Hver morgen klokken 08:15 tager jeg med metroen fra Ørestad station. Hver dag er det en gåde i hvilket spor det kommer, da der er sporarbejde tit. Ligeledes overrasker den pludselige menneskemængde hver gang. Folk halser ind for at nå med, på trods af at der går et tog igen få minutter efter. Det gælder om at komme først uden at tænke på andet – man sætter sig selv først.
Verdenen styrter af sted, det hele skal gå så hurtigt og handler nærmest om at tjene mest, overleve, og arbejde, arbejde, arbejde..

Jeg er midt i det hele og ser det i slowmotion – står på min plads og ligger mærke til den ene person efter den anden, som ligner hinanden, alt for få skiller sig ud.

Så set som i går oplevede jeg at metroen gik i stå, på grund af tekniske problemmer mellem Christianshavn og Vestamager. Fint fint, det gjorde ikke mig så meget, men folk gik desideret i panik. Toget holdt fem metre fra DR byens station, og kunne ikke køre videre. Så vi sad fast i en halv time, før at folk fik nok og en gut trak nødbremsen og flåede dørene op. Straks strømmede københavnerne ud og gik langs skinnerne, før at komme videre i deres travle liv. De tænkte kun på et, at komme ud af toget og i gang med at indhente den forsømte tid. Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt ved oplevelsen og gik nynnende hjem fra DR byen og til Edvard Thomsens vej.

Det er altid skønt at observere andre mennesker.