Måned: september 2015

They call it skinny legs – I call it STANKELBEN

Hver eneste aften matcher jeg et sæt tøj og hænger frem, så jeg ikke skal stresse hver eneste morgen for at finde noget tøj. Igår følte jeg så for sorte bukser. Well jeg greb et par og hængte på bøjlen. Tænkte ikke mere over det.  Det var først da jeg måtte mase mine ben ned i bukserne at jeg så det var skinny jeans. Nå nå fuck it, jeg skulle ud af døren, jeg var allerede 5 min forsinket. Så jeg gik uden at tænke mere over det, før at jeg når i skole og skal ud og fylde min vandflaske. Ved vores toiletter er der sådan nogle store væg spejle, og det fik mig til at grine. For i dag har jeg ben, som Gitte ville mene mænd skal have for at falde i min smag.. total lækre slanke stankelben! Seriøs hvordan får mænd de bukser af og på? For personlig jeg kan kun have en kamp med at få foden igennem dem.

Det er en lidt sjov tanke. For normalt er jeg til løse bukser. Selvfølgelig må de gerne sidde godt over bagdelen. For sidder buksen ikke, så er enden aldrig god.. eller noget. Ej de er bare mest behagelige at gå i, og jeg synes de ser forbandet godt ud. Jo jo jeg kan godt gå i skinny jeans, men alligevel, det er ikke det jeg tager på hver dag.

Man kan matche stort set alt til sådan et par løse bukser, lidt festlige toppe, basic t-shirts, enkle kjoler og skjorter. Jeg elsker især skjorter til dem eller løse bluser, som fremhæver men samtidig giver luft til kroppen. Lidt som en bluse som den jeg bære i dag, der går til alt, men som kan ændre stil fuldkommen. Til et par habitbukser eller en sort stram nederdel vil den være lidt fin og kontoragtig. Hvor til et par jeans meget casual og nede på jorden.

Så der er kun et for, match som du kan lide det og så skal det hele nok gå.

Hey you, don’t piss me of! I have been at this level you just sunk to, and don’t come and say that I didn’t tried to stop you.

I lost almost all of my bloody respect for one of my friends today. This person did something that can make me puke just of the thought of it. If you reach the point of friendship with me, you automatically get my full respect. You can lose it bit by bit but do one big mistake and you will lose it for real. It will be difficult for you to get it back again.

So think again before you do something that could break yourself and our friendship. Cause in some way, you will never could make it strong again. You will been a person that I wont tell my deepest thoughts to anymore, cause I can’t trust that you will keep them. Maybe it’s not about me at all, but you made me felling sick because I have to keep your dirty secrets. I have to keep them meanwhile I have my own problems filling my head – damn you, really damn you and see if you can make me smile once again.

Gik i skole i dag, men da jeg var 200 metre fra skolen, så endte jeg med at vende om. Hele turen havde min mave forsøgt at fortælle mig noget. Min mor har altid lært mig at man skal lytte til sin mave, også selv om det den siger kan være forkert. Problemet er blot at mit hoved ofte har magten, og derfor får jeg så let og tit dårlig samvittighed. I dag var så det sjældne tidspunkt hvor mit hoved faktisk lyttede til min mave. Som sagde: det her klare du ikke, det går galt.
Den havde ret. Nu dag ville blive en dårlig dag, hvis jeg ikke havde lyttet til min mave. Så da jeg kom hjem igen til en bror der snorkede på sofaen, ja så smed jeg min taske og greb bare min pung i stedet for og gik ned og købte morgenmad til os. Godt nok kom han hjem kl 5 i morges så han vågner ikke lige foreløbigt, men så er der til ham når han vågner.
Nu har jeg så sat mig ved min bærbar med et rundstykke, en kakao, Gordon Ramsays køkkenmareridt på Gittes ipad, og laver spansk grammatik.

Mon ikke det bliver en perfekt dag alligevel?

Det er mine 3 s’er for tiden.  Ikke nok med det, så har jeg nu også haft influenza i halvanden uge – død og pine – det har ikke været sundt for mit spansk fravær. jeg vidste dog at hvis jeg ikke lagde mig syg et par dage, så ville det bare gå helt galt. Det har været rysteture, snottet næse, hoste, ondt i halsen, feber og hovedpine. Ikke en sjov omgang, men jeg er efterhånden vant til det – eftersom at jeg har et lavt immunforsvar.

Tilbage til overskriften, sidst jeg havde problemer med at sove, var fordi jeg var forelsket. Det er præcis fire år siden. Nu er den forelskelse vist blusset op igen, hvor meget jeg end hader at indrømme det. for det der med at gå rundt og ligne en glad julegris 24/7 – det er lidt meget, synes I ikke? Om ikke andet har jeg svært ved at lade vær i øjeblikket. Selv i dag, hvor min lærer uden tvivl har kørt lidt på mig, fordi jeg har været syg og derfor ikke har været til stede.
Selvom at jeg stod op i morges kl. 6, efter inden gang at have sovet sammenlagt en time, så gik jeg hjemmefra i regn kl. halv syv smilende og strålede nok lidt. Det var rart, jeg var slet ikke til at skyde igennem selvom at jeg havde det elendigt (her sygdom og ingen søvn). De svedige hænder var dog lidt et problem, for jeg var hele tiden ved at tabe Susans pose. Det gik dog hurtigt over og jeg fik en okay fantastisk dag, med nogle timer i skole, en masse skønne timer med Susan (hvor vi fik vendt og drejet nogle emner) og nu venter jeg på mine bagte kartofler og at der kommer fodbold i aften. Alt i mens at jeg ikke kan lade vær med at smile lidt større for hvert sekund.

My my.. hvordan skal det dog ikke gå den næste tid?
Jeg tror det går op og ned.

Jeg hørte en sang her sidst, da jeg var på vej hjem til mine forældre i weekenden. Den handlede om hvor man kom fra, desværre kan jeg ikke lige huske hvad sangen hedder, men den fik mig til at tænke på hvor jeg egentlig var fra. Så lørdag morgen stod jeg tidligt op og på trods af sygdom, så valgte jeg at gå en tur med mine forældres gamle hanhund. Normalt går jeg med min egen hund, men hun havde lige fået hvalpe, så hun skulle have noget ro. Turen jeg normalt går er på 8-9 km rundt om i området hvor jeg er opvokset. Denne dag her blev det dog bare en lille tur på 4-6 km, fordi Basse gad ikke rigtig mere.

Jeg kommer fra et naturskønt område mellem Viborg, Skive og Holstebro. Folk har nok hørt om kalkgrubberne ved Mønsted og Daugbjerg. Jep mine forældre bor ikke langt fra grubberne i Daugbjerg. Så jeg har haft meget af min barndom og generelt færden i området omkring dem. Det er derfor jeg er så glad for gåture, og naturen. Det er oftest der jeg finder min ro og kreativitet.

På min gåtur tog jeg en masse billeder, som jeg med tiden vil have fremkaldt og hængt op på mit kollegieværelse her i København. Fordi selvom at jeg nok måske aldrig vender helt tilbage til området og bosætter mig, så vil det altid have en stor plads i mit hjerte.

Der er nogen tid gået, siden jeg skrev at jeg skulle starte på spansk suppleringskursus. I morgen tager jeg hul på anden uge af det, og jeg glæder mig mere og mere for hver dag. Det er hårdt, men allerede efter 4 skoledage, kan jeg mærke at jeg virkelig har lært noget. Det er ikke alt jeg lige kan huske nu og her, men alligevel meget. Desuden har jeg en helt fantastisk og genial lærer, han er virkelig god til at lære fra sig. Han er født og opvokset i Spanien, så man skal bare efterabe ham med udtalelsen, så går det hele nok. Jeg tager i hvert fald de næste 11 uger med et skævt smil og ser frem af.

Der er sket meget følelsesmæssigt også, både godt og en masse skidt, men det høre jo med. Mon ikke jeg nok skal klare det alligevel? Jeg har i mange år været lidt glad for en rigtig bamsefyr, som jeg snakker helt fantastisk med, men ja – det er aldrig blevet til mere desværre. Da jeg så fik nyheden om at han havde fundet sig en kvinde – puha forestil jer lige en knytnæve jeg fik i hovedet der? Den nyhed gjorde at jeg gik ud og købte mig en sixpack øl og så tog jeg ellers på weekend ude af kollegiet – jeg skulle bare lige væk der. Nu har jeg det så meget bedre, og jeg har lige så stille vænnet mig til tanken. For som min kære tante og mor altid har sagt – det er fandme en dårlig so der ikke kan vælte den anden af truget.
Så endnu engang er det lille ordsprog i min hjerne, flere gange om dagen, når jeg træner, når jeg går i skole, når jeg sidder og snakker, osv. Hvis jeg vil – så kan jeg godt, hvis ikke nå ja må jeg komme videre. For min mor har altid sagt, at hun har set mig med en spansk mand. Hvilket jeg sagtens kan leve med.

Efteråret er startet, det mærker man på vejret og folks brokken over det. For at være helt ærlig, så elsker jeg det. Jeg elsker at man kan gå og putte sig lidt i sin jakke, jeg elsker den friske vind og den tunge regn. Igen efterårsbarn her. For pokker jeg er jo født i november, jeg er vant til vejret. Jeg tror at jeg her i efteråret går igennem en personlig forandring, og jeg glæder mig en smule. Jeg er allerede på vej ud af puppen igen, som en fornyet ung kvinde, med blod på tanden. Jeg vil frem i livet og jeg vil nyde livet, ikke lade følelser eller sorg holde mig tilbage mere. Jeg vil stråle og vise at jeg er bedre end jeg ser ud til.

Som min lærer siger – Livet er vigtigere end arbejde og uddannelse, så husk at lev!