Jeg føler mig tilfreds – smilende og måske en anelse kulret.

Jeg har lige taget turen igennem Viborgs opgravede gågade, for at nå toget hjem. Med musik i ørerne som jeg plejer – især efter at mobilen er begyndt at ville spille musikken. Vejret et klassisk efterår; regn og med præg af at folk ser sure ud. Men lige der, lige midt i myldret af sure mennesker ved ti tiden i Viborgs inderby – der går jeg i min drivvåde jakke, ganske velvidende om at jeg kommer til at gå før min far kommer til toget og henter mig. Men alligevel ved jeg at det ikke slår mig ud; jeg er et stort smil og musikken spiller løs. Det har faktisk været en ganske kort og utrolig kedelig dag med engelsk, og jeg må indrømme at jeg havde lyst til at blive i sengen i morges – men dårlig samvittighed overfaldt mig og jeg styrtede ud af døren for at nå mit tog. Ganske glad og tilfreds vandre jeg igennem regnen med viden om at der er mere undervisning i aften, nemlig Kemi B og så billedkunst lektier oven i købet – faktisk glæder jeg mig til det. Selv om jeg ved hvad der er i vente når jeg kommet hjem, et køkken der vil ryddes op, hunde der vil fodres og ind i tørvejr – men ved du hvad? Jeg er nynnende og tager det hele med et smil – om det er musikken eller noget helt andet der har påvirket, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Mit blik er fremad rettet og jeg er klar til at afslutte mit liv i Viborg – med nye venner på slæb som tog mig som jeg er, gamle venner som altid har støtte, og ikke mindst mine forældre som kender mig bedst. Nu er jeg klar til at komme ud i verdenen og jeg ser frem med spænding til at skulle flytte til sommer – siger jeg nu hvor jeg har 3 afleveringer der ligger og venter, andre lektier og ja et efterår hvor lykken tydeligvis tilsmiler mig.
              Og jeg har aldrig troet på det der lykke – men i dag gør jeg en undtagelse og lader mit muntre sind overtage verdenen. Desuden kan jeg ikke lade vær med at smile og bare stråle som en anden sol – jeg tror næppe det var engelsk undervisningens skyld, men alligevel gør den også noget, for jeg kan ikke vente til at det tid til at flyve videre ud i verdenen – og alligevel vil jeg nyde mit sidste efterår hjemme på gården, det er her jeg er født og her jeg har boet hele mit liv. Jeg indrømmer højt og helligt at jeg nok ikke har været mere glad end netop i dag, hvorfor ved jeg som sagt ikke – men jeg nyder følelsen af at svæve og føle mig afklaret.

 

Line Mikjær