ikke lade vær. Har folk det hårdt, så er jeg der straks til at hjælpe dem, så er jeg klar med en trøstende skulder og hvad de mangler. Men jeg er ikke bange for selv at sige at jeg har det skidt og at jeg har brug for hjælp. For det hjælper intet at skjule det væk. Det er snart torsdag og så drager jeg igen hjem til min dejlige hund og min skønne familie, og får det hele til at falde på plads, mens at jeg får slappet 100% af igen – for det er det de kan, de giver mig tryghed og plads. Jeg elsker min familie.

Følelserne køre på højtryk. Det gør de altid ved denne tid, men i år er det værre end nogensinde. Det irritere mig og alligevel giver det mig blod på tanden. Ærligt – jeg har lyst til bare at gå hen og tage fat i personen og råbe ”Forfanden jeg elsker dig jo!” meeen jeg er måske meget spontan, men lige det der er jeg sgu både for pæn og for genert til at ville turde.

Selvom jeg ville elske at gøre det. For fanden, det ville være livet endelig at kunne vise det helt. Det er bare svært, og vi er to forskellige steder i vores liv lige nu. Så mine veninder har sat en limit på det – 8 år har jeg til at gøre noget ved det, og sker der intet, så skal jeg droppe det. Will do and success one day!

Efteråret er virkelig over os lige nu og det er dejligt! Skolerne og mange studerende har lige holdt den velkendte efterårsferie. Ligeledes har jeg. Jeg har holdt min ferie hos mine dejlige forældre i Midtjylland. Her har den stået på kreativitets hygge og bare afslapning med min familie. Dog har det mest af tiden kun være min mor, jeg og hundene.

Nå men her i dag har det stået på oprydning og virkelig husmor opgaver. Jeg har en flæskesteg på 2,8 kg i ovnen, kartoflerne koger og rødkålen skal snart sættes over. Derudover har jeg haft gang i oprydning i køleskabet og gulvvasking. Så jeg syntes at jeg fortjente en lille belønning bagefter. Så jeg rørte en kage sammen og smed i en kop og den fik 4 min i mikrobølgeovnen. Normalt er jeg ikke til kage, men wauw jeg spiste det hele. Fordi den var så godt, så syntes jeg ikke at I skulle snydes for opskriften og min lille kreation.

2 spsk mel
2 spsk sukker
1½ spsk kakao
½ tsk bagepulver
½ tsk vaniljesukker
½ tsk kanel
en knivspids salt
Alle tør ingredienserne blandes sammen derefter tilsættes:
2 spsk mælk
1 spsk olie – her brugte jeg rapsolie
1 æg
lidt hakket chokolade 70%

Det hele blandes godt i koppen og puttes i mikrovnen i godt 4 min på high power (i hvert fald det der står på mine forældres mikrovn. Kagen hæver op og skal være en smule blød og luftig når man tager den ud. Derefter er det bare at sige værsgo at spise. Man kan i stedet for chokolade putte nødder eller tørrede bær i dejen, alt efter smag og behag.

Som titlen siger, så mistede jeg min kæreste ven. Nemlig mine forældres gamle hanhund. Det havde længe været snakken at han skulle aflives, fordi han ikke havde det godt længere. Han havde lidt skavanker og folk var ikke altid lige søde ved ham.

Han var en fantastisk hund og han kunne altid mærke når jeg havde brug for hjælp eller selskab. Jeg har ikke talt på alle de gange han har beskyttet mig eller bare passet på mig når jeg var alene hjemme. Jeg vil altid huske min smukke hund som kom og vækkede mig ved at slikke mig i hovedet. Som peb når pigerne var i løbetid. Som havde så meget personlighed. Som lå som en lille frø når han sov. Som var så glad og imødekommende. Han elskede gåture og han elskede at få lov til at mosle på gulvet. Han elskede at ligge på mine sko og sove, eller bare ligge med hovedet på ens fødder. Basse var en ener og han blev 8,5 år gammel. Det er 8,5 år jeg aldrig vil glemme, fra da han terroriserede mit værelse med Snus, og til den dag han beskyttede mig. Jeg vil altid havde ham dybt i mit hjerte – hvil i fred min ven.

