Jeg ankom tirsdag aften inde på hovedbanegården og med det samme jeg trådte ud i byluften, kunne jeg ikke lade vær med at smile, det var som om at en følelse af tryghed og hjem skød ind over mig, det var en underlig med behagelig oplevelse – jeg har altid sagt at jeg ikke ville bo her og at jeg ikke bryder mig om byen, men jeg tror vist at noget har ændret min mening. Folk stresser rundt og alligevel så er de høflige. Jeg som jyde har altid følt mig en smule udsat i hovedstaden, og har virkelig ikke haft lyst til at besøge byen – men jeg har to fantastiske brødre der bor herovre og jeg indrømmer at min ældste storebror har den smukkeste udsigt i Ørestad. Jeg aner ikke hvor den følelse kommer fra og normalt føler jeg sjældent noget, så det er lidt specielt – mange unge mennesker vælger jo netop at flytte til København i håb om at bygge noget op, det er sjovt at læse og høre om. Hvad er der så specielt ved byen? Jeg synes personlig selv at der er alt for mange mennesker, for meget liv, stres og jag, snobberi og så en masse andet. Der har altid været en slags fight mellem jyder og københavnere, man kan simpelthen ikke lide den anden, og hvor pokker kommer det fra? Vi er alle sammen født inde for de samme grænser og måske en er københavner hurtigt i vendingen, men en jyde er sgu også drøvtygger der tager det som det kommer. Jeg er stolt af at være jyde og det kommer jeg sgu aldrig af med – heller ikke selvom at jeg bliver mobbet med at jeg får en flyvsk accent snart, fordi jeg vælger at rykke til Fyn. Det eneste der lokkede mig til København for at bo, har jeg lovet min mama at jeg aldrig gør, så det kommer ikke til at ske – det kan jeg sagtens sige nu, men hvem ved, om et år har jeg måske forelsket mig mere i byen og dens væsen.

En ting er i hvert fald sikkert lige nu og det er at jeg elsker min storebrors udsigt og jeg bosætter mig snart på hans altan, med en vandflaske og en god bog. Hvem skulle have troet at jeg, en fuldendt bonderøv, ville nyde den travle byluft.? Jeg kommer helt sikkert igen.

Line Mikjær