Er vi virkelig alle dømt til at gå rundt og snuse til hinanden? Jeg har altid gjort oprør mod netop det fænomen, og har ofte været folks samtaleemne – en udstillet abe i bur. Faktisk et ganske passende udtryk, for mennesker i dag glor som om at de blev betalt for det… I dag da jeg stod med en kær veninde ude for at trække luft, kom der en gruppe ud fra vores undervisningsbygning – de snakkede højlydt til min veninde og ønskede hende en god weekend; der lagde jeg mærke til hvordan en høj mand, i den tid det tog dem at passere os, gloede på mig – sådan nærmest brækkede sin hals af led fordi han vendte sig for at kigge og lige efter var det straks tydeligt at han snakkede med en af de andre omkring mig.. Min veninde kiggede undrende på og spurgte: ”Hvem pokker var det?” tja det vidste jeg ikke lige og jeg skød egentlig ikke noget i det.
            Det ganske komiske var så at da jeg så gik igennem byen for at nå ned til mit tog, mødte jeg ham igen – faktisk overhalede jeg ham: da han pludselig kom løbende efter mig imens at han råbte efter mig. Han havde næsten fat i min skulder før at jeg egentlig opfattede at det var mig han talte til – så jeg hev musikken ud af ørerne og kiggede op på ham med hovedet lidt på skrå, og så med en kommentar om jeg kunne hjælpe ham..og han smilede bare skævt og studerende: ”Jeg tænkte på, hvor har du købt din hat?” jeg må indrømme at jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt skævt af ham, og fortælle at det var en gave jeg havde fået af min mor for nogen år siden.. 

            Faktisk gik jeg og morede mig kostelig over den kommentar længe – for enhver der kender mig ved at jeg ikke forlader huset uden en hat på hovedet. Hattene jeg ejer er alt fra de mest almindelige, til mange sære fund, i alt har jeg 38 stk. og jeg ved der vil komme mange flere.. Mine sære hatte og så meget andet er med til at gøre mig til en udstillet abe i bur – folk dømmer efter udseende her i landet og efter hvad de ser, vælger de om personen er noget værd: uanset om han/hun er fornuftig eller ej.. Hvad kan det så fortælle os? Jo at vi alle er aber i bur til særudstilling i samfundet – nogen mere end andre, og jeg kan glædeligt indrømme at jeg er en af de godt ramte. Det går mig faktisk ikke synderligt på – folk har ret til at mene hvad de vil og jeg selv: ja jeg mener at jeg er et skønt menneske med en genial med tosset tankegang og det kan ikke ændres på.

Line Mikjær