Jeg har en kunstner jeg ikke kan høre uden at blive en lille smule ramt af en person jeg har kær, det er ganske sært, for de har intet med hinanden at gøre overhovedet – så det er ganske skræmmende. Men også ret irriterende for jeg bryder mig ikke om det der stadie med at savle/være blød over en person – men det der nok irriterer mig mest er når jeg gerne vil høre Kim Larsen som er kunstneren, så kan jeg ikke altid få lov til det, uden at skulle tænke på ham den anden – selvom at jeg synes han er pisse irriterende og træls på det tidspunkt. Jeg er rigtig glad for Kim Larsen og hans musik, men det er sgu sørgeligt at han kan være en start og stop knap for bobler i maven. Jeg ville til tider ønske at jeg kunne høre ham igen uden at mærke andet end afslappelse.

Men den her kærlighed – bah jeg bryder mig sgu ikke så synderligt om den. Jeg har været forelsket en gang før og den forelskelse har jeg endnu, den har eksisteret i utrolig mange år efterhånden, men det har så også gjort at jeg ikke har videre meget erfaring med at skulle håndtere de der følelser – følelser for mig er som mælk i et glas – jeg er sgu helst fri. Altså misforstå mig nu ikke, jeg har følelser, men jeg kan nu bedst lide at have et tomt hoved og kunne slappe af – jeg gider ikke bekymre mig om alt og nægter sgu at gå i spåner over ingenting. Få som kender mig, ved så også at der er grund til at jeg ikke viser følelser så tit, og de har så også oplevet at fange mig i at bare stirre ud over det himmelblå vand og bare drømme mig væk. Drømme – ja det er noget der sker for mig i vågen tilstand, og meget sjældent i sovende. Nå men jeg har aldrig synderligt brudt mig om at vise at der er noget i vejen, og det bekymre nogle – men de har så også fået det svar at hvis der er noget jeg vil tale om, så kommer jeg til dem, og ikke omvendt.
Og lige netop denne forelskelse, den kommer jeg til folk med – selvom min mama for eksempel gættede sig til den, ud fra en blog jeg skrev her i starten af efteråret, hun læser så også mine øjne – som har svært ved at skjule hvad jeg føler og tænker, især hvis personen jeg har kær er til stede. Det tog faktisk utrolig lang tid for mig at indse at jeg var faldet for ham, men det gælder jo også om at være helt sikker og det er jeg skam nu. Men jeg er så nok også lidt sær, for hvorfor i alverden skulle jeg gøre noget ved det? Det kan jo et eller andet sted være fuldkommen ligegyldigt, for da folk fandt ud af det, så pressede de til at jeg skulle efter ham – men jeg gider ikke, det skal sgu gøres i mit eget tempo. Desuden er jeg et gigantisk genert fjols, og det er der ikke mange der tror når de først kender mig, for jeg er rapkæftet og skide sjov, med et skævt smil og en høj selvtillid – jep men jeg kan sgu ikke bare gå hen til ham og så bare sige hej og det er nok det værste, for det kan jeg ved alle andre – bare ikke lige denne her fyr. Til stor irritation for andre – men giv mig da lige lidt snor, er det dig eller mig der kan lide fyren – eller er det bare fordi du også mener at det sgu er på tide at jeg får en mand i mit liv igen? Hvis det er det, så kan jeg informere dig om at jeg ikke orker at have endnu et forhold hvor den ene vil vide hvor den anden er, og altid have kontakt – det har jeg sgu dårlig erfaring med og jeg gider ikke endnu engang hvor jeg bliver nægtet adgang til venner og familie, fordi han vil være sammen med mig..
Størst af alt er kærligheden – ja min bare. Størst er alt er min fremtid og min familie – det er sgu det der er vigtigst for mig, for det er det der vil sikre at jeg får et godt liv. Kærlighed er blot en bonus har jeg hørt, så den må komme når den skal komme og ikke et minut før.

Line Mikjær