Sangen der er så magisk, så smuk. Sangen som rummer mystik. Sangen som får tankerne i gang. Sangen om kærligheden. Sangen om havet. Sangen om sømanden og hans elskede. Sangen som jeg aldrig har kunne høre – uden at den gjorde mig ked af det, tårene rendte ned at kinderne på mig og jeg stod og borede neglene ind i håndfladen. Hvorfor? Ja jeg ved det faktisk overhovedet ikke. Den har altid ramt mig hårdt, hvilket har betydet at jeg flere gange har sat med fingrene i ørene for at slippe for at høre sangen. Den gik ind og påvirkede min hjerne, gjorde mig voldsom ked af det og fik mig til at tænke på alle de dårlige ting.

Det hele springer nok ud af at jeg for nogle år siden forelskede mig, dybt meget meget dybt, mere end jeg ønskede, i en sjællænder. Hvilket min far altid har frarådet mig, fordi han er bange for at jeg bliver på Sjælland så. Jeg kunne ikke lade vær med at grine let af ham og bare trække på skuldrene – for helt ærligt det ville da aldrig ske for mig? Det gjorde det så, big time, og jeg har været plaget af det siden. Det er nok ud af den forelskelse at sangens påvirkelse springer ud – fordi sangen mindede mig om ham manden som jeg tabte mit hjerte til. Ja en mand, en mand flere år ældre end mig, men alder er jo bare et tal. Denne sang har givet mig alle stunderne med gråd, følelsen af tabt kærlighed og håbløs forelskelse.

Dog for få uger siden, ja der brugte jeg sangen. Jeg vendte den simpelthen om – jeg var såret for sidste gang, jeg ville sgu ikke mere. Så jeg satte ear plugsene i ørerne, tog min hund i snor og så gik vi en lang lang tur med Byens Hotel kørende for fulde drøn i mit hoved. Først blev jeg ramt – fordi grunden til min tur var netop denne her håbløse forelskelse som ramte mig 1000 gange hårdt i hovedet med et baseball bat fyldt med keglenitter. Jeg gik der i mørket med min hund og lige pludselig kiggede jeg ud over markerne og så lyste jeg op i et smil. Pludselig indså jeg at Byens Hotel ikke nødvendigvis behøvede at være min sorg, men derimod min styrke. Jeg vendte sangen til at blive min slagssang, sangen som fortalte mig at det hele nok skulle komme, at jeg sagtens kunne og hvis jeg trådte rigtigt så skulle jeg nok komme igennem det hele og få min kærlighed til sidst.

Så i dag, da jeg havde været inde og aflevere min kusine på indre Nørrebro hvor hun går i skole, da besluttede jeg mig for at gå hele vejen hjem til kollegiet på Amager. Igen satte jeg ear plugsene i ørerne og så gik jeg fra indre Nørrebro, igennem indre København og videre over Christianshavn for så en time senere at stå med nøglen i låsen til kollegieværelset. Turen var fyldt med liv og jeg kunne ikke lade vær med at stråle af en vis selvsikker styrke, trods at humøret nok har været lidt nede. En ting er sikkert, Byens Hotel får mig ikke ned med nakken igen, den er kommet for at føre mig videre til min kærlighed, mit liv og langt ud i fremtiden.

Nogle tanker fra mit dybeste skjul.
Line Mikjær.