Jeg vil hellere være barnelig end bedrevidende.
Jeg vil hellere være respektløs end smartass.
Jeg vil hellere være fri end hænge fast i en illusion
Jeg vil hellere være åben end kold og gammelklog
Jeg vil hellere være mig end være som du ønsker jeg skal være.

Jeg er blevet kaldet mange ting igennem tiden af forskellige folk. Det har gjort at jeg ikke rigtig reagere på det længere. Det er intet jeg vil lade ødelægge min dag. Dog oplevede jeg noget, som faktisk ramte mig og fik mig til at skrive netop denne blog. Jeg blev kaldet barnelig, et pattebarn, løgner og fik af vide at hvis jeg ville respekteres som en voksen som jeg selv mener jeg er, så måtte jeg fanme lade vær med at gå midt i en samtale.

Jeg har altid lært af mine forældre at man skal sige nej, og hvis folk ikke lytter så skal man gå væk fra dem. Det har jeg altid gjort og det bliver jeg ved med at gøre. Jeg afskyr diskussioner og jeg hader at ende i en. Det er noget af det værste jeg ved. For jeg ved hvordan det oftest ender og den situation gider jeg ikke ende i igen. Sidst jeg deltog i en diskussion var i sommerferien og der blev min skulder og arm fuldkommen vredet rundt og jeg kunne ikke bruge dem i mere end 14 dage, fordi vedkommende havde ment jeg var en lille snottet unge som ikke skulle blande mig i de voksnes sager. Alt jeg gjorde var at gå ind og stå op for en der står mig meget nær.

Jeg kan finde mig i at blive kaldt dum, for det betyder bare at personen ikke kender mig. Jeg kan finde mig i at blive gjort til fanden, for det viser bare at personen har et problem med mig. Jeg kan leve med at være alene, for jeg ved at dem der holder af mig vil stå op for mig – netop som jeg gør for dem. Jeg kan leve med at blive kaldt respektløs, det viser bare at personen ikke fortjener min respekt selv.

Jeg er hvem jeg er, jeg ændre ikke på mig selv bare fordi en beder mig om det. Kan man ikke leve med at jeg er fornuftigt nok til at sige stop mens legen er god, og går – ja så lad vær med at kast dig ud i en diskussion med mig. For ærligt? Det er spild af min tid og mit liv at vi skal gå og være uvenner. Det er spild af min tid at prøve at få dig til at indse at jeg også kan have ret – selvom at du vil være bedrevidende og måske har mere skolegang bag dig. Ja jeg er måske ikke stærk med en uddannelse bag mig, men jeg har meget viden og jeg har en stærk fornemmelse af  tingenes gang. Jeg er stærk fysisk, men jeg er også stærk psykisk – tro endelig ikke andet.

Det er efterår. Man kan mærke kulden komme nærmere og folk pakker sig bedre ind. De falmer lidt som de smukke træer der mister deres blade. Solen står senere op og går tidligere i seng, pludselig gemmer vi os væk igen bag dørene og pakker os ind i tæpper. Vi trækker øv-attituden over hovedet fordi vinteren nærmer sig. Jeg er ikke en af dem. Jeg er en af dem, der pakker køletasken og går en lang tur, eller cykler på udflugt og nyder efteråret. Så sent som i går cyklede jeg 20 km med min kusine,  bare fordi vi lige kunne. Vi tog til Kongelunden og nød den lune vind og vandet. Der var så roligt og blåt. Et lille pustrum fra København og alle bilerne.

Ikke at jeg ikke kan lide at sidde indendørs med en kop varm kaffe og bare hygge med folk – for det elsker jeg virkelig. Men det er en ting jeg meget gjorde hjemme ved mine forældre. Sidde med varm kakao, boller og så se en film eller spille et brætspil. Det er noget jeg savner. Jeg savner også lyset om efteråret, ude på landet. Det er så smukt og dystert, hvor i byen ligger man ikke rigtigt mærke til solnedgangene på samme måde. En ting er sikkert, jeg glæder mig til at bruge en uge hjemme ved mine forældre og bare nyde efteråret.

Efteråret er det tidspunkt hvor jeg er født, det er nok derfor jeg er så vild med det. Ikke nok med det, men så er det også her jeg folder mig ud eller går i skjul for omverdenen. Det er her mine tanker køre på højtryk og jeg planlægger de små ting i livet. Det er her jeg især kan mærke forelskelsen flakse rundt i min mave og føle de små bevægelser som sker i kroppen. Nej jeg er ikke gravid, endnu. Men der kommer nok en dag. Nej det jeg snakker om, er at jeg kan mærke jeg lever. Jeg kan mærke vinden mod min kind, og jeg kan mærke kulden i næsen om morgenen. Jeg kan mærke livet der forandre sig og bliver bedre.

Jeg kan mærke at jeg er mig. Som et billede min kusine pegede ud for mig i går i en Jysk forretning, og som en kær ven sendte mig citatet fra i går – fordi de kunne se mig i det.  Da jeg læste det, vidste jeg straks hvem den var møntet på og jeg kan ikke lade vær med at smile for mig selv. For det er så sandt, som noget kan være:

“If you want to know, where your hearts is, look where your mind goes, when it wanders.”

Det er efterår. Man kan mærke kulden komme nærmere og folk pakker sig bedre ind. De falmer lidt som de smukke træer der mister deres blade. Solen står senere op og går tidligere i seng, pludselig gemmer vi os væk igen bag dørene og pakker os ind i tæpper. Vi trækker øv-attituden over hovedet fordi vinteren nærmer sig. Jeg er ikke en af dem. Jeg er en af dem, der pakker køletasken og går en lang tur, eller cykler på udflugt og nyder efteråret. Så sent som i går cyklede jeg 20 km med min kusine,  bare fordi vi lige kunne. Vi tog til Kongelunden og nød den lune vind og vandet. Der var så roligt og blåt. Et lille pustrum fra København og alle bilerne.

Ikke at jeg ikke kan lide at sidde indendørs med en kop varm kaffe og bare hygge med folk – for det elsker jeg virkelig. Men det er en ting jeg meget gjorde hjemme ved mine forældre. Sidde med varm kakao, boller og så se en film eller spille et brætspil. Det er noget jeg savner. Jeg savner også lyset om efteråret, ude på landet. Det er så smukt og dystert, hvor i byen ligger man ikke rigtigt mærke til solnedgangene på samme måde. En ting er sikkert, jeg glæder mig til at bruge en uge hjemme ved mine forældre og bare nyde efteråret.

Efteråret er det tidspunkt hvor jeg er født, det er nok derfor jeg er så vild med det. Ikke nok med det, men så er det også her jeg folder mig ud eller går i skjul for omverdenen. Det er her mine tanker køre på højtryk og jeg planlægger de små ting i livet. Det er her jeg især kan mærke forelskelsen flakse rundt i min mave og føle de små bevægelser som sker i kroppen. Nej jeg er ikke gravid, endnu. Men der kommer nok en dag. Nej det jeg snakker om, er at jeg kan mærke jeg lever. Jeg kan mærke vinden mod min kind, og jeg kan mærke kulden i næsen om morgenen. Jeg kan mærke livet der forandre sig og bliver bedre.

Jeg kan mærke at jeg er mig. Som et billede min kusine pegede ud for mig i går i en Jysk forretning, og som en kær ven sendte mig citatet fra i går – fordi de kunne se mig i det.  Da jeg læste det, vidste jeg straks hvem den var møntet på og jeg kan ikke lade vær med at smile for mig selv. For det er så sandt, som noget kan være:

“If you want to know, where your hearts is, look where your mind goes, when it wanders.”