Måned: november 2011

 Burde det være fair at man kan blive slået så kodylt meget ud af kurs af et par øjne? Det er i hvert fald ikke lige det der står på toppen af min liste over ting der gerne må ske i hverdagen – hmprf altså. Det er sgu for hårdt at være ung nu om dage – og jeg burde endda slet ikke at klage, for jeg har det ski egentlig lettere end de fleste. Det typisk, man har altid mere ondt af sig selv end af alle de andre der render rundt og har det elendigt. Se bare mig, jeg weiner over et par smukke blå øjne – men okay, de kan altså også virkelig distrahere en så det batter – og det hjælper ikke at ejermanden er en sød lille Århusianer, der tilfældigvis ser en ret tit. Så på den anden side skal man vel bare være beæret – men jeg vælger nu gemme mig under min kasket og skyndes mig at komme videre med teksten.

Derudover så har jeg to lærere som er helt vild med mig; jeg er tydeligvis god til at charmere folk – se hvorfor vidste jeg ikke det noget før? Det kunne ski være lidt praktisk en gang i mellem, så var man da sikker på at nå sit mål – men på den anden side, så når jeg jo alligevel mit mål, med et smil og et glimt i øjet.. Oh gad godt vide om det er netop det de mener…

Som jeg selv siger jeg er sgu sød nuttet og fuldkommen uskyldig.
Line Mikjær

Hård mave, sved, hedebølge, utilpashed, usikker
– Jep velkommen tilbage til folkeskolen, et sted som jeg i hvert fald havde svoret at jeg aldrig ville betræde igen.. og så dog lykkedes det for min  kære lillebror, med store blå øjne og det skæve charmende smil, at overtale mig – til en ting så grufuld – nemlig at tage med ham i skole – tilbage til bygningerne hvor jeg blev mobbet igennem næsten ti år..  Hvad gør man ikke for sin bror .. Men stedet har ikke ændret sig, de samme gamle billeder hænger omkring, de samme gyselige farver, lærere og de kolde rå gange der sætter sit præg – jeg kan kun sige at jeg har svedige håndflader.
Men alligevel er her en vis ro, når eleverne er i deres klasser, en usikker stille ro som før en atombombe – men det er stadig en ro.
Jeg har tit sat lige her hvor jeg sidder nu, og tegnet – ude på gangen, der går direkte igennem tilbygningen,  ligger toiletterne hvor mine klassekammerater i sin tid, mente at jeg skar i mig selv, osv… Minderne er store, lige som de rygter som murstenene hvisker; skal jeg være skræmt?
             Nej! for jeg er videre i mit liv, jeg er ude over problemerne der herskede i ti år.. Jeg er videre, jeg er Line Mikjær, en ung kvinde som ej frygter lidt modstand, men som elsker en god udfordring.

Nok var folkeskolen hård – men den var med til at gøre mig til den jeg er i dag. måske ikke klog på det faglige – men klog på det kreative og andre skøre underlige ting. En nyder med stort N – som følger en vej som ingen kender, de kan kun se de fodspor som jeg efterlader i sandet bag mig..
               Så ingen andre end mig selv opbygger forventing, og dog er der stadig lærer og mennesker der bygger tiltro til min evne til at fange gennem mine skriblerier. Som er et trækplaster der støtter mig hvis alt andet går galt: Kreativiteten gør mulighederne store; hvad end det er billedkunst, musik, digte, dans, sang, skuespil eller at pille navle.
– Man kan altid finde noget at lave, bare man har lyst, selvtillid og troen på at man kan klare hvad som helst… Det er sådan jeg er bygget op og sådan at jeg klare mig igennem min skolegang uden at stresset i hovedet med alt for meget nyttig viden. Min hjerne er faktisk fyldt med unyttig viden og kunst, måske lidt sprog og en lille bitte anelse plads til at studere det andet køn.
                                                                         Men hvad, jeg er blot et menneske
                                                                                   Med en fortid, en nutid og en fremtid.

                                                                           Line Mikjær

Jeg har altid fået af vide at jeg har en ret speciel smag når det gælder det andet køn – jeg vælger åbenbart altid den splejsede type, ifølge min veninde – I ved; høje spinkle mænd uden hår på bryst eller skæg i hele hovedet, og ved guderne fri mig vel fra muskuløse mennesker… Nå ja sådan kan man vel også sige det, men jeg ved nu ikke helt om det er sandt;
               For her i dag, for faktisk kun en time siden, sad jeg så og ventede på toget. Ganske som jeg plejer, sidder jeg og makker med min mobil fordi den driller, da der pludselig kom en fyr forbi; fuldstændig tjavset og rodet hår, skæg, høj og spinkel med en smøg i kæften. Ganske afslappet hankede han op i sin taske og kiggede på mig med hovedet lidt på skrå da han gik forbi – og det jeg selvfølgelig bed mærke i var; hvordan hans øjne smilede strålende til mig, så jeg ikke kunne andet end at standse alt jeg lavede og så bare glo efter ham… Det er sgu sjældent at man møder et sådan eksemplar i Viborg, og selvfølgelig kan man jo ikke lade vær med at kigge lidt efter gutten.. Tja det kan jo være lige meget, så jeg vender tilbage til min mobil, irriteret over at den ikke virker.. men så pludselig falder en skygge på mig og det går op for mig at toget er kommet – pis osse, for så måtte jeg jo styrte over til klippekorts automaten og få klippet mit kort, og da jeg så vender mig for at finde hen til togdøren, så står han sgu og smiler til mig i den – idiot altså.. Men han rækker mig så hånden og hjælper mig ombord, hvorefter at han bare vender rundt og forsvinder op i en ‘kupe’ – så der står den rapkæftede Line tilbage midt i gangen og glor dumt efter manden – ups..
             Nok er jeg rapkæftet, men jeg kan sgu let blive genert i somme tilfælde – jeg har for eksempel en kammerat, som jeg altid skal sparkes hen til når jeg ser ham, ellers så tør jeg simpelthen ikke – hvorfor aner jeg ikke, for vi snakker sgu tit sammen.. Men det er vist den der klap der går ned og så kan man bare intet, men som et ordsprog siger:

         Kun i mødet med det fremmede og ukendte bliver tilskureren mere sig selv
                                                                  Line Mikjær