Mit navn er Line, og Jeg er et af de mennesker som altid får 02, eller 4 når jeg laver noget. Ligemeget hvor meget jeg yder og kæmper, så er det bare ikke godt nok. Jeg er god til at fremlægge, tegne, male og drømme – men det er så også det. Alle har noget de er gode til, og mange er fantastisk gode i skolen, jeg er en af dem der ikke er. Det tidspunkt hvor jeg var bedst var i folkeskolen til matematik hvor jeg scorede tre 13 taller, og så da jeg gik på VUC, hvor min kunst med at skrive virkelig kom til sin magt og trylbandt mine lærere. Det er nok også derfor at jeg selv når jeg har det skidt, kan stråle af selvtillid, fordi jeg ved at jeg nok skal klare det hele. I dag følte jeg dog et lille knæk.

I de sidste par uger har jeg har semesteropgave på min uddannelse. I de to uger blev jeg voldsomt ramt af sygdom og havde det virkelig skidt, men jeg lavede stadig min kjole og kom op på skolen og fremlagde mit arbejde. Jeg vidste at den var fyldt med fejl – men den var lavet og den var pæn. Bare ikke pæn nok. Da jeg i dag sad til samtale med min lærer, fik jeg af vide at det eneste gode ved den var at jeg har klippet mine hak i halsen pænt ud… nå ja og så at mit broderi var pænt. Jeg fik 02 og det er jeg ganske tilfreds med, for jeg vidste det ikke ville falde i god jord, det jeg havde lavet. Det der irritere mig, er den måde min lærer kylede det hele i hovedet på mig. Jeg fik virkelig en smøre med hvilken gang lort jeg havde lavet og at hun aldrig så mig til undervisningen. Hvilket praktisk talt er løgn, jeg har været der til alle beklædningstimer, pånær en dag hvor jeg gik før hjem fordi jeg havde migræne.
Det der nok ramte mig hårdest, var da hun stilede mig spørgsmålet: ”Er du overhovedet sikker på at du har valgt den rigtige uddannelse?” jeg kunne ikke lade vær med at glo dumt på hende – det er ligesom en uddannelse hvor man kommer til at lære at designe, sy, kende materialerne, brodere, trykke og at formidle. Jeg indrømmer at jeg aldrig har været den allerbedste til at sy – men det er jo det jeg går i skole for at lære. Når det så er sagt, så vil jeg sige at det jeg har lært på det halve år her, ja det er sgu ikke at sy. Derimod at trykke, brodere og formidle.

Jeg har altid haft svært ved at føle mig tilpas et sted, og det er nok det der hæmmer mig en smule. Jeg er lidt sky, men prøver alligevel at snakke med folk og smile varmt. Det lykkedes også meget godt, men alligevel er det bare som om at jeg ikke får lov til at udvikle mig videre. Det er nok også derfor at der er flere mennesker der kalder mig dum, samtlige optikere jeg går til siger at jeg er dum fordi mine øjne ikke arbejder sammen. Jeg får af vide at jeg er dum fordi jeg ikke lige forstå noget de første to gange de bliver sagt. Andre gange er det lærere eller klassekammerater som kommer med himmelvendte øjne over noget jeg siger. Jeg har et eller andet sted lært at leve med det, og nu siger jeg skam ikke at det er alle der er sådan. Dog en dag skal jeg nok vise hvad jeg kan, og jeg giver dem tidobbelt igen.

Så efter min samtale, gik jeg hjem med min kjole, købte en julelatte på vejen og nynnede julesange for mig selv. For nu har jeg juleferie og jeg glæder mig til at komme hjem og fejre den skønne højtid med min dejlige familie. Indtil jeg tager hjem, ja så går tiden på at pakke gaver ind og rydde lidt op – samt gå nogle at mine lange ture